RELIGION IX | De nationale ortodokse kirker i Makedonien og Montenegro har været fastlåst i konflikter med den serbiske kirke i årtier. Det har i stigende grad ført til voldelige sammenstød samt etnisk og religiøs chauvinisme. Alt imens er den serbiske kirke blevet kørt stadig længere ud på et politisk sidespor internt i Serbien på grund af sine radikale nationalistiske holdninger op igennem 1990’erne og nullerne. Emil B. H. Saggau analyserer de tre krigeriske kirker.
I Montenegros hovedstad Podgoricas støvede og betontunge ende ligger den unge republiks universitet. Bygningen er nærmest tilhyllet i røde flag, hvorfra den montenegrinske ørn skuer.
Bevæger man sig ud af hovedporten mødes man af karré efter karré af triste betonbygninger prydet af graffiti. En ikke helt almindelig graffiti, da teksterne og mønstrene ikke indeholder banale platheder eller forkortede personnavne – derimod er det stærke religiøse slogans, årstal og symboler, der møder enhver, som forlader universitetet.
Centralt placeret står det serbiske kors, der er omkranset af de fire kyrilliske C’er, som kendes fra Serbiens officielle og tidligere monarkiske flag. De fire C’er står for ”kun enhed kan frelse serberne”, hvilket skulle være ytret af selveste den serbiske kirkes grundlægger, St. Sava, til hans fader og broder, der var de første konger af det serbiske middelalderrige.
Ved siden af korset står årstallet 1918, der har samme mytologiske status, da det unge monarki for serbere, slovenere og kroater blev oprettet og indslusede Montenegro og Makedonien under den serbiske royale familie. Året er det selv samme, hvor alle de jugoslaviske ortodokse kirker blev lagt sammen.
Graffitien er dermed en meget direkte påmindelse til enhver, der forlader Montenegros universitet, om at landet og dets befolkning i visse øjne er serbisk og har rødder i den ortodokse kirke.
De ortodokse serbere
Ser man på de seneste folketællinger i Serbien, så er der også en øjnefaldende stor sammenhæng mellem, hvor mange der identificerer sig som serbere (83,3 %), og hvor mange der identificerer sig som ortodokse (84,5 %). Tallet vidner om, at de to ting ofte forbindes snævert – især fordi rygterne i Serbien går på, at man slet ikke kan registrere sig som serber uden at registrere sig som ortodoks.
Denne sammenkædning mellem det nationale og det religiøse kan genfindes i det unge Jugoslaviens fundament. Groft sagt blev dem, der tilhørte de ortodokse kirker i Jugoslavien, talt som serbere og medlemmer af den serbiske ortodokse kirke, lige meget om de selv syntes, de var bulgarere, grækere, makedonere, serbere eller andet. Det at være ortodoks blev ofte sat som lig med at være serber, hvorfor andre sprog, kulturer osv. blev presset ind i en serbisk boks – nogle gange med vold.
I Makedonien og Montenegro har denne homogeniserende kulturpolitik været tydeligst, når den har ført til alvorlige sammenstød, såsom den montenegrinske borgerkrig i 1918-20.
Denne altomsluttende boks for serbere og ortodokse kunne i længden ikke rumme alle disse modsætninger og blev langsomt, men sikkert, fragmenteret i det republikanske socialistiske Jugoslavien.
Først adskilte den makedonske gren af den serbiske ortodokse kirke sig i 1950’erne fra hovedkirken under påvirkning af pro-makedonske partimedlemmer. Den makedonske kirke udråbte derpå sin egen kirkelige selvstændighed i 1968 til stor forbitrelse for de serbiske ortodokse.
I løbet af 1970’erne spredte ideen om kirkelig selvstændighed sig videre til de pro-montenegrinske partimedlemmer, der først gjorde alvor af tankerne i de sene 1980’ere og 1990’ere i forlængelse af den stigende montenegrinske nationalbevidsthed. Begge kirker, den makedonske og montenegrinske, har derpå været fastlåst i konflikter med den serbiske, hvilket i stigende grad har ført til voldelige sammenstød og etnisk og religiøs chauvinisme på begge sider.
Med militær skal kirker bygges
Den makedonske kirke var i 2001 tæt på at opnå en egentlig forsoning med den serbiske, der ville have betydet, at de to kirker atter kunne forenes som søsterkirker og dermed stoppe de religiøse stridigheder. Aftalen faldt dog til jorden, da den velkendte makedonske navnestrid (med Grækenland, red.) forhindrede en egentlig aftale.
Den serbiske kirke insisterede nemlig på, at den makedonske kirke skulle tage navn efter det historiske Ohrid-ærkebispedømme og dermed give slip på – for serberne – den makedonske selvbetegnelse i officielle sammenhænge.
Et sådan navneskift var umuligt for den makedonske kirke, da det i de lokale makedonske medier og af flere fremtrædende politikere blev omtalt som en slags landsforræderi. Forbrødringen faldt altså til jorden, hvormed et besynderligt forløb gik i gang internt i Makedonien, hvor en makedonsk biskop endte med at anerkende aftalen og gå imod sin egen kirke.
Denne enlige biskop tog titlen som ærkebiskop af Ohrid og blev hyldet af en lille beslutsom skare under serbisk ortodoks jubel og hårde makedonske fordømmelser. Kort efter igangsatte den makedonske stat en forfølgelse af Ohrid-bispen, hvorpå alt hans kirkes land, lokaler og midler blev beslaglagt. I den serbiske ortodokse kirkes medier kan man læse skrækkelige beskrivelser om medlemmer af det makedonske sikkerhedspolitis voldsomme og hårdhændede storm og besættelser af Ohrid-bispens kirke.
Kirken er statens nationale rygrad
Bispen blev herefter anklaget for alt fra korruption til seksuelle udskejelser med medlemmer af sin menighed – lige fra børn til gamle og fra mænd til kvinder. Henover de sidste ti år har han på skift enten været på flugt eller i fængsel. I disse måneder er han dog på fri fod, efter myndighederne lod ham gå i det tidlige forår.
Ud over det åbenlyst bemærkelsesværdige ved historien, så viser den tydeligt, hvor langt den makedonske stat er villig til at gå for sin kirke. Den makedonske kirke fremhæves i det konservative nationale regeringsbærende partis udmeldinger som statens nationale ryggrad. En fremhævelse, der er blevet monumentalt tydelig takket være et absurd højt og forgyldt kors, der knejser over hovedstaden Skopje.
Den samme lettere paramilitære tendens kan spores i striden mellem den montenegrinske og serbiske kirke. Striden blev født ud af voldsomme sammenstød og gadekampe i den kulturelle montenegrinske hovedstad Cetinje i 1993 på nationalhelgenen St. Petars festdag.
Pro-montenegrinske indbyggere, der ønskede at besøge St. Petars grav på hans helgendag, blev mødt af en serbisk milits, der havde dækket den montenegrinske stats- og kirkeleders grav i det lokale kloster til med serbiske flag.
Kamphelikoptere for kirken
Den lokale serbiske kirkeleder, metropolit Amfilohije Radovic, blev spurgt, hvorfor han gav husly til en serbisk milits. Han svarede tørt, at han gerne ville møde den, der nogensinde havde set en montenegriner kommer ubevæbnet i kirke.
Sammenstødet blev starten på de lokale indbyggeres restauration af den montenegrinske kirke. Efterfølgende har Cetinje været scene for 3-4 voldsomme sammenstød mere, og i oplandet er det blevet en almindelighed, at de to kirkers tilhængere på skift besætter og skænder hinandens kirker.
Det mest markante sammenstød har dog været centreret omkring to bjergtoppe, Rumija og Lovchen, hvor den ene eller anden kirke eller stat har markeret sin position ved at rive kirker ned eller bygge dem op – med militære kamphelikoptere som centrale aktører.
Den montenegrinske kirke har ikke opnået samme styrkeposition som sin makedonske søster, men den vinder langsomt frem blandt andet takket være støtte fra en række af de pro-montenegrinske partier, der har styret landet siden 1996/97. En af de centrale montenegrinske intellektuelle udtrykte det sigende, da han afsluttede en kronik med ordene, ”dette er den hellige montenegrinske treenighed: Stat, folk og kirke”.
Krigen i den serbiske kirke
Kirkekampene og konflikterne med de to udbryderkirker er to yderpunkter, der ikke helt belyser den til tider problematiske rolle, som den serbiske kirke spiller internt i det serbiske samfund. I en udgivelse af den serbiske journalist Milorad Tomanić – med den sigende titel ”Den serbiske kirke i krig og krigen i kirken” – optrevles den omskiftelige status, kirken har haft.
I de første år efter Titos død fastholdt kirkens ledere en loyalitet til den fælles jugoslaviske tanke og identitet, der dog langsomt forandrede sig i takt med det serbiske kommunistpartis forandring.
I årene frem mod 1989 blev den serbiske ortodokse kirke mere og mere udtalt i sin egen serbiske selvopfattelse og ikke mindst dens bastante krav på at være den samlende faktor for de sydslaviske ortodokse. Et krav der er cementeret og malet i sit eget bizarre udtryk i den gigantiske St. Sava katedral i Beograd, der blev bygget i disse år.
Højdepunktet af denne selvopfattelse kulminerede i de fatale 1990’ere, hvor Tomanić beskriver, hvordan især tre ret radikale biskopper styrede kirken med hård hånd og langsomt, men sikkert, bevægede sig frem mod en politisk opfattelse, hvor Serbien skulle omdannes til et ortodokst teokrati. En politisk ide der ligefrem udpegede Milošević som forræder, da han havde forrådt den serbiske sag i Dayton-fredsaftalen (eller blot ”forræderiet”, som nogle ynder at kalde det).
Dette pseudopolitisk-religiøse program nød udbredelse i de mere radikale serbiske nationalistiske kredse, men betød også en fremmedgørelse over for de politikere, der i sidste ende har ledt Serbien efter Milošević (med en vigtig undtagelse i form af Koštunica).
Radikale serbiske bisper
Den serbiske kirke er derfor i dag på en række områder kørt mere ud på et politisk sidespor, hvormed den har mistet en del af sin tidligere politiske og samlende nationale styrke. Det blev tydeligt i de nylige tilnærmelser og aftaler vedrørende Kosovo, hvor kirken i høj grad stadigvæk fastholder, at Kosovo er og bør være serbisk.
Den kirkelige ledelse har forsøgt at tilnærme sig det politiske system igennem en mere moderat holdning, som er formet efter et skift i den kirkelige ledelse i nullerne. Denne tilnærmelse har dog været svær for kirken, idet de tre tidligere nævnte radikale bisper stadigvæk bestrider højtstående embeder i kirken, alt imens at kirken stadig er i åben strid med den makedonske og montenegrinske kirke.
Den ene af de tre radikale, Biskop Artemije af Raška-Prizren i Kosovo, har i særlig grad formået at få opmærksomhed. Han har gentagne gange fastholdt meget radikale synspunkter om Kosovo og er derfor tørnet sammen med kirkeledelsen. På grund af dette igangsatte kirkeledelsen en række undersøgelser af hans bispedømme og medarbejdere, da der gik rygter om alt fra bestikkelse, korruption og ulovlig overtagelse af ejendomme.
Kirkeledelsen forsøgte derpå at sende ham på pension i et kloster for at undgå yderligere skandaler. Biskop Artemije nægtede og forsøgte i stedet at besætte et centralt kloster i Kosovo i 2010 med en række loyale munke. Den serbiske patriark udtalte, at Artemije nu for alvor var blevet en skændsel for kirken og sendte ham og munkene i eksil i et afsides kloster.
Artemijes ufrivillige pensionering er måske et første skridt for den serbiske kirke på vej mod at udskille de tidligere radikale elementer.
Emil B. H. Saggau er cand.theol og har en årrække arbejdet ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Københavns Universitet.
Artiklen er den sidste i en serie om religion.
