TEMA OM TRANSITION | Hvordan forstår vi transitionen, og hvad er det for forandringer, den tidligere østblok har gået igennem? Magasinet rØST gør status og evaluerer på 25 års udvikling i Østeuropa.
Murens fald og de efterfølgende demokratiske revolutioner i østblokken skabte for 25 år siden et fundament for en anden fremtid for en lang række lande end den autoritære. Fremtiden havde forladt sit spor og var nu åben og uklar, selvom det var forventet at landene nu ville vende sig i vestlig retning.
Siden har regionen oplevet voldsomme forandringer, der har berørt alle dele af samfundet. Men hvad er det for forandringer, og hvor har de båret landene hen? Denne udgivelse går i dybden med at undersøge, hvad det er, der har forandret sig, og sætter spørgsmålstegn ved den lineære transition fra det lukkede og låste samfund til det åbne og frie. Forandringerne har været forskellige fra land til land, fra befolkningsgruppe til befolkningsgruppe, fra aldersgruppe til aldersgruppe, fra social klasse til socialklasse. Og det har forudsætningerne for forandringerne også.
Udgivelsen kommer med eksempler på, hvad landene kommer fra og hvad de har været igennem, og vi diskuterer konsekvenserne og rammerne. Vores ambition er at skabe et mere nuanceret billede af processen, men også af regionen som helhed.
Udgivelsen er realiseret på baggrund af en konference i november 2014 arrangeret af Magasinet rØST i forbindelse med 25-året for Murens fald.
læs det her
Rigtig god læselyst.