RELIGION I | I Vesten tegnes et billede af Østeuropas religioner som roden til konflikt, vold og chauvinistisk nationalisme. Men Vesten har stirret sig blind på religion som forklaringsmodel for alt, hvad der er ondt, og har ikke taget Østeuropas religiøse organisationer alvorligt i de sidste årtiers transition. Derfor vender disse sig nu forståeligt nok bort fra Vesteuropa.
I det fremvoksende billede af Rusland, der er fulgt i kølvandet på krisen i Ukraine, ses en skygge klædt i hvidt og guld ofte stående bag Putin. I øjeblikke ses Putin læne sig frem, for at denne skygge – hvis beklædning er så fremmedartet, og hvis duft af myrra så eksotisk – kan hviske ham noget i øret.
Denne mystiske skygge er Kiril. Den nuværende Patriark af Moskva og den første blandt brødre i den russiske ortodokse kirke. Han er blevet billedet på den nye russiske kirke og på dens dominans i det russiske samfund.
Når billedet tegnes af ham i vestlige medier, så er han netop Putins skygge, hans eksotiske og fremmedartede rådgiver, hans åndelige leder. Dermed er Kiril også blevet billedet på den forandring, som Rusland præges af.
I det vestlige billede er det i ham, man finder homofobien, vreden over Pussy Riot og den ideologiske stræben mod et samlet nyt russisk imperium. Alene titlen – patriark – lyder i vestlige ører antifeministisk, bagstræberisk og grænsende til det kriminelle.
Den ortodokse kirke er roden til alt ondt
Dette billede af Kiril og hans kirke har en interessant parallel. I de tidlige halvfemseres borgerkrige på Balkan trådte en ung serbisk biskop, Pavle, til som patriark i Beograd. Billedet, der blev tegnet af ham og hans kirke i vestlige medier og litteratur, antog samme form, som det vi i dag ser af Kiril.
Det mest berømte fotografi, der rammende opsummerer dette billede, er af en ortodoks præst, der bærer et maskingevær og står i fronten af en serbisk milits i Bosnien. Der mangler næsten kun en brændende landsby i baggrunden.
Det interessante ved dette billede af den ortodokse kirke er, at det anvendes flittigt som forklaringsmodel for volden, krisen og alt fra raketaffyringer til udrensninger i Ukraine og på Balkan.
Det er endt med at være netop dette billede, medierne identificerer som den ”sorte boks” for konflikterne i Østeuropa. Det er i den ortodokse kirke, at roden til volden, national chauvinisme og generel storhedsvanvid skal findes.
Myten om religiøs vold
Dette billede af den ortodokse kirke er fortegnet. Det vidner kun meget lidt om, hvad den ortodokse kirke er og tænker, men derimod i høj grad om, hvad betragterne tænker.
I konflikterne søges der efter forklaringer, og den nemmeste og mest ligetil er simpelthen at placere skylden i det, som man har sværest ved at gennemskue – nemlig religion. I de vestlige samfund, hvor den fremvoksende sekularisme sættes som hovedprincip, forsvinder kendskabet til religion ofte proportionalt.
Det vestlige blik får en religiøs blindhed, forstået sådan at man pludselig kun kan se, at det må være religion, der adskiller dem fra os, hvorfor det må være religion, der får dem til at gøre noget andet end os.
William T. Cavanaugh kalder det for myten om religiøs vold. En myte – en forklaringsmodel – som de vestlige sekulære stater har fremelsket, idet den begrunder forskellen mellem deres og vores samfund.
En myte, der kan legitimerer vores ”nødvendige” og ”fredsskabende” vold i modsætning til deres ”bagstræberiske” og ”religiøse” vold. En myte, der retfærdiggør NATOs bomber i Kosovo, men dømmer serbiske og russiske militsers vold ude. Men I sidste ende er begge dele dog vold, hvordan men end drejer og vender det.
Religionen rykker frem, når alt andet ramler
Det store spørgsmål i Ukraine og i de serbiske områder er dog, hvorvidt det overhovedet alene var religion – eller nationalisme for den sags skyld – der var/er baggrund for volden.
Spørgsmålet er, om man har stirret sig så blind på den religiøse forskel, at man overser, hvilke reelle problemer, der faktisk ligger bag. Begge områder har oplevet en voldsom transformation fra socialistiske stater, til hvad end de nu er endt med. En transformation, hvor økonomien ramlede, den sociale krise eskalerede, og samfundsordner forsvandt.
Under disse omvæltninger fik religionerne nyt liv, ikke fordi de er religioner, men fordi de er stærke civilsamfundsorganisationer og kulturelle grupperinger. Religioner er også sociale aktører og fungerer ofte præcis som sådan, hvorfor de rykker frem, når alt andet ramler.
I kriser sker det, ret menneskelige, at folk rykker sammen om de forestillede fællesskaber der er – religion, parti eller etnisk gruppe eksempelvis. Disse fællesskaber kan altid manipuleres eller tvinges til at reagere voldeligt, hvis de føler sig truet økonomisk eller på anden vis. Derfor er det for eksempel svært at tale om religiøs eller national betinget russisk vold, man ser i Ukraine, da det langt hen ad vejen ”bare” er menneskelig betinget vold.
Ethvert forsøg på at forklare volden eller den autoritative samfundsdrejning med religion eller nation alene er dybt problematisk. Religion er også økonomi og kultur – og rent akademisk set går de fleste forsøg på at adskille dem ud i det absurde. Det er alle menneskelige aktiviteter og fører derfor tilbage til mennesket. Religion eller nationalisme som ensidig forklaringsmodel er derfor en logisk fejlslutning berøvet for fornuftig terminologi og klar skelnen mellem skæg og snot.
Det vestlige spejlbillede
I forhold til de ortodokse kirker og deres postulerede tætte forhold til nationalismen, som man kan opleve i Rusland og Serbien, så findes der et interessant spejlfænomen i disse kirkers teologi. De religiøse strukturer og tankesæt, der udgør en kirkes teologi, er for de ortodokse kirker ikke entydigt fremmede for vestlig indflydelse – på mange måde er de nærmere formet af indflydelse herfra.
Den russiske tsarstat, der dannede ideal for mange ortodokse stater i Østeuropa, blev ideologisk bygget af Peter d. Store. I Peters statsideologi blev kirken underordnet kejseren/tsaren, hvilket skete efter bedste engelske og nordeuropæiske forbillede, idet både den engelske og de skandinaviske kirker netop er underordnet monarken.
Grundlaget for den tætte forbindelse mellem stat og kirke, og dermed folk og kirke, er en vesteuropæisk ordning. Peter d. Store kunne ganske vist hævde, at denne tradition også fandtes i den ortodokse kirke, hvor den østromerske kejser fungerede som religiøst overhoved for kirken. Dette er dog ikke andet end et anakronistisk postulat, der dækker over, at Peter ønskede samme kontrol med kirken som sine protestantiske vesteuropæiske ligesindede monarker.
På samme måde kan man finde afgørende vestlig indflydelse i tre andre hovedstrømninger i de ortodokse kirker. Kirkerne er alle influeret af de slavofile, sophianske og neo-patristiske teologiske bevægelser, der fremhæver det særligt slaviske (slavofile), særligt ideale (sophiasme) og kirkefædrenes (neo-patrisme) betydning for de ortodokse kirker.
Alle tre har afsæt i først og fremmest tysk filosofi og protestantiske mønstre, der dog er anvendt og omtænkt til en ortodoks sammenhæng. Det betyder – når man springer de religiøse mellemregninger over – at kirkernes indhold og filosofi ikke adskiller sig væsentligt fra deres vesteuropæiske pendanter. De er så at sige blot spejlet over på en ortodoks kulturel sammenhæng og er dermed i deres underliggende struktur meget ens. Vesten har i høj grad de selv samme fællesskaber med samme kulturelle eller religiøse træk.
Vi ser ikke vores egen religion
Den store forskel er nok snarere, at disse fællesskaber ikke har været truet af samme økonomiske nød eller sociale krise. Et nedskåret kontanthjælpsloft er stadigvæk en mindre social katastrofe end den russiske og serbiske hyperinflation. Ligeledes ser vi ikke vores egen religion længere. Vi ser straks patriarkens guldkrone ved siden af Putin, men glemmer at vores parlament starter sit virke med en gudstjeneste.
Krisen i Ukraine og i områder beboede af serbere viser samtidig, at Vesteuropas egne ideologiske fordomme om religion har forkrøblet det vestlige diplomati. EU’s stille usynlige hånd, der skulle løse kriser med blød magt, har ikke nødvendigvis løst særlig meget.
EU og dets medlemslande har i stor stil valgt at negligere de religiøse samfund og derfor ikke taget dem alvorligt i transitionen. Det ubetingede krav om religiøs upartiskhed, om forstillet adskillelse af stat og kirker, har haft en lammende og på længere sigt alvorlig konsekvens i Østeuropa.
De ortodokse kirker og muslimske samfund har vendt sig væk fra Vesteuropa, da der ingen støtte kommer herfra, ingen håndsrækning. Omvendt har katolikkerne, de a-religiøse og protestanterne modtaget velkomst fra deres egne, hvorfor man kan se en intensiv vesteuropæisering af deres områder.
Vesten fremmedgør ortodokse og muslimer
Stærke ortodokse og muslimske kulturelle og civile organisationer er dømt ude grundet deres religiøse indhold. Det har de facto betydet, at den ortodokse kirke og muslimske samfund er blevet overladt til isolation eller andres indflydelse.
Det betyder helt grundlæggende, at de intet incitament har til at vende sig mod Vesteuropa, men derimod nærmere har et incitament til det modsatte. I Kosovo og Bosnien, hvor staten er struktureret efter amerikansk sekulært forbillede, er religion dømt ude. Af den grund samarbejder de religiøse samfund ikke med staten, men nok nærmere imod staten – både fra muslimsk og ortodoks side.
Det vil sige, at Vesten aktivt har formået at fremmedgøre de største og mest indflydelsesrige dele af civilsamfundet, da et princip om adskillelse af kirke og stat står i vejen. Et princip, som de fleste vestlige samfund knap lever op til, og som samtidigt er fostret som et protestantisk kardinalpunkt.
Kirils modvilje mod Vesten er derfor ret logisk, da et Rusland ordnet efter vestligt forbillede ville betyde en stat, hvor han og hans kirke var overladt til sig selv. En stat ordnet efter vestligt ideologisk forbillede uden religion har han oplevet en gang under kommunisterne, hvorfor han næppe har lyst til at prøve det igen. Hans modvilje er helt basal og faktisk forståelig, hvad enten man er enig eller ej.
Pointen er, at religionssamfund agerer ret menneskeligt, hvorfor religion som så mange andre forklaringsmodeller er problematisk – da det at forklare menneskelige handlinger grundlæggende er vanskeligt. Begivenhederne i Rusland/Ukraine og i Serbien/det tidligere Jugoslavien kan ikke tilskrives en religiøs komponent alene.
Emil B. H. Saggau er cand.theol og har en årrække arbejdet ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Københavns Universitet.
Artiklen er del af en serie om religion i Østeuropa.
