PORTRÆT | På jagt efter enkeltheden og den lyrisk/melodiske skønhed i musikken. Den polske stjernetrompetist og pionér Tomasz Stanko optræder til Vinterjazz 2016 både med det nye internationale projekt The Tomasz Stanko Experience og det banebrydende Globe Unity Orchestra, som i år kan fejre 50 års jubilæum. Atiklen er bragt i samarbejde med Vinterjazz.
Den nu 73-årige polske trompetist, komponist og orkesterleder Tomasz Stanko har siden 1960’erne været med fremme i førerfeltet i den mest kreative del af den moderne jazz. Stanko har skabt sit eget fængslende univers båret af en stærk lyrisk og emotionel åre, en god portion melankoli plus en forkærlighed for enkeltheden og de melodiske kvaliteter i musikken. Han er én af pionérerne i den europæiske free jazz og avantgarde, men har også med overbevisning og kant slået sine folder i mere konventionelle sammenhænge og samarbejdet med moderne klassiske komponister. Tomasz Stanko er nemlig i bund og grund en mangesidig og fordomsfri musiker, som generøst øser ud af sin personlige tilgang uanset sammenhængen.
Tidlige inspirationskilder & The Jazz Darings
Tomasz Stanko er født i Rzeszów i 1942. Det er en by i det sydøstlige Polen på omkring 200.000 indbyggere. Faderen var akademiker og spillede klassisk violin. Det blev også det musikalske udgangspunkt for sønnen, der som 7-årig begyndte med undervisning i violin og klaver. I teenageårerne fik Stanko, ligesom så mange andre østeuropæere bag jerntæppet i koldkrigsårerne, sine første møder med jazzen via bl.a. programmer på Voice Of America. Her ramlede Stanko ind i trompetisterne Chet Baker og Miles Davis, som gjorde et uudsletteligt indtryk på ham og var medvirkende til, at han skiftede til trompet og den improviserede musik. Han var navnlig betaget af den lyrisk melodiske rigdom og vemodet i udtrykket hos især Davis. En melankoli som også er en del af den polske folkesjæl. Ud over jazzen som kunstform var den unge Tomasz Stanko fascineret af lighedstegnet, jazzen fik, med budskabet om frihed i de undertrykkende kommunistiske regimer i Østeuropa:
”Jazz was like freedom to us, the opposite of communism”.
I sine sene teenageår flyttede Tomasz Stanko til Krakow for at studere musik. Byen, som på det tidspunkt var stedet for jazz i Polen. I 1962 fik han en markant debut som orkesterleder med gruppen The Jazz Darings, hvor en anden af Stankos oprindelige helte trådte frem i fuldt flor: free jazz-ledestjernen Ornette Coleman. The Jazz Darings blev et slags gennembrud for Stanko i Polen, idet den vandt en konkurrence for amatørmusikere med Stanko øverst på podiet som den mest lovende instrumentalist. Derudover regnes The Jazz Darings af mange som den første europæiske free jazz-gruppe, der formåede at omsætte inspirationen fra Coleman i et eget selvstændigt udtryk.
Krzysztof Komeda
Stankos indsatser med The Jazz Darings førte til et skelsættende samarbejde med Polens førende jazzmusiker i de år, Krzysztof Komeda: pianisten, komponisten og arrangøren, som var én af den moderne europæiske jazz’ sande fædre. Komedas kompositoriske færdigheder rakte også ud over jazzens rammer. Han var en visionær filmkomponist, som skrev musik til over 60 film. Heriblandt til landsmanden Roman Polanski og hans klaustrofobiske klassiker “Rosemarys Baby” (1968).
Tomasz Stanko var under Komedas lederskab fra 1963 til 1967, og deres gruppe vandt berettiget opsigt i både Europa og USA. Det ledte til yderligere eksponering af Stanko, som spillede en nøglerolle i realiseringen af Komedas musik, sådan som det for eksempel kommer til udtryk på “Astigmatic” (1966), som blev en milepæl i europæisk jazz.
Komedas betydning for Stanko kan ikke undervurderes. Komedas blev med ”det enkle, melankolske melodiske, udspændningen mellem det lyriske og dramatiske”, en rettesnor for Tomasz Stankos musikalske virke. Han har selv desuden blandt andet fremhævet ”enkeltheden” og ”harmonien” som andre vigtige læringspunkter:
“He was something of a guru to me… What I got from him was his simplicity… Simplicity is the most difficult thing and very beautiful. And mood, which probably comes from our Slovenian background. And many harmonic things: one side, very traditional; one side, novel”.
Ud over den direkte påvirkning fra Krzysztof Komeda har Stanko meget naturligt ofte vendt tilbage til mentorens musik og indspillet hyldester til ham. For eksempel i den fornemme kvintet han dannede i kølvandet på Komeda med saxofonisterne Zbigniew Seifert og Janusz Muniak. Den var et opsigtsvækkende indslag på den polske scene i årene, den eksisterede, fra 1968 til 1973, og er Stankos favorit blandt egne tidlige konstellationer. Gruppen producerede blandt andet den stærkt ekspressive Komeda-hyldest ‘Music For K’:
“Coming from Jazz Darings, we were coming from free music, in the beginning it was really open. Later I come back to my melodies and a lyrical way, but musically it was also a continuation of Komeda, only with my elements”.
Avantgarde-musiker på godt og ondt
Tomasz Stankos voksende omdømme som avantgarde-musiker ledte til samarbejder med andre skrappe fritænkere i 1970’erne som Cecil Taylor og Globe Unity Orchestra, som Stanko også optræder med til dette års Vinterjazz-festival. På egen boldgade skiller især kvartetten med den finske trommeslager Edward Vesala sig ud. Den var en af periodens mest vovelystne og efterlod sig en stribe højt ansete albums med ECM-udgivelsen “Balladyna” (1976) som den nok mest kendte.
Eksponeringen af Tomasz Stanko som avantgardist havde dog den konsekvens, at den skyggede for andre fine sider af hans musik, hvor der også bliver trukket på inspiration fra andre kunstformer, billedkunsten især. For eksempel havde Stanko et jazzstandard-projekt med den Polske Radios Jazz Studio gruppe og et samarbejde med komponisten Krzysztof Penderecki. I 1980’erne etablerede han Freeelectronic, som fusionerede elementer fra reggae, latin, rap og elektronik, og han har endvidere arbejdet med ren elektronik i andre projekter.
80’erne var i øvrigt et svært årti for Stanko personligt. Han blev skilt, havde misbrugsproblemer og led som de fleste andre polakker under den krigsretstilstand, regimet indførte i 1981 for at stække den stadigt stærkere uafhængige fagforening Solidaritet – et af få legale talerør for oppositionen. Krigsretstilstanden betød blandt andet, at Polen isolerede sig mere internationalt, og det blev langt sværere at rejse ud og kommunikere med udlandet. Med jerntæppets fald i Østeuropa i 1989 indledtes blandt andet en demokratiseringsproces i Polen, og relationerne til omverdenen normaliseredes gradvist. Tomasz Stanko blev derfor i stand til at genoptage sin internationale karriere på fuldt blus, samtidig med at han havde lagt sine personlige problemer bag sig.
ECM og det store gennembrud
Tomasz Stankos fornyede blandt andet alliancen med det tyske pladeselskab ECM og dets ejer, produceren Manfred Eicher. Det var et klogt træk. Eichers æstetik, kompromisløshed, åbenhed og tillidsskabende adfærd viste sig igen at være en perfekt ramme for forløsningen af Stankos kunst.
Deres samarbejde har varet helt frem til i dag og har udmøntet sig i den mest frugtbare og helstøbte periode i Stankos karriere med den ene kritikerroste gruppe og udgivelse efter den anden, hvoraf flere oven i hatten er blevet pæne kommercielle succeser. Et eksempel er den første serie på ECM i sidste halvdel af 1990’erne med den svenske pianist Bobo Stenson som ét af de mest gennemgående medlemmer: “Leosia”, Komeda-hyldesten og bestselleren “Litania” og “From The Green Hill”. Tre Stanko-pletskud som blandet andet fik følgende roser med på vejen i “The Penguin Guide To Jazz”:
“Leosia was Stankos apotheosis as composer and conductor. Litania was a full-hearted tribute to his mentor and friend. From The Green Hill is simply the most beautiful record he has ever made, a fragile, almost folkish disc which is also a wonderful group performance”.
Tomasz Stankos kunstneriske og kommercielle triumf på ECM var også ensbetydende med et gennembrud i bredere kredse. Han fik for alvor slået sit navn fast som én af den nyere moderne jazz’ betydeligste trompetister, en habil komponist samt en orkesterleder med næse for at finde frem til de helt rette musikere til sine grupper.
Stanko anno 2016
Den position er der ikke rokket ved – tværtimod. Stanko er fortsat et fikspunkt på den kreative del af scenen med sit dragende personlige spil og musik med de lyrisk og melodisk melankolske adelsmærker og enkeltheden intakte. Han fremstår altid nuanceret og nutidig i sin kunst på udkig efter nye musikalske horisonter.
Det vidner for eksempel Stankos nuværende New York Quartet om med blandt andre den fremadstormende yngre cubansk/amerikanske pianist David Virelles, hans dansk/ finsk/polske kvintet med vores egne kometer, guitaristen Jakob Bro og bassisten Anders (AC) Christensen, samt et helt nyt projekt – The Tomasz Stanko Experience – med nordiske/polske musikere inklusive den danske saxofonist Thomas Hass. Netop The Tomasz Stanko Experience, der blev dannet i 2015, kan opleves i Jazzhouse til Vinterjazz. Hertil kommer, at Stanko under Vinterjazz også optræder med førnævnte Globe Unity Orchestra, som markerer deres 50 års jubilæum med en koncert på Jazzhouse.
Tomasz Stanko Experience (PL/DK) / Vinterjazz 2016:
17. februar, kl. 20.00 → Jazzhouse, Kbh.
18. februar, kl. 20.00 → Dexter Odense
Line-up: Tomasz Stańko (tp), Artur Tuznik (p), Stian Swensson (g), Tomasz Dabrowski (tp), Martin Fabricius (vibrafon), Richard Anderson (b), Thomas Hass (s), Johanna Sulkunen (voc), Radek Wosko (dr), Snorri Sigurdsson (tp)
Globe Unity Orchestra (DE/PL) / Vinterjazz 2016
25. februar, kl. 20.00 → Jazzhouse, Kbh.
Line-up: Alexander von Schlippenbach (piano) Johannes Bauer (trombone) Paul Lovens (trommer) Henrik Walsdorff (altsaxofon) Daniele D’Agaro (tenorsaxofon, klarinet) Manfred Schoof (trompet) Jean-Luc Cappozzo (trompet) Christof Thewes (trombone) Gerd Dudek (tenorsaxofon, fløjte, klarinet) Tomasz Stańko (trompet) Paul Lytton (trommer)
