TEMA OM RELIGION | I 40 år under autoritære styrer i Østblokken fandtes én religion: socialismen. Til trods for dette findes en stor mangfoldighed af religiøse retninger med gamle traditioner i hele området. I denne udgivelse går vi på opdagelse i Østeuropas ukendte religiøse kulter, kringelkroge og konflikter.
Østeuropa er et begreb, der kun giver mening, når man ser på verden fra Vesteuropa. Denne uhomogene blanding af stater fandt kun sit besynderlige navn, da området blev set som en stødpude mellem Rusland og det vestlige Europa. Områdets fælles historie er derfor begrænset til landenes individuelle erfaringer med fire store imperier og to store religioner, islam og kristendommen.
Disse to religioner var i deres forskellige komplekse udtryk begge undertrykt og marginaliseret i, eller i eksil fra, de socialistiske og kommunistiske stater i Østeuropa op igennem sidste århundrede.
Man troede, at disse religioner ville visne bort og forsvinde under sekularismens tryk og opløse sig selv i en utopisk fremtid. Dette viste sig at være langt fra virkeligheden. I dag er disse religioner blomstret op og vendt tilbage med mere kraft til den offentlige scene. En genkomst der har fået afgørende betydning for kulturen, politikken og statsdannelserne i næste alle kroge af de nye og gamle østeuropæiske stater.
I denne temaudgave af rØST vil vi derfor vende blikket mod de religiøse kringelkroge i Østeuropa. Den røde tråd er de glemte religioner, de glemte patriarker og de glemte muslimske menigheder, der hver især spiller og har spillet centrale roller i opbygning og nedbrydning af nationer.
I historiens overfladespændinger, som den nuværende situation i Ukraine, dukker sådanne komplekse konstellationer op under talen om økonomi og militær. Det viser sig på ny, at de nationale skel bliver en refleksion af de religiøse, hvormed de tegner linjerne i konflikterne.
Det er disse – undertiden glemte og negligerede religiøse grupperinger – som ikke er forsvundet, men derimod er vendt tilbage til nutiden. Det er disse religioner, der har formet sproget, nationerne og ikke mindst de scenarier, som Østeuropa vakler frem og tilbage imellem. Det er dem, der pludselig udgør korps af krigsvante Krim-tatarer, der under Hizb ut-Tahrirs banner kæmper mod Rusland for Ukraines skyld. Det er dem, der pludselig udgør spydspidser eller arenaer i kampen mellem det nationale og globale, mellem traditioner og opbrud, mellem modernitet og arkaiske livsformer.
Helt afgørende for de to store religioner er det, at ”lyset kommer fra øst” – Ex Oriente Lux. Dette er et metaforisk billede for, at de – i modsætning til oligarker, kleptokrater, diplomater og pengemænd – ikke kigger mod vest, men mod øst. Fra vest kommer kun den kolde lov, som anden del af det latinske citat siger: et Occidente Lex.
Det er derimod i østen, at Moskva eller Patriarkens trone i Istanbul skinner som det nye Jerusalem for de ortodokse. Det er i østen, at muslimernes trosfæller er, og der deres helligedomme står. I østen kalder stemmerne fra minareterne til bøn, og den kælende duft fra kirkens røgelse samler menneskemængder tabt mellem den kommunistiske undergang og en usikker fremtid. I disse fællesskaber findes en modsætning til vesten. I disse religiøse fællesskaber findes alternativet til fortællingen om det lykkelige og demokratiske vest. For det er i dette østlige lys, at truslerne rejser sig, enheden skabes, og fremtiden formes for Østeuropas store religioner.
Religionerne er historiens elastiske størrelser, der kan indsnævres til få rettroende individer eller til få tekster, men det er også størrelser, der kan rumme hele kulturer, sprog og generationer af intellektuelle. Klostre kan være fundamentalismens højborge, men også et lands økonomiske, sociale og kulturelle nerve. Religion er ikke kun, som snævre vestlige definitioner ofte hævder, folks tro, men det kan lige så godt være deres fællesskab, deres tilhørsforhold, deres opførsel og kultur. Grænsen er flydende.
I denne temaudgivelse er elastikken spændt, for i Østeuropa er religion endnu ikke afgrænset på ny fra sproget, kulturen og historien.
Temaudgivelsen falder i to dele. Første del fokuserer på de ”glemte” former af islam, der er indgroede elementer af det område, vi kalder Østeuropa. Former af islam der dateres tilbage til de osmanniske invasioners kernetropper og de tatariske rytterhære under de polsk-litauiske storfyrster. Disse – ofte oversete og negligerede – former for islam, som beskrives, er på hver deres måde endt med at blive afgørende for nogle af Østeuropas nationer eller har ligefrem spillet vigtige roller i centrale moderne nationale begivenheder. I disse grupperinger mærker man for alvor den moderne globale udfordring, som Østeuropa står med.
Den anden del fokuserer på den ortodokse kirke i Østeuropa, der adskiller sig markant fra sine andre europæiske søskende, såsom den romersk katolske kirke samt de protestantiske og evangeliske kirker.
De sidste artikler fokuserer hver især på de ortodokse kirker – henholdsvis i Serbien, Moldova, Baltikum og Grækenland – og deres udfordringer med at finde deres plads mellem moderne nationalisme, globalisering og ydre pres.
Rigtig god læselyst.
