RELIGION VIII | I Moldova har Moskva-patriarkatet formået, hvad Sovjetunionen aldrig evnede – nemlig at imødekomme befolkningens krav om selvstændighed og moldovisk/rumænsk sprog og kultur. Således har patriarkatet siden 1992 vundet støtte fra skiftende moldoviske regeringer. Christoffer Størup forklarer hvorfor.
Da den russiske patriark Kirill aflagde Moldova sit første besøg i oktober 2011, havde en gruppe unge aktivister stillet sig op, således de blokerede patriarkens vej hen imod statuen af Stefan den Store (og hellige), hvor Kirill skulle have lagt en blomsterkrans.
Demonstranterne løftede et banner med budskabet ”Moldova er ikke en russisk provins”, og da de ikke umiddelbart lod sig flytte, måtte patriarken og hans følge køre videre til dagens planlagte møder med landets politiske ledere.
Moldovas fungerende præsident Marian Lupu udtrykte sit ønske for Kiril om, at patriarken måtte have gode minder med fra sit besøg i Moldova, og forklarede, at ifølge meningsmålingerne havde besøget været en af årets vigtigste begivenheder ”ikke kun for eksperterne, men for hele samfundet; dette er vores medborgeres holdning”.
Patriarken bad den fungerende præsident fortælle “hele det moldoviske folk, at jeg elsker dem, og at de er mit folk i ånden, om ikke af blodet. Dette folk taler det samme bønnens sprog som jeg og det samme sprog af religiøse følelser”.
Moldovisk nationalisme er et ”mærkeligt dyr”
I Moldova har Moskva-patriarkatet foreløbigt formået, hvad Sovjetunionen ikke kunne – nemlig at rumme den lokale variant af de nationale bevægelser som bidrog til patriarkatets tidligere værtsstats opløsning – og har således fastholdt sin territorielle udstrækning i Moldova.
Nationalisme i Moldova er blevet kaldt et “mærkeligt dyr” efter i 1991 at have opnået en moldovisk stat uden at definere den nation, som Republikken Moldova skulle være hjemland for.
Den nationale folkebevægelse (Frontul Popular), som i slutfirserne samlede folkemængder i protest mod det daværende regime, bestod af en pro-rumænsk fortrop, som ønskede reel politisk genforening med Rumænien, og et bredere bagland, der forlangte styrkede sproglige og kulturelle rettigheder for majoritetsbefolkningen – uanset om man valgte at kalde sproget og kulturen rumænsk eller moldovisk.
For størstedelen af moldoverne var det lige så meget et ønske om selvstændighed inden for som løsrivelse fra Sovjetunionen.
De modstridende nationale projekter: genforening med Rumænien (som Moldova var en del af i mellemkrigstiden), en selvstændig moldovisk stat eller fortsat deltagelse i Sovjetunionen afspejledes i tilsvarende kirkepolitiske projekter: genetablering af den rumænske ortodokse kirkes jurisdiktion fra mellemkrigstiden, en autokefal moldovisk ortodoks kirke eller øget selvstændighed under Moskva-patriarkatet.
Kirkelig splittelse
Der var op gennem firserne et anstrengt forhold mellem den af Moskva-patriarkatet udnævnte biskop Serapion Fadeev og de lokale gejstlige. Den russisk-talende biskop betragtede en række lokale traditioner, der er typiske for den ortodokse kristendom i Rumænien og Moldova, som hedenske, og biskoppen blev omvendt anset for at være uinteresseret i og fjern fra det folk, hvis åndelige velfærd han skulle tage vare på.
Det syntes derfor naturligt, at Moskva-patriarkatets kirkelige jurisdiktion ville blive udfordret på samme måde som Moskvas politiske autoritet. Kræfter inden for den nationale folkebevægelse flirtede kort med tanken om en autokefal moldovisk kirke, men da dette ikke viste sig muligt, hverken i forhold til at opnå anerkendelse fra de andre ortodokse kirker eller at sikre den nødvendige opbakning og administrative kapacitet blandt de lokale præster, valgte folkebevægelsens pro-rumænske kerne at gå efter en genoprettelse af det bispedømme under patriarkatet i Bukarest, som havde virket i mellemkrigstiden.
Derefter gik det stærkt. Den pro-rumænske biskop Petru Paduraru, som var blevet udnævnt til biskop af Moskva-patriarkatet i 1990 for at imødekomme det brede ønske om at bringe kirken nærmere den lokale rumænsk-talende befolkning, blev i august 1992 ekskommunikeret af den russiske kirke og i december samme år indsat af den rumænske kirke som biskop for det genoprettede bispedømme i Moldova.
Et bispedømme under Bukarest
Det er en udbredt opfattelse, at den rumænske kirke forhastede sig på grund af politisk pres for at tjene rumænske udenrigspolitiske interesser i Moldova. I hvert fald viste Petru Paduraru sig ikke som den kirkelige kapacitet, der kunne samle de pro-rumænske menigheder og præster. Dette er måske bedst illustreret ved, at den rumænske ambassadør går i en kirke under Moskva-patriarkatet, mens det rumænske udenrigsministerium finansierer opførelsen af rumænske ortodokse kirker i Moldova.
Rumænien giver ligeledes hvert år et stort antal stipendier til unge moldoviske teologistuderende, hvoraf flere efterfølgende vender tilbage til Moldova for at arbejde i kirker under Moskva-patriarkatet, selvom de føler sig nok så rumænske. Spørgsmålet om national identitet synes således at være underordnet personlige og praktiske faktorer i valget af kirke.
Man kan sammenligne situationen for det rumænsk ortodokse bispedømme i Moldova under Petru Paduraru med Kiev-patriarkatet under Filaret Denysenko, der ligeledes blev ekskommunikeret af den russisk-ortodokse kirke. De to politisk opportunistiske biskopper har groft sagt kapret hver deres nationalistiske kirkepolitiske projekt, som deres personer og omdømme efterfølgende har stået i vejen for.
Ønsket om en samlende kirke
Sovjetunionens opløsning og den transnistriske krig i 1992 vendte det bræt, som den nye politiske elite bestående af moldoviske (eks)kommunister og den nationale folkebevægelse stod ved. Det var på dette tidspunkt blevet et spørgsmål om at holde sammen på republikkens borgere ved at tildele minoriteterne selvstyre og ikke længere om at stå fast på majoritetsbefolkningens rettigheder overfor Moskva.
Der var derfor ikke et udbredt politisk ønske om en kirke, som var så rumænsk, at dele af befolkningen ville blive stødt fra. En moldovisk ortodoks kirke under Moskva-patriarkatet blev vurderet som etnisk neutral og er derfor blevet støttet af skiftende moldoviske regeringer.
Omvendt skulle der gå tolv år, før bispedømmet under Bukarest blev anerkendt, og dette skete på trods af den daværende regerings ønsker, efter at en afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol havde pålagt den moldoviske stat at anerkende bispedømmet.
Det lykkedes i høj grad for Moskva-patriarkatet at efterkomme kravene om øget selvstændighed og moldovisk/rumænsk sprog og tradition. I 1990 blev moldoven Vladimir Canterean udpeget som kirkeligt overhoved i Chisinau, og den moldoviske ortodokse kirke blev tildelt autonomi i indre anliggender samt et sæde ved synoderne i Moskva.
Metropolitten Vladimir Canterean beskrives både som en dygtig diplomat og en blød leder, hvorfor selv pro-rumænske præster ofte foretrækker at forblive i den moldoviske kirke under Moskva frem for at skifte til den rumænske ortodokse kirke.
Gejstlige der handler med luksusbiler
For at undgå at tage klar stilling til spørgsmålet om national identitet udtrykker den moldoviske kirke sig typisk uklart og anvender de etniske betegnelser moldovisk og rumænsk løst om statssproget og majoritetsbefolkningen.
Ifølge metropolitten “Opdeler vi ikke helgener efter nationalitet (…) Der er helgener, som var Gud velbehagelige, og som blev herliggjort i Moldova, men som var rumænske, og der er helgener, som var borgere i det russiske imperium”.
Efterhånden som medielandskabet i Moldova er blevet mere pluralistisk, bliver korruptionen inden for kirken oftere beskrevet. Det er blandt andet kommet frem, at Vladimir Canterean sammen med andre højstående gejstlige ejer selskaber, der handler med træ og luksusbiler.
Disse forhold har været nævnt i den moldoviske revisionsrets beretninger siden midten af halvfemserne, men i Moldova, hvor de regeringsbærende partier står med ansvaret for, at et beløb svarende til godt 10 % af landets BNP netop er gået tabt i dårlige statsgaranterede lån, kan kirkens formodede niveau af korruption godt opfattes som inden for rammerne af “kristen ydmyghed”.
Meningsmålinger viser, at 81 % af moldoverne har tillid til kirken, hvilket er 70 % højere end tilliden til parlamentet. Alt tyder således på, at kirken fortsat vil indtage en helt central position i det moldoviske samfund og for moldoverne stå som en af de få institutioner, der har moralsk autoritet og kan definere befolkningens identitet på tværs af etnisk identifikation.
Christoffer Størup er Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, hvor han er ved at færdiggøre en afhandling om Moldova og ortodoks geopolitik. Han indgår i projektet “The Many Roads in Modernity”, som finansieres af Carlsberg-fonden.
