TRANSITIONSDEBAT X | Slovakiet er en overset succeshistorie i den europæiske integration. Særligt i betragtning af landets nyere historie. Anne Zachariassen ser tilbage på, hvordan Slovakiet var tæt på at blive et højre-nationalistisk diktatur under Vladimir Mečiar.
Slovakiet ligger i smørhullet mellem Østrig til vest, Tjekkiet og Polen i nord, Ukraine i øst og Ungarn i syd. På trods af befolknings lange historie i regionen, er landet ikke mere end 23 år gammelt. Tidligere var landet en del af Tjekkoslovakiet. Her blev befolkningen og republikken ofte glemt, og i Vesten var det nemmere at tale om tjekken Alexander Dubček – selvom han faktisk var slovakisk. Da Warszawa Pagten invaderede Tjekkoslovakiet i 1968 for at stoppe den reformivrige Dubček og hans ”socialisme med et menneskeligt ansigt”, blev det døbt Foråret i Prag – selvom styrkerne også kørte gennem Bratislavas gader. Og så videre.
Med folket og for folket
Netop denne følelse af tilsidesættelse formåede politikeren og dissidenten Vladimir Mečiar at appellere til, da der var valg i 1990. Her blev han valgt som premierminister for den Slovakiske Republik i den Tjekkoslovakiske Føderation.
Mečiar førte en nationalistisk populistisk politik, hvilket gjorde ham populær blandt slovakkerne, da han italesatte det uberettigede lillebrorforhold Slovakiet havde med Tjekkiet i Føderationen. Med en karismatisk udstråling og sloganet ”med folket og for folket” var han den mest populære politiker i 1990’ernes Slovakiet.
Allerede et år efter Mečiar blev valgt som premierminister i den Slovakisk Republik, blev han afsat af parlamentet. Han var beskyldt for at have destrueret arkivmateriale fra det hemmelige politi, StB, som opererede under kommunismen. Billeder viste at Mečiar havde haft kontakt med StB i 1970’erne og 1980’erne, og kritikere mente at arkivet kunne bevise et samarbejde. Beskyldningerne har dog aldrig kunnet bevises, da arkivet mangler netop de dokumenter, som kunne omhandle et eventuelt samarbejde.
I 1992 blev Mečiar, trods beskydninger om samarbejde med StB og destruering af arkivmateriale, genvalgt til posten som premierminister. Mečiars nationalistiske valgkamp vandt stor opbakning i Slovakiet, hvor målet var et suverænt Slovakiet blot med fælles forsvars- og økonomisk politik med Tjekkiet. Men tjekkerne ønskede ikke en sådan løsning. Efter uløselige uenigheder om Tjekkoslovakiets udvikling som kapitalistisk demokrati mellem den neoliberale tjekkiske premierminister Vaclav Klaus og Mečiar, besluttede de to politikere at dele landet i to selvstændige stater. Undersøgelser viser, at befolkningen i de to republikker aldrig støttede splittelsen af landet, og havde en folkeafstemning været afholdt, ville vi nok i dag stadig have landet Tjekkoslovakiet i Europa. Men realiteten var, at 1. januar 1993 fik Europa to nye lande.
Forestil dig at Kronprins Frederik blev kidnappet
Efter Slovakiets selvstændighed, blev Mečiars autoritære styreform tydeligere. Udenrigspolitisk ønskede han et Slovakiet, som kunne mægle mellem EU og Rusland, og så derfor stort på EU’s krav om demokratisering, og havde ej heller intentioner om et NATO-medlemskab. Landet isolerede sig mere og mere fra Vesteuropa, hvortil den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright advarende bemærkede, at Slovakiet politisk bevægede sig mod at blive et ”stort hul” i Centraleuropa. Indenrigspolitisk var situationen dog langt mere omfattende.
Forstil dig at Kronprins Frederik blev kidnappet, hvor han med en pistol mod panden blev tvunget til at drikke en falske whisky samtidig med at han fik elektrisk stød. Herefter blev han smidt foran en politistation i Sverige, og manden mistænkt for at stå bag det hele var Poul Nyrup Rasmussen. Det virker som plottet til en film. Ikke desto mindre var det situationen 31. august 1995 i Slovakiet. Her blev sønnen af den daværende præsident Michal Kovac fundet foran en politistation i Østrig udsat for netop en sådan kidnapning.
Efterforskningen ledte hurtigt hen på sikkerhedspolitiet med indenrigsminister Ivan Lexa i spidsen. Lexa var nært allieret med Mečiar, og derfor var mistanken også at kidnapningen var bestilt. Forholdet mellem Præsident Kovac og Mečiar havde været særdeles anspændt siden Kovac havde været med til at afsætte Mečiar i 1994, blot for at Mečiar kunne blive genvalgt af den slovakiske befolkning 6 måneder senere.
Der blev aldrig rejst sigtelser i sagen. Sikkerhedstjenesten formåede at forhindre efterforskningen ved blandt andet at nægte adgang til sikkerhedstjenestens bygninger, hvor bilerne, som var brugt i kidnapningen, var gemt. Men politiet havde et vidne, Robert Remias. Remias blev dog på tragisk vis dræbt ved en bilbombe i april 1996, og vidnede aldrig i sagen. Mordet på Remias er aldrig blevet opklaret, men politiets efterforskning led endnu en gang tilbage til sikkerhedstjenesten og indenrigsminister Lexa.
I 1999 blev det besluttet at offentliggøre dokumenter fra sikkerhedstjenesten angående kidnapningen i sensommeren i 1995. Her fremgik sikkerhedstjenestens rolle tydeligt, samt de metoder, der var brugt for at aflede og forhindre efterforskningen. Men det medførte ingen sigtelser i sagen, da Mečiar som midlertidig præsident i 1998 havde givet de implicerede personer immunitet.
Ud over den makabre sag om Kovacs kidnapning og mordet på Remias, indskrænkede Mečiar de demokratiske rettigheder som forsamlings- og ytringsfrihed. Op gennem 1990’erne opnåede Mečiar stor kontrol over medierne, hvor han var dygtig til at bruge sin populistiske retorik og udføre damage-control, når skandalerne rullede. Han indførte ligeledes love, som besværliggjorde arbejdet for NGO’er, og da et medlem af hans parti Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS) meldte sig ud, for i stedet at blev løsgænger, blev han nægtet adgang til parlamentet. Mečiars altfraværende respekt for demokratiet og den nødvendige demokratiske udvikling i Slovakiet betød, at landet som det eneste af Visegrad-landene, ikke blev inviteret til optagelsesforhandlinger med EU i 1997. Europa-Parlamentet truede ligeledes med suspendering af aftaler, hvis situationen ikke blev forbedret.
OK’98 Kampagnen og Europæisk integration
Ekskluderingen fra optagelsesforhandlingerne og truslen fra det Europæiske Parlamentet, ændrede dog ikke Mečiars holdning til demokratiseringen af landet. Derimod var valget i 1998 afgørende for det kursskifte Slovakiet foretog. Oppositionen havde i modsætning til valget i 1994 formået at samle sig imod Mečiar og hans parti HZDS. Kernen i den samlede opposition var at få Slovakiet integreret i Europa og EU. Netop udsigten til integration i EU appellerede til den pro-europæiske befolkning. Det havde været slående for befolkningen at se Tjekkiet og Ungarn ved EU-forhandlingerne i 1997, hvor Slovakiet var ekskluderet.
Det er nemlig især Tjekkiet og Ungarn, som er betydningsfulde lande for Slovakiet. Efter splittelsen af Tjekkoslovakiet har der mellem Slovakiet og Tjekket været en konstant sammenligning og konkurrence. I Føderationen var Slovakiet ofte set som den mindre udviklede, dårligere uddannede og fattigere del, og for slovakkernes selvopfattelse var det derfor vigtigt at Slovakiet fulgte Tjekkiets integration i EU. De ville ikke længere være lillebror i forholdet.
Konkurrencen med Ungarn bunder i historien mellem de to lande. Slovakiet var før etableringen af Tjekkoslovakiet i 1918 en del af det østrig-ungarske dobbeltmonarki, hvor slovakkernes nationale forståelse og sprog i stor stil blev undertrykt af Ungarn. Ydermere har Slovakiet et ungarsk mindretal på 500.000, som Mečiar var særdeles kritisk overfor, hvilket anspændte forholdet mellem de to nationer. Oppositionens klare udmelding om, at Slovakiet skulle fortsætte deres integration i EU sammen med Tjekkiet og Ungarn, var derfor af helt særlig værdi for slovakkerne.
Helt spektakulært ved valget i 1998, var OK’98 kampagnen. Kampagnen var udarbejdet af landets NGO’er og fokuserede på vælgeroplysning og valgdeltagelse. Den yngre befolkning var stærkt kritiske overfor Mečiars politik og autoritære styreform, men havde ikke gået til stemmeurnerne ved tidligere valg.
Unikt ved 1998-valget var at OK’98 kampagnen formåede at få de unge op af sofaerne, og valget opnåede den højeste valgdeltagelse i landets historie på 85 %. En sådan aktion fra NGO’erne var ikke set tidligere – og heller ikke siden.
Vinder valget, men taber magten
Mečiar og HZDS vandt faktisk valget med 27 % af stemmerne, men da ingen partier ønskede at samarbejde med partiet, kunne de ikke danne regering. I stedet blev det en koalition på otte partier, som dannede regering. Deres fælles målsætning om demokratisering og integration i EU lykkedes ved den store udvidelse i 2004.
I dag har Mečiar i teorien ikke længere nogen politisk indflydelse, men Slovakiet oplever stadig eftervirkninger fra hans politik. Indenrigspolitisk, er det især i den private sektor, hvor Mečiar op gennem 1990’erne solgte ud af statsejet aktiver til venner og allierede. De sidder i dag stadig på poster med indflydelse på landets udvikling. Men landet er milevidt fra 1990’erne. Landet har et rodfæstet demokrati, er fuldbyrdet medlem af EU, NATO og som det eneste blandt Visegrad-landende, er det en del af Eurozonen. Slovakiet er derfor i sin egen særklasse, da landet på blot seks år formåede at leve op til EU’s medlemskrav, indhente de tre andre Visegrad-lande, og i 2009 overhale dem med introduktionen af Euroen.
Anne Zachariassen er cand.soc i Global Studies på Roskilde Universitet med speciale i demokratiseringsprocesser i Tjekkiet og Slovakiet.
