I forbindelse med 35-året for Josip Broz Titos (04.05.1980) død bringer vi på rØST denne analyse af tilstanden i Serbien i dag i forhold til for 35 år siden. Artiklen bringes i samarbejde med Pescanik.net. Artiklen er bragt på Pescanik den 16.04.2015.
Det er snart 35 år siden, Josip Broz Tito døde. Men det føles som om, det var i går. Og alt imens premierminister Vucic anklager det Demokratiske Parti for alle vores ulykker, så har de med lidt længere hukommelse og større ambitioner travlt med at anklage kommunisterne. Eller rettere sagt – Tito. Dette gælder ikke kun serbere, men også kroaterne og slovenerne, men i denne omgang vil vi blot kigge på os selv. Kammerat Tito – eller Josip Broz for de der foretrækker det navn – regerede i Jugoslavien i 35 år. Altså ligeså længe som han har været død.
Men, som nævnt, når der skal findes dybereliggende årsager til nutidens problemer i Serbien, så rettes hovedparten af anklagen mod den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien, eller mere præcist mod Josip Broz Tito. Eller, for at være endnu mere præcis: mod titoismen, der er blevet synonym for ikke blot det mere eller mindre uindskrænkede magt, som denne mand havde, men for hele det system han opbyggede.
Et nederlag for demokratiet
Man må, imidlertid, spørge sig selv, hvorfor de mellemliggende 35 år ikke har været nok for Serbien og serberne til at rette op på alt det, som kommunisterne i 35 år ødelagde.
Nuvel, det socialistiske skib sejlede i endnu ti år efter Titos død, men det var godt medtaget og tog vand ind fra alle sider. Tiåret efter Titos død blev for det meste præget af forsøgene på at reformere og redefinere Jugoslavien. Der var således både tid og mulighed for de demokratiske kræfter til at formulere, promovere og etablere et demokratisk alternativ. Dette skete dog ikke. Fremfor en styrkelse af ideerne om frihed og retfærdighed, styrkedes ideologien om blod og jord, og i stedet for et fornyet demokrati oplevede vi et restaureret autokrati. Jugoslavien, der blev født i kamp og ild, brændte også ned i kamp og ild. I stedet for en respekteret og avanceret stat – der af mange blev set som en fremtidsmodel – har vi fået 6-7-8 (!?) lande, der af alle kun ses som problemer.
Spørgsmålet har også et underspørgsmål: hvordan gik det til, at Jugoslavien trods sine åbenlyse mangler (især fraværet af grundlæggende borgerlige friheder, som politisk og økonomisk frihed og retssikkerhed) ikke blot blev tolereret, men endda respekteret. For der kan ikke herske tvivl om, at Jugoslavien nød betydelig anseelse og det endda fra kapitalistiske stater.
Serbien som del af den vestlige civilisation
Jeg tror, at svaret på disse spørgsmål skal søges i de almene livsvilkår, der gjaldt såvel dengang som nu – med andre ord: vi skal kigge på den historiske kontekst.
Helt enkelt kan man sige, at uanset hvad man ellers kan sige om landet, så havde Jugoslavien – og dermed også Serbien – langt flere både formelle og uformelle liberale elementer end de fleste andre daværende medlemmer af FN.
Det er sandt, at der i det politiske liv kun var ét parti, men man bør ikke undervurdere den pluralitet af ideer, der fandtes indenfor dette parti. Det politiske liv generelt var måske endda mere dynamisk end i andre – formelt set (mere) demokratiske – stater.
I den økonomiske sfære var der et stærkt islæt af markedsøkonomi, og erhvervslivet havde en udstrakt grad af frihed. Eventuelle underskud blev ganske vist ført over på hele samfundet, men de, der styrede deres virksomheder godt, klarede sig også godt. Arbejderselvstyre (den særlige jugoslaviske økonomiske model, der i et vist omfang mindede om andelsbevægelsen i Danmark, red.) formåede, trods alle sine mangler, at motivere og engagere de ansatte.
I kulturlivet – der måske er den vigtigste sfære – var forbindelserne til Vesten ikke blot stærkere end til Østen; Serbien var fuldt ud del af det vestlige kulturelle rum og den vestlige civilisation.
Når alt lægges sammen var Serbien på mange områder, og i sammenligning med størstedelen af ”resten” af verden, et åbent land.
Samme system, forskellige liv.
I dag er der i Serbien mange flere elementer af et kapitalistisk og liberalt demokratisk samfund: privat ejendomsret, flerpartisystem, en formel tredeling af magten med videre. Mange vil dog, og delvist med rette, kalde dette for en demokratisk facade, men demokratiet er efterhånden blevet en facade også i traditionelt mere demokratiske samfund med stærkere institutioner end vores. Men heri ligger ikke hovedproblemet, så det behøver vi ikke komme nærmere ind på.
For nyligt skrev Vesna Pesic (politiker og samfundsdebattør, red.), at hun, dengang kommunismen stadig eksisterede i Europa, forsøgte at overbevise sine kolleger fra Østblokken om, at der ikke var nogen forskelle mellem det daværende jugoslaviske regime og dets pendant i Sovjetunionen og at der var tale om mere eller mindre det samme system. Til dette lød svaret, ifølge Vesna Pesic: ”Systemet er måske det samme, men det er et ganske anderledes liv, I lever”.
I dag står vi så i præcis samme situation: Serbien har det samme politiske system som Polen, Tjekkiet, Slovakiet mv. Men livet er ganske anderledes. Dog er det nu, i modsætning til for 35 år siden, os, der har det værre.
At skærme sig fra omverdenen
Dette er altså kernen i problematikken: de andre har bevæget sig hurtigere fremad og er kommet længere. I forhold til situationen fra for et halvt århundrede siden, så er Serbien stagneret. For et halvt århundrede siden bevægede Serbien sig hastigt mod verden, mens landet i dag forsøger at holde de andre ude.
Hvorfor formår Serbien ikke at indse, at den moderne verdens værdier også er landets vitale interesser i stedet for systematisk og stædigt at kæmpe imod disse?
Fremfor at integrere sig i verden tænker Serbien mere på, hvordan man kan modsætte sig globaliseringen. I dagens Serbien har liberalismen en negativ betydning. Liberale skal hele tiden retfærdiggøre sig selv og bevise noget.
Og hvad er så det?
Jo de skal først og fremmest bevise, at de ikke har forrådt nationen og de nationale interesser. At de ikke har solgt sig selv til IMF, USA, EU… eller mere generelt, at de ikke er fanget i Vestens malstrøm. Nationalismen er således antiliberalismens andet ansigt. Med nogle få undtagelser – solidt plantet i den venstreorienterede kulturelle elite. Den nuværende nationalisme er ganske anderledes end den, vi havde for 40-50 år siden: den virker træg, tung og leragtig. Den stikker dog også dybere og favner bredere og er meget stærkere og mere indflydelsesrig end tidligere.
Dette er ikke en opfordring til at vende tilbage til fortiden, og jeg forsøger heller ikke at sige, at alting dengang var bedre end nu. Dette er blot en appel om, at vi kommer ind i nutiden, hvis vi ønsker at Serbien får en fremtid.
Mijat Lakicevic er journalist og antinationalistisk aktivist.
Oversat af Ismar Dedovic.
