ANALYSE | Seks måneder efter valget den 12. oktober 2014 har Bosnien-Hercegovina endelig fået regeringer for begge landets entiteter og for selve staten. EU’s udenrigsministre vedtog desuden den 16. marts at lade Stabiliserings- og Associeringsaftalen med landet træde i kraft. Men hvad så nu? Jasmin Mujanovic analyserer de udfordringer, som BiH står overfor i den kommende tid.
Næsten syv år efter at Bosnien-Hercegovina (BiH) underskrev en Stabiliserings- og Associeringsaftale (SAA) med EU, kan aftalen nu endelig træde i kraft. Dette er kommet i stand som følge af det seneste britisk-tyske initiativ i BiH – en slags sidste chance som London og Berlin har tilbudt det bosniske politiske establishment i Sarajevo til at genstarte landets stillestående euro-atlantiske integrationsproces.
BiHs eliter har reageret på dette med usædvanligt hastværk, for nu, ”blot” seks måneder efter valget i 2014, synes der at være regeringer på plads på både statsniveau og i de to entiteter, Republika Srpska (RS) og Føderationen. Selvom det nok er for optimistisk at kalde denne udvikling for ”fremskridt”, så er det dog en bevægelse, og efter næsten 10 års politisk dødvande er der i BiH desperat brug for enhver form for bevægelse.
Hvis BiH skal opleve egentlige fremskridt vil det dog før eller siden være nødvendigt for både landets borgere og det internationale samfund – der stadigvæk har betydelig indflydelse i BiH – at konfrontere en række ubehagelige sandheder. Ellers vil det nuværende potentiale for bevægelse forsvinde for altid.
Den nuværende forfatning står i vejen for medlemskab af EU og NATO
Dette er en afgørende brik i forhold til samtlige reformer i BiH. Et land med mindre end fire millioner indbyggere kan ikke holde til at have 14 forskellige regeringer på sit territorium (stats- og entitetsregeringer samt elleve kantonregeringer, red.). Det kan ikke holde til, at hver tredje arbejdende person er offentligt ansat, mens 40 % af befolkningen slet ikke har arbejde.
Et EU-medlemsland kan og må ikke forhindre sine egne borgere i at stille op til Præsidentrådet eller andre politiske embeder til fordel for såkaldte ”konstitutive folk”; og det kan heller ikke acceptere skoler, der er nationalt opdelt. NATO kan ikke optage et medlem, hvis evne til at træffe sikkerhedspolitiske afgørelser er fragmenteret og kompromitteret af anti-europæiske elementer.
Sådan som landet ser ud med den nuværende Dayton-forfatning, kan BiH ganske enkelt ikke magte den opgave det er at være konstruktivt medlem af disse to organisationer. Og både EU og NATO ville sætte deres interne sammenhængskraft og effektivitet på spil, hvis man lod BiH blive medlem, inden omfattende forfatningsreformer bliver gennemført.
BiH er nøglen til et stabilt Vestbalkan
Hvis BiHs euro-atlantiske fremtid således stadigvæk er en politisk prioritet for Washington og Bruxelles – og det burde den være, for BiH er nøglen til et stabilt Vestbalkan – så må begge organisationer gøre det klart for BiH hvad der for dem udgør en acceptabel forfatningsmæssig ramme for landet.
Det betyder ikke, at BiH straks skal påbegynde store reformer inden for den offentlige sektor og de administrative enheder. Det britisk-tyske initiativ har, for eksempel, fornuftigt nok sat de nødvendige menneskerettighedsreformer (herunder Sejdic-Finci-dommen) på lavt blus.
Dog er rationalisering og strømlining af statsapparatet samt oprettelsen af meningsfulde regionale, økonomiske og miljømæssigt fornuftige administrative enheder uundgåeligt, og det er EU’s og NATOs ansvar at gøre dette klart.
De politiske ledere ønsker ikke medlemskab af EU eller NATO
EU’s udvidelsespolitik har mere eller mindre sløret det faktum, at unionen ikke har en sammenhængende udenrigspolitik, noget der i særdeleshed blev afsløret ved EU’s forvirrede reaktion på Ruslands invasion af Ukraine.
Men EU’s usammenhængende og uinteresserede tilgang til egen sikkerhed har længe været udstillet i BiH. Her har en samling ubetydelige politiske svindlere ikke alene fået lov til at afspore BiHs integration i det europæiske statssystem, men mænd som Milorad Dodik smeder nu åbenlyst rænker med Europas fjender midt i kontinentets bløde bug.
Vi må dog heller ikke glemme HDZs og SDAs (hhv. det største kroatiske og bosniakkiske parti i landet, red.) rolle i forvandlingen af BiH til en rede for organiseret kriminalitet. Med støtte fra Zagreb har HDZ forvandlet sin vælgerbase i Hercegovina til en para-stat i BiH, mens SDA har brugt over to årtier på at plyndre alle de offentlige kasser, de har kunnet komme i nærheden af.
Ingen udskiftning i den politiske ledelse
Hovedparten af EU’s tilgang til BiH har bestået af eftergivenhed. I bestræbelsen på endegyldigt at pacificere landet har europæiske ledere i næsten to årtier accepteret tomme løfter fra det lokale politiske establishment. Det er dog på tide at indse, at stort set alle de politiske, økonomiske og sociale reformer, som EU kræver, ville betyde, at de selvsamme mennesker, der skulle gennemføre reformerne, ville miste magt og højest sandsynligt ende i fængsel, ligesom det skete i Kroatien.
Resultatet er – og dette burde være indlysende efter det seneste årtis stilstand – at få, om nogen, større politiske spillere i BiH har nogen ambition om at overgive sig til denne skæbne. Det er vigtigt at have in mente, at i BiH, ligesom i Serbien, har der ikke været nogen udskiftning i landets politiske ledelse. Og siden denne består af de samme mennesker, der i 1990’erne valgte krig frem for demokratiske reformer, så er det absurd at forvente en ændring i deres ageren nu.
Beograd og Zagreb står fortsat i vejen
Trods forsikringer om det modsatte fra ledelserne i Serbien og Kroatien udøver de to stater fortsat en primært negativ indflydelse på deres mindre nabo. Serbiens såkaldt særlige forhold til RS er velkendt, men siden landets nylige detente med Kosovo og Boris Tadics (Serbiens præsident 2004-2012, red.) valgnederlag er der opstået sprækker i forholdet mellem Beograd og Banja Luka.
Dette er en positiv udvikling, og Bruxelles bør gøre det klart for premierminister Vucic (Serbiens premierminister siden 2012, red), at Serbiens europæiske fremtid ligeledes afhænger af en normalisering af forholdet til BiH. Serbien kan ikke hævde at ”respektere Bosniens territoriale suverænitet”, samtidig med at man har udnævnt sig selv til de bosniske serberes beskytter.
Ligesom Sarajevo ikke kan eller bør støtte den bosniakkiske befolkning i Serbien i politiske spørgsmål vendt mod Serbien, så skal Serbien kappe båndene til den såkaldte ”anden serbiske stat på den anden side af Drina”.
En politik der hører til på historiens losseplads
På det seneste er det dog Zagreb mere end Beograd, der er blevet et problem for BiH’s euro-atlantiske integration. Siden Kroatien blev medlem af EU, og især siden Kolinda Grabar-Kitarovic blev valgt til præsident i Kroatien, har Zagreb gjort det klart, at det vil ”beskytte kroatiske interesser” i Bosnien.
Dette er en farlig afvigelse fra den prisværdige politik, som tidligere præsident Stjepan Mesic etablerede, hvor det blev gjort klart, at de bosniske kroaters ”hovedstad er Sarajevo og ikke Zagreb”. Desværre er revanchistiske elementer i både Beograd og Zagreb tydeligvis opsat på at realisere visse ”historiske målsætninger” i BiH, målsætninger der snarere hører til på historiens losseplads.
EU bør notere sig denne udvikling og udvikle en regional politik med udgangspunkt i reelle europæiske interesser fremfor en enkelt medlemsstats ambitioner. Zagreb irettesatte jo også, og det med rette, Serbien for dets indblanding i de kroatiske serberes affærer. Ydermere gjorde Kroatien ret i at klage over Sloveniens ”bløde” trusler om at blokere kroatisk EU-medlemskab.
I henhold til dette bør Zagreb distancere sig fra de bosniske kroater, og både Kroatien og Serbien burde straks holde op med at aflægge pseudostatsbesøg til Mostar og Banja Luka fremfor til BiHs hovedstad Sarajevo. Kort sagt, så skal både Serbien og Kroatien indse, at i det 21. århundrede afhænger BiHs (eller deres egen) suverænitet ikke af nabostaters godkendelse, uanset hvor smertefuld denne indsigt måtte være for visse nationalister.
BiH har brug for tilbundsgående demokratisering
Selvom der ikke findes enkle løsninger i BiH, så er en demokratisk tilgang til landet dog det mest afgørende skridt overfor BiH som både Bruxelles og Washington kan tage. Kun et reelt demokratisk BiH kan være funktionelt og sikre alle sine borgeres rettigheder uanset deres etnicitet, køn, seksualitet eller andre identiteter.
Desuden er det kun et demokratisk, suverænt og velfungerende BiH, der kan sikre varig regional stabilitet. Hvis BiH forbliver en art præmie, som Serbien eller Kroatien tror, de kan vinde, vil dette blot fjerne Vestbalkan fra en fremtid, hvor den seneste krigs blodsudgydelser er utænkelige.
Dette betyder, at EU og USA skal skabe kontakter med nye interessenter i BiH. Med tanke på den rodfæstede tendens til dobbeltspil i det bosniske politiske establishment bør denne nye tilgang baseres på to principper: styrkelse af demokratiske institutioner og indflydelse til borgerne.
Her er Federica Mogherinis brud med Catherine Ashtons og Stefan Füles bizarre og destruktive politik prisværdig. Hvor Ashton og Füle mødtes med BiH’s partiledere til hemmelige samtaler i hoteller og baglokaler, har Mogherini holdt møder med de parlamentariske repræsentanter inden for rammerne af officielle institutioner til transparente og veldokumenterede møder.
Trods dette er der dog en del arbejde, der skal gøres af EU og USA, hvis man skal opdage de sande reformvenlige kræfter i det politiske landskab. Derfor bør den nydannede regeringskoalition (SDA, Demokratisk Front, HDZ og Alliancen for Forandring) presses til at regere i henhold til principperne om ministeransvar.
Vi har allerede kunnet se, at de nye regeringer vil have stort set de samme ministre som de tidligere. Med tanke på landets alvorlige økonomiske og sociale udfordringer er dette uacceptabelt, og BiHs europæiske partnere må gøre det klart, at medlemsstater forventes at have reelt demokratisk styre. Dette skal, naturligvis, også afspejles i en kommende forfatningsreform, men det kan og skal begynde nu med ændringer i parlamentspolitikeres ageren.
Det er dog også nødvendigt, at både EU og BiHs borgere udvider deres forståelse af demokratibegrebet. Trods deres korte levetid så var sidste års protester og plenarforsamlinger en ret positiv udvikling i Bosniens demokratiske modningsproces. Det er, trods alt, demokratiske borgeres opgave at holde deres politikere til ansvar.
Minimalistisk demokratibegreb er ikke nok i BiH
Valg er den primære mekanisme til at opnå dette, men siden BiHs repræsentative institutioner er lammet af etniske vetoer og kvoter, er denne form for kontrol svær at gennemføre. For eksempel får HDZ omkring 12 % af alle stemmer, men formår altid at sikre sig mindst en tredjedel af alle ministerposter på stats-og entitetsniveau, og de bruger, ligesom deres venner i SNSD, udelukkende denne magt til at blokere BiHs euro-atlantiske integration.
Derfor har såkaldt minimalistiske tolkninger, der insisterer på, at reformer kun er mulige gennem den almindelige valgproces, simpelthen misforstået de udfordringer, som demokratiet står overfor i BiH.
For at etablere et demokratisk regime, der minder om dem i Vesteuropa, herunder de ”foretrukne” sammenligninger såsom Schweiz og Belgien, må BiHs borgere, politikere og det internationale samfund følge den samme politiske og sociale løbebane.
Borgerne må involvere sig i politik
Rent institutionelt kunne man, for eksempel, søge at efterligne forsøg med participatorisk budgetlægning, der har muliggjort politisk og økonomisk medindflydelse for marginaliserede grupper i langt større og fattigere stater end BiH.
Fremfor alt er det dog de almindelige borgeres ansvar at involvere sig i deres lands politik. I sidste ende er der hverken løsninger udefra eller andre alternativer til, at borgerne tager ejerskab over deres egne affærer.
Det politiske system hælder uforholdsmæssigt meget til nationalistiske partiers fordel, men dette gør det ikke mindre vigtigt for borgerne at støtte ikke-nationale og reformvenlige partier i stemmeboksen.
Og valgdeltagelse gør ikke borgerne fri for ansvaret for at deltage i ikke-parlamentariske protester når dette er nødvendigt. Begge dele er og forbliver afgørende, hvis BiH skal have nogen chance for reel demokratisk reform.
Ovenstående tekst er et oversat uddrag af Jasmin Mujanovics originaltekst, der udkom på siden European Western Balkans under titlen ”Four Theses on Bosnia-Herzegovina’s Euro-Atlantic Future”.
Jasmin Mujanovic (www.jasminmujanovic.com) er Ph.D.-stipendiat ved York Universitet og gæsteforsker ved Harriman Institute ved Columbia Unversitetet.
Teksten er oversat af ID.
