VALG | Søndag den 10. maj gik polakkerne til stemmeurnerne ved første runde af forårets præsidentvalg. Resultatet bød på flere overraskelser, som tegner et delvist uventet billede af det politiske landskab i Polen. Den endelige afgørelse får vi ved præsidentvalgets anden runde den 24. Maj. Carina Christiansen analyserer valget og valgkampen indtil nu.
Præsidentposten i Polen er ikke den mest indflydelsesrige post, men indehaveren af titlen har dog magten til at nedlægge veto imod lovforslag. Et sådant veto kan kun omstødes, ved at 3/5-dele af parlamentet stemmer for.
Derudover er præsidenten øverstbefalende i hæren og statsoverhoved og kan dermed forhandle internationale aftaler. Der er altså tale om en prestigefyldt post, men kun med enkelte faktiske magtfordele. Valget tillægges dog stadigvæk stor betydning, da mange ser det som en indikator for efterårets parlamentsvalg.
I en første valgrunde er det mest fordelagtige resultat naturligvis, hvis en kandidat vinder over 50% af stemmerne og dermed en absolut sejr, som overflødiggør en anden valgrunde.
Da præsidentvalget blev udskrevet stod den siddende præsident Bronislaw Komorowski til at vinde allerede i første valgrunde, men det viste sig siden, at han har skarp konkurrence fra oppositionspartiet PiS’ kandidat Andrzej Duda.
Komorowski vs Duda
Komorowski kom i sin tid fra det centrum-liberale PO (Borgerplatformen), men stiller nu op uden partitilknytning. Et træk, man kan se som et forsøg på at tiltrække de vælgere, der lider af politikerlede og er trætte af PO-vældet, eller et forsøg på at fremstille sig selv som en præsident for hele det polske folk.
Han har desuden ført valgkamp med fokus på sin erfaring og særligt med fokus på sikkerhedssituationen i forhold til Rusland.
Komorowski (og PO) lægger en pro-EU linje for dagen og er i valgkampen især blevet kritiseret for et forslag om at hæve pensionsalderen til 67 samt for at holde Polens vækst i byområderne og negligere provinserne og ”udkantspolen”.
Duda og PiS (Lov og retfærdighed) er på sin side gået direkte ud og har sagt, at de vil blokere pensionsforslaget, hvis Duda bliver præsident. Dertil kan man lægge Dudas fokus på kulindustrien, der kan ses som et forsøg på at appellere til provinsen og ”udkantspolen”. PiS er et konservativt-højre parti med stærke katolske værdier og en meget EU-skeptisk dagsorden.
Nr 1 blev nummer 2
Det kom som et chok for præsident Komorowski, da han blev nummer 2 ved første valgrunde. Han var spået en komfortabel sejr, da valget blev udskrevet. Der viste meningsmålingerne nemlig, at Komorowski stod til at få over 50 % af stemmerne i første hug. Siden da er det gået støt ned ad bakke for Komorowskis i meningsmålingerne, men alligevel lå han hele vejen igennem nummer 1.
Generelt tyder det på, at Komorowski nu er kommet ud af starthullerne, og man mærker bestemt et skift i hans valgstrategi. Før søndag takkede han nej til at stille op i debatter og fik generelt kritik for ikke at føre en synderlig aktiv valgkamp.
Meget kunne da også tyde på, at han, før søndagens resultat, satte sin lid til meningsmålingerne, for nu har han både takket ja til at møde sin modstander Duda fra PiS (Lov og retfærdigheds-partiet) i debatter og tegnet sig en skarpere profil.
Hans første reaktion på valgresultatet i søndags var en overraskende udmelding om, at hvis man stemmer på ham, vil han kigge på en valgreform. Polen har lige nu et proportionelt valgsystem, meget som vi kender det i Danmark, men de polakker, der har system- eller politikerlede, ser ud til at være modtagelige over for forslaget om et flertalssystem eller ”first-past-the-post”-system, som de har i Storbritannien.
Opbakning fra Tusk
Dette kan ses som et første hurtigt træk fra Komorowski oven på chokket fra valgresultatet. Derudover profilerer han sig nu også med ungdomsarbejdsløshed og arbejdskraft-flugten som mærkesag med programmet ”Første job”.
Præsidenten for Det Europæiske Råd og tidligere partifælle i PO, Donald Tusk, har også været ude og forsvare Komorowski. Han medgiver, at han ikke er den bedste til at føre valgkamp, men Tusk synes, man skal fokusere på, hvad han har gjort som præsident i de sidste fem år, og ikke hvor god han er til at føre valgkamp i et par uger.
Endvidere har den polske premierminister og PO-medlem Ewa Kopacz været ude og tale for Komorowski som et varmt menneske og en familiemand.
Meget tyder da også på, at Komorowski har fået samlet PO bag sig og fået varmet sig op. Efter den første tv-debat mellem de to kandidater giver de fleste polske medier i hvert fald sejren til Komorowski. Ligeledes er han tilbage i førersædet, ifølge de seneste meningsmålinger, dog ikke langt foran Duda.
Dudas manglende erfaring
Hvor Komorowski har svært ved at virke folkelig og appellere til den almene polak, har hans modstander Duda til gengæld fundet sin styrke. Dette kan forklare hans overraskende sejr og det, at han fortsætter sin hidtidige strategi.
Dudas mærkesager er en styrket økonomi med særligt fokus på Polens kulproduktion, de katolske og mere konservative familieværdier, EU-skepticisme samt et negativt fokus på alt det, Komorowski ikke har nået, hvortil han selv siger, at hvis han bliver valgt som præsident, vil man kunne regne med hans løfter. Altså ikke det store strategiskift for vinderen af første valgrunde.
Sådan som valgkampen er gået indtil videre, var det forventeligt, at Duda ville komme bedst ud af tv-debatter med hans folkelige appel og det faktum, at han kunne skyde på Komorowskis præsidentembede, hvorimod Komorowski ikke kunne skyde på meget mere end Dudas manglende erfaring.
Denne manglende erfaring viste sig dog at skinne igennem, blandt andet så man Duda springe ud i et nyt forslag, som egentlig ligger ude for præsidentpostens embede: Han foreslog højere skatter på banker og supermarkedskæder for at beskytte polske virksomheder og entreprenører.
Et desperat træk i ellevte time
De fleste banker og supermarkedskæder i Polen er udenlandsk ejede, men på trods af at han mener, de betaler ”peanuts”, betaler supermarkedskæder og banker den gældende erhvervsskat på 19 %, og banker betaler derudover til bankgarantifonden.
Dette kan bedst ses som et forsøg på at appellere til de polakker, der ikke ved, hvor langt det præsidentielle mandat går, og til dem som mener, at den manglende vækst i yderområderne skyldes store udenlandske firmaer.
Et tyndt og måske en smule desperat træk hen imod debattens slutning, som tegner et meget fint billede af en debat, som, hvis man skal tro Twitter og meningsmålinger, endte i Komorowskis favør.
The Dark Horse
Valgets anden overraskelse, og manden nogle medier kalder den egentlige vinder, er den tidligere rockmusiker Pawel Kukiz. Meningsmålingerne spåede ham ikke meget mere end på den anden side af 5 %, når de var bedst.
Alligevel trak han en femtedel af de afgivne stemmer i søndags. Kukiz ryger dog ikke videre til anden runde, da det kun er de to kandidater med flest stemmer forundt.
Dog ligner det, at hans mærkesag om en reform af valgsystemet kommer med videre i 2. runde, da Komorowski har taget denne til sig. Det er dog ikke det sidste, vi kommer til at se til Kukiz, da han har bekræftet, at han stiller op til parlamentsvalget til efteråret.
Historisk lav valgdeltagelse
En tredje overraskelse, som tallene fra i søndags viser, er den historisk lave valgdeltagelse. Kun 48,96 % af polakkerne tog turen til stemmeurnerne, hvilket både kan vidne om politikerlede, og om at mange, nok ligesom Komorowski selv, havde regnet med, at han ville vinde valget, uanset om de gik til stemmeurnerne eller ej.
Valgets vinder bliver sandsynligvis den, som både formår at øge stemmedeltagelsen ved næste runde, og som formår at tillokke sig Pawel Kukiz 20 % af stemmerne. Kukiz selv vil dog ikke anbefale sine vælgere, hvem de skal stemme på. ”Det er ikke mine stemmer, og jeg vil ikke anbefale nogen noget som helst,” siger han
Generelt tegner søndagens resultat et spændende billede af polakkernes politiske præferencer. Det tyder på, at efterårets parlamentsvalg bliver endnu mere spændende end først antaget og stiller store spørgsmålstegn til, hvilken retning Polens fremtid trækker i.
Et eksempel på dette ses i Dudas skræmmeeksempel til polakkerne om, at hvis de stemmer på Komorowski, så vil han indføre euroen. Dudas parti står da også for en generel EU-skeptisk linje, hvor Komorowskis tidligere parti, PO, ser Polens medlemskab af EU som en positiv ting og en naturlig del af landets fremtid og vækstforventninger.
Et besværligt politisk landskab
Dog trak Komorowski bremsen i forhold til Dudas euro-trussel, og hans egen udmelding er, at Polen ikke er klar til euroen, før de opfylder Maastricht-kriterierne.
2015 kommer med både præsident- og parlamentsvalget til at tegne Polens fremtidige kurs, og det bliver spændende, hvilket Polen der kommer ud på den anden side.
Ikke nok med at det bliver afgørende, hvilke partier, der får flest stemmer, det bliver også et noget mere besværligt politisk landskab, hvis den kommende polske præsident er fra ét parti og den kommende polske regering fra det modstående. I det tilfælde vil man for alvor være trådt væk fra det nuværende landskab, hvor PO både beklæder præsidentposten og har flertallet i parlamentet på sin side, til en politisk virkelighed, hvor man i værste fald ser præsidenten og parlamentet stille vetoer mod hinanden.
Mest spændende for verden uden om Polen bliver det dog, om landet vil fortsætte med sin pro EU-politiske linje, som den har gjort under PO, eller om den vil træde tilbage i sin EU-skeptiske rolle, som da PiS sidst sad på magten.
Forholdet til EU
Hvor PO har formået at udnytte Polens EU-medlemskab til landets fordel og gjort Polen til en større spiller i EU ved at vælge den pragmatiske vej og få et nært samarbejde med Tyskland, spiller PiS stadigvæk på frygten for, hvor meget EU må styre og bestemme.
Man så således heller ikke under tidligere PiS-præsident, Lech Kaczynski, nogen særlig fremdrift i forholdene, hverken mellem Polen og EU eller Polen og Tyskland.
Hvor PiS-præsidentskabet forsøgte at skabe styrke gennem en ”Polen alene”-strategi, som taler til såvel den polske stolthed som fortidens spøgelser (både fra kommunismen og 2. Verdenskrig) og xenofobien, har PO haft den modsatte strategi, hvor pragmatismen har ligget i førersædet og gennem styrket samarbejde med særligt Tyskland har formået at gøre Polen til en større spiller i EU.
Det bliver derfor spændende at se, hvilken strategi, der appellerer mest til polakkerne, både i den nuværende præsidentvalgkamp og til efteråret, når der skal være parlamentsvalg.
Carina Christiansen er cand. scient. pol. og arbejder til dagligt for Europabevægelsen.
