PRÆSIDENTVALG | Hvideruslands præsident Aleksander Lukashenko står til endnu et genvalg i oktober. Men timingen uheldig med forværret økonomi og ustabile relationer med Rusland, hvilket kan påvirke valgkampen. Jonathan Nielsen analyserer.
Sidste gang Hviderusland holdt præsidentvalg lovede præsident Alexander Lukashenko, at gennemsnitslønnen ville stige til $1.000, landet oplevede vækst, og der var forholdsvis fredeligt hos den sydlige nabo Ukraine. Når hviderusserne går til stemmeurnerne den 11. oktober, ser meget anderledes ud.
Gennemsnitslønnen ligger mellem $450 og $500, bunden er gået ud af økonomien, og efter en blodig revolution er der krig og krise hos naboen mod syd. Scenen er sat til et præsidentvalg, der ikke kan have nogen rigtig vinder. Lukashenko har begrænsede handlemuligheder, oppositionen har vanskeligt ved at komme til orde, og befolkningen allierer sig med Putins Rusland i en grad, der må mane til bekymring hos både Lukashenko og den hviderussiske opposition. F.eks. støtter 63 procent Ruslands krav på Krim – det er ellers hverken anerkendt af demokratiske kræfter eller det officielle Hviderusland.
Fire kandidater
Formelt er fire kandidater blevet godkendt til opstilling ved årets præsidentvalg. De har hver indsamlet over 100.000 stillerunderskrifter og fundet deres vej igennem det enorme bureaukrati, der følger i kølvandet på præsidentielle ambitioner. Kandidatfeltet består af Alexander Lukashenko, der med jernnæve har regeret Hviderusland siden 1994, Sergej Gaidukevich, der kalder sig liberal-demokrat og nu deltager i sit tredje præsidentvalg uden nogensinde at have udøvet reel opposition til det siddende regime, Nikolaj Ulakhovich, der leder den russiskvenlige hviderussiske kossakorganisation og er tidligere kampagnechef for Lukashenko, og Tatjana Korotkevich, der er støttet af en række partier og organisationer fra Hvideruslands demokratiske opposition og i øvrigt er landets første kvindelige præsidentkandidat.
Resultatet af valget er givet på forhånd. Selvfølgelig vil Hvideruslands centrale valgkommission nå frem til, at mellem 80 og 90 procent af vælgerne støtter Lukashenkos fortsatte ledelse. Hvad de reelle tal vil være, er umuligt at sige. En uafhængig nylig meningsmåling viser en svagt faldende opbakning til ca. 40 procent. Det er dog langt bedre tal, end Lukashenko oplevede i 2011, hvor hans opbakning var helt nede på 20,5 procent.
Korotkevich skal nok ikke gøre sig store forhåbninger. En anden måling viser, at kun 16 pct. af hviderusserne synes det er en god ide at opstille en kvinde til præsidentvalget.
Dårlig timing
Valget kommer ellers på et stærkt ubelejligt tidspunkt for præsident Lukashenko. Igennem de seneste år har hviderusserne oplevet en serie ekstreme devalueringer, og alene i år har den hviderussiske rubel mistet over 40 procent af sin værdi. Samtidig holder Hvideruslands særlige planinspirerede økonomiske model kun lige skindet på næsen. Russerne har leveret en række afgørende stabiliseringslån, men behovet er endnu ikke indfriet og velvilligheden kan hurtigt høre op. Russerne kan ønske at spille med de magtpolitiske muskler, eller de kan slet og ret have nok i deres egne økonomiske udfordringer. Under alle omstændigheder ønsker Lukashenko at kunne spille på flere heste – og helst af alt at kunne hive nødvendige summer hjem fra Vesten.
Han ved, at det vil koste ham en anden slags indrømmelser end dem, Rusland kræver. EU, USA, OSCE og IMF efterlyser alle demokratiske reformer, lige og frie valg og god regeringsførelse. Det er ikke lige Lukashenkos hjemmebane, men han kan dog spille med, som den hviderussiske pendulpolitik med skiftende alliancepartnere har vist gang på gang. I øjeblikket udfolder Lukashenko f.eks. et klassisk valgkampsgreb.
Demokratiske øvelser
Som før valget i 2010 løslader han også nu alle de politiske fanger, som han selv har fået buret inde, han viser, at oppositionen kan deltage i valget og have den tid i statsmedierne, som de ellers bliver snydt for, og han giver mulighed for større – mere eller mindre – uregulerede folkeforsamlinger. Indtil videre uden at der bliver uddelt knippelsuppe eller stillet bureaukratiske forhindringer i vejen.
Alt det indebærer naturligvis en vis risiko for en mand, der har det bedst med at sidde helt sikkert i sadlen. Især set i lyset af at Vestens villighed, til at lade sig narre af samme bluffnummer to gange, nok kan ligge på et ret lille sted. Alligevel er vurderingen, at det er forsøget værd. Dels frygter Lukashenko, at Rusland vil gentage det Ukrainske scenarie i Hviderusland, og hvis det skal undgås, er det nyttigt med flere venner. Dels er befolkningens tålmodighed med den ringe økonomi nok ikke evig. Og dels er der – i hvert fald indtil videre – tale om en kalkuleret risiko. Under 10 procent af hviderusserne finder valgprotester ”realistiske og ønskelige”.
Tatjana Korotkevich har taget konsekvensen og går til valg på løftet om ”fredelige forandringer”, og hendes kampagnechef Andrej Dmitriev går endnu videre. Han indrømmer åbent, at oppositionskandidatens valgkamp ikke handler om at vinde, men om at re-brande de evigt splittede og altid isolerede demokratiske kræfter. Kampen for stemmer er tabt på forhånd, men muligheden for dialog og interaktion med befolkningen er i sig selv værdifuld og værd at bygge på. Det budskab har sine støtter, men det har også sine modstandere. Der er dem, der mener, at valget er en farce, og at det bør boykottes. Ligesom Lukashenko, Korotkevich og de øvrige præsidentkandidater vinder boykotterne dog heller ikke noget. Det hviderussiske afstemningssystem, der tillader og opfordrer til ”tidlig stemmeafgivning”, giver myndighederne gode muligheder for med almindelig snyd at sikre en høj stemmeprocent. Her er det næsten en fordel, hvis folk bliver væk!
