ØJENVIDNEBERETNING | De voldsomme spændinger mellem tyrkere og kurdere er på ny blusset op, og har krævet talrige liv de seneste dage. Ikke kun i den kurdiske by Cizre, hvor ekstreme kampe netop nu foregår, men også i resten af Tyrkiet. Ayse, en tyrkisk gift dansker, beretter fra Antalya-området.
”Vi vil jo bare gerne have fred. Vi er venner med kurderne, og kurderne er venner med os her. Hvorfor skal ekstremisterne på begge sider slås? Det er ikke noget normale mennesker i Tyrkiet er interesserede i.”
Ayse lyder fattet, men urolig i telefonen. Hun er hjemme hos sin svogers familie hvor hun passer sin lille niece, mens hendes mand er på arbejde. Ayse bor i Manavgat, en mellemstor by tæt ved Antalya, sammen med sin tyrkiske mand. Hendes svoger driver en restaurant, hvor hendes mand også arbejder, i Side, et par kilometer derfra. Side er med sine hvide sandstrande ud til Middelhavet et yndet turistmål for tusindvis af danske turister året rundt.
”Forestil jer følelsen af, hver aften inden man falder i søvn, at frygte hvilke nyheder der venter én, når man vågner op næste dag. Den frygt er efterhånden blevet meget normal her i Tyrkiet. Tanken om hvor mange tyrkiske soldater der denne gang er blevet dræbt i angreb fra PKK.” Og det er slet ikke kun soldaterne, som bekymrer Ayse.
Et land på randen til borgerkrig?
I både Side og Manavgat, hvor hun bor, kan man mærke konsekvenserne af den nye politiske virkelighed efter valget tidligere i år. Ayse sender et billede af en Facebook-opdatering fra en dansk kurder, der kommenterer på de seneste dages udvikling:
”Før parlamentsvalget den 7. juni i år sagde den tyrkiske præsident Erdogan ”giv os 400 mandater og alt vil ske på fredelig vis”. Han fik ikke 400 mandater og landet er lige nu i brand. Mennesker dør på begge sider og landet er på randen til borgerkrig.”
En bekymrende kommentar, der illustrerer den problematiske politiske situation, som Erdogan har stået i, efter han mod forventning mistede mange stemmer til HDP, et hovedsagligt kurdisk parti. Efter valget i juni måned fik HDP så mange stemmer at de for første gang kom over spærregrænsen og i parlamentet, hvilket er den eneste gang nogensinde, at et pro-kurdisk parti har formået dette.
“Efter det tyrkiske valg er det næsten blevet til hverdag at høre om tyrkiske soldater og politibetjente som er blevet dræbt. Og hver gang får man en lille klump i halsen og tænker hvornår får dette dog en ende? Skal det fortsætte sådan her og hvad vil det så ikke ende med?”, spørger Ayse, der er bekymret for det land hun bor i, og situationen i hendes by, hvor der også har været demonstrationer og voldelige etniske sammenstød med døden til følge.
Sørgeoptog og kædereaktioner
”Folk er begyndt at lave protester mod alle de daglige angreb fra PKK og optog for at vise respekt for de dræbte. Kæmpe flokke af folk samles og trasker hen af gader, mens de med sig har det tyrkiske flag og råber slogans. Dette foregår i en rigtig stor del af Tyrkiets byer. Senest er det nu også kommet helt tæt på mig. I søndags den 6. september blev der spillet tyrkisk landskamp og kort tid efter slutfløjtet kom den sørgelige nyhed om at PKK havde lavet endnu et angreb. Denne gang i byen Dağlıca som ligger i Hakkari tæt ved grænsen til Irak. I 24 timer kom der ingen informationer ud om antallet af dræbte, kun at der var dræbte og sårede tyrkiske soldater. Mandag aften kom nyheden så ud… Hele 16 dræbte tyrkiske soldater! Heriblandt en 28-årig, som kom fra Manavgat.”
Ayse bor i Manavgat. Dødsfaldet affødte en kædereaktion i den ellers stille by ved Middelhavet. Der blev afholdt et sørgeoptog i centrum af byen.
”Politiet fik lukket vejene så flokken kunne gå ruten hen til den dræbte soldats hjem, hvor han havde boet med sin familie. Som folk går råbes der en masse slogans om soldater og landet. I Tyrkiet er der en meget stor fædrelandskærlighed, og det er meget tydeligt at se og høre under sådanne optog. På ruten går man langs en masse supermarkeder og butikker, hvoraf størstedelen har hængt tyrkisk flag i vinduet eller ud fra altaner. Gruppen mødes også på ruten af biler som dytter og vifter med flag, til dem kommer store klapsalver. I denne store flok ser man både børn, unge og ældre, kvinder og mænd, alle med en fædrelandskærlighed… som er triste over alle de forfærdelige ting der sker så ofte her i Tyrkiet. Blandt denne gruppe findes også ekstreme nationalister.”
Blod og ild: etnisk motiveret vold
”Optoget i Manavgat forløb helt fredeligt hele vejen igennem, men et andet optog som var fundet sted et andet sted ved byen, var ikke forløbet helt ligeså fredeligt. Efter optoget i Manavgat begyndte nyheden at gå, om at der var nogle som var blevet stukket [ned] i et andet optog.”
Ayse fortæller, at der sideløbende var demonstration i nærheden af, hvor hendes mand arbejder.
”Flokken i det andet optog var dog blevet mødt af en anden flok kurdiske nationalister, som angiveligt var begyndt at stikke tyrkerne ned. Her blev en dræbt og flere såret. Ud på natten blev tingene sat i kog og en gruppe tyrkiske nationalister begyndte at ødelægge forretninger eller lignende, som ejes af kurdere. Heraf blev der også sat ild til flere steder, blandt andet en restaurant som ejes af kurdere.”
Ayse fortæller over telefonen, at hendes mand helst ikke vil have hun går ud lige nu, især ikke om aftenen. På hendes svogers restaurant arbejder også mange kurdere, og om natten kommer tyrkiske nationalister og spørger hvem der ejer restauranten – tyrkere eller kurdere. Men hendes svoger er tyrker, så de kan være i fred. Ayses stedfar er også tyrker, og hjælper til på en bar længere nede af gaden. Han er lige så bekymret, for ejeren af baren er en af deres gode venner. Og han er kurder.
”Det er ikke kun her i byen sådanne ting sker, dette sker i rigtig mange byer rundt omkring i Tyrkiet. Her ødelægger folk HDP’s kontorer. Folk kaster sten og kravler op for at pille skiltet med HDP-logoet ned, hvorefter der sættes ild til det, og i nogle tilfælde sættes der også ild til bygningen.”
Ekstremisterne på begge sider har ansvaret
Situationen er bekymrende, ikke kun for den kurdiske befolkning i det østlige Tyrkiet, men nu også i andre dele af landet, hvor ekstreme nationalister fra begge sider i bogstaveligste forstand sætter ild til en yderst brandfarlig situation.
”Det splitter folket ad, både tyrkerne og kurderne… Hvis ikke PKK’s angreb får en ende, og hvis ikke de tyrkiske nationalister stopper med at ødelægge bygninger, forretninger… Er det ret foruroligende at tænke på hvad det kan ende med.”
Ayse tilføjer til sidst:
”Der findes mange kurdere, som fordømmer alle angrebene fra PKK og som egentlig bare ønsker at leve i fred side om side uden nogen uroligheder.”
Ayse er dansker, 18 år gammel, og er født og opvokset i Danmark. Hun flyttede til Tyrkiet tidligere i år med sin tyrkiske mand. De bor sammen i Manavgat tæt ved Antalya.
Interviewet er baseret på en række telefonsamtaler og Facebook-beskeder fordelt over de seneste dage.
