MAKEDONSK KRISE IV | Søndag den 17. maj var der store demonstrationer mod regeringen og dagen efter en moddemonstration til støtte for regeringen. Makedoniens politiske krise fortsætter, fortæller Klaus Bjerre.
Den socialdemokratiske opposition kræver regeringens afgang efter afsløringer af magtmisbrug, korruption, misbrug af justitsvæsenet og ulovlig overvågning af borgerne. Socialdemokraterne mener ligeledes, at valget i april 2014 var manipuleret, og de har derfor ikke i månedsvis villet indfinde sig i parlamentet. De ser heller ingen mulighed for at gå på kompromis med det konservative regeringsparti, så længe Nikola Gruevski er regeringsleder.
Iagttagere har frygtet, at krisen skulle medføre, at spændingerne mellem den makedonske flertalsbefolkning og det store albanske mindretal skulle bryde ud igen. Denne frygt fik næring, da landets sikkerhedsstyrker nedkæmpede en gruppe albanere i byen Kumanovo den 9. maj. Regeringsleder Gruevski udtalte stolt, at man havde bekæmpet en farlig oprørsgruppe med udenlandsk baggrund. Men kilder i oppositionen mener, at der kan være tale om et set-up med lejesoldater, som regeringen selv har hyret for at aflede opmærksomheden fra den egentlige krise.
Det er fortsat uklart, hvad der lå til grund for de voldsomme begivenheder i Kumanovo, hvor mange blev dræbt og såret. En hel bydel var afspærret, og mange huse er skudt i grus. Teorien om, at sammenstødet i Kumanovo skyldtes et set-up fra regeringens side, kunne man umiddelbart affærdige med, at konspirationsteorier er udbredte på Balkan.
Kilder i Kumanovo fremhæver desuden, at der længe har hersket ro, og at der ikke er etniske modsætninger i området. Der var uro i 2001, men efter at der blev indgået en aftale om større ligeberettigelse for albanerne (Ohrid-aftalen), erkender de fleste albanere i Makedonien, at deres fremtid er i Makedonien. Tidligere oprørsledere er endda som ministre blevet en del af den politiske elite, og alle senere regeringer har omfattet et af de to albanske partier.
Kritikken fra Vest og støtten fra Øst
Den makedonske krise har dog også internationale aspekter. EU og USA har kraftigt givet til kende, at Gruevskis regering bør lade beskyldningerne om magtmisbrug og korruption undersøge af uvildige instanser. De peger på, at Makedonien ikke er på vej mod at opfylde kravene for optagelse i EU.
Ligeledes, er der også en del iagttagere i vesten, der mener, at der kan være tale om, at Gruevski og co. har iværksat begivenhederne i Kumanovo for at aflede opmærksomheden fra regeringens problemer og for at stå som dem, der redder landet.
Rusland på den anden side støtter Gruevskis regering. Den russiske regering bakker op om påstande om, at ”en udenlandsk efterretningstjeneste” må stå bag de optagelser af telefonsamtaler, som oppositionen har fået fingre i – og som den også hævder er manipulerede. De store demonstrationer mod regeringen anser man for at være støttet af udenlandske kræfter, som ønsker at destabilisere Makedonien. I lørdags gav det russiske udenrigsministerium udtryk for, at vestlige kræfter ønskede at skubbe landet i en ”kulørt revolutions afgrund” med en klar henvisning til udviklingen i Ukraine.
Ruslands udenrigsminister Lavrov har udtalt: ”Helt objektivt, så har begivenhederne i Kumanovo udspillet sig på baggrund af, at regeringen har nægtet at følge sanktionspolitikken mod Rusland, samt den stærke støtte som Skopje har givet gasledningsprojektet, som mange mennesker i både Bruxelles og hinsides havet er imod. … Så vi kan ikke lade være med at føle, at der er en eller anden forbindelse her.”
Baggrunden for, at Rusland bakker op om Gruevski, er bl.a., at russerne ønsker at bygge en naturgas-ledning gennem Sortehavet, Tyrkiet, Grækenland og Makedonien til Serbien og Ungarn. Først ønskede de, at den skulle gå en kortere vej gennem Bulgarien, men Bulgarien har takket nej. Da den makedonske socialdemokratiske opposition har udtalt sig imod gasledningen, kan det blive umuligt at realisere den, hvis Gruevski må gå af.
Serbisk frygt for eskalering
Rusland får opbakning af Serbien, som efter Kumanovo-begivenhederne har advaret mod uro i hele regionen, ja endog om en truende krig. Serberne taler om en albansk sammensværgelse, som skulle have dannelsen af et Storalbanien som mål. Dette er dog helt urealistisk: Både Albaniens og Kosovas regering har taget afstand fra de bevæbnede mænd i Kumanovo. Der er albanere i Makedonien, som giver udtryk for et ønske om at blive forenet med Albanien, men de giver samtidig udtryk for, at man må prioritere økonomisk fremgang og mindre arbejdsløshed højere.
Florian Bieber fra universitetet i Graz finder, at der ikke er større fare for en opstand blandt de 25-30 % af Makedoniens befolkning, som er albanere, i al fald så længe de ikke udsættes for repression. I den store demonstration mod Gruevski-regeringen den 17. maj så man da også albanske flag mellem de makedonske. Nogle albanske og makedonske flag var symbolsk bundet sammen som udtryk for, at regeringen ikke skulle kunne udnytte etniske forskelle. (Det albanske flag bruges i både Kosova og Makedonien som et nationalt, ikke-statsligt flag). Der var også flag, som viste, at det tyrkiske mindretal deltog i demonstrationen.
De albanske partier
Der er to større albanske partier i Makedonien, DUI og DPA. DUI, Demokratisk Union for integration, deltager i Gruevskis regering, men lederen, Ali Ahmeti, har for få dage siden forladt sin ministerpost. DPA, albanernes demokratiske parti er i opposition, men har tidligere været allieret med Gruevskis konservative parti.
I begge partier er der tidligere oprørere i ledelsen, men mange anser dem for ”købte” og korrupte. Fremtiden vil vise, om albanerne i Makedonien fremover vil lade sig repræsentere af nye kræfter, og om man vil samarbejde med makedonerne om demokratisk og økonomisk fremgang.
Udfordringer ved EU og NATO medlemskab
Makedonien har søgt medlemskab af såvel NATO som af EU. Grækenland har kraftigt modsat sig begge dele med henvisning til striden om landets navn. ”Makedonien” er for grækerne navnet på en nordlig græsk provins, og det har hidtil vist sig umuligt at indgå kompromis om navnet. Fra græsk side kalder man fx naborepublikken ”Republikken Skopje”, og for at få adgang til FN måtte makedonerne acceptere betegnelsen ”FYROM” – Former Yugoslav Republic of Macedonia”.
Selv om Makedonien i lang tid ikke har nærmet sig EU’s optagelsesbetingelser, understreger EU-kommissionens talsmand, Kristalina Georgieva, at EU ikke har opgivet Makedonien. ”Vi følger udviklingen i Makedonien meget nøje, og vi ved, at den sikreste vej til at løse problemerne er, at landet bliver medlem af den fælles europæiske familie. … Vi ser, hvordan man diskuterer forskellige forslag, herunder regeringens afgang.” Tobias Flessenkemper fra det tyske Südosteuropa Gesellschaft ser det græske veto mod Makedoniens tilknytning til NATO og EU som yderst skadeligt: Det kan let føre til en situation, hvor man er magtesløs. Mandag meddelte EU’s udvidelseskommissær, at han har indbudt Gruevski til samtale.
