MUSIKANMELDELSE | Det polsk-danske orkester Czesław Śpiewa, anført af Czesław Mozil, har skabt en vellykket samtidscabaret over emigrantens splittelse og fremmedgørelse. Men det teatralske udtryk bliver til tider en hæmsko.
Czesław Śpiewa betyder egentlig ”Czesław synger” – og synge gør han, den 35-årige bandleder Czesław Mozil. Han er født i Polen, har delvist ukrainske rødder, og så er han opvokset i Danmark, hvor han også har taget sin musikkonservatorieuddannelse og dannet bandet Tesco Value. Siden er han flyttet tilbage til Polen, hvor han er blevet en feteret musiker og på det seneste også dommer i den polske version af X Factor.
Hans band Czesław Śpiewa består stadigvæk overvejende af danske musikere, og skal man sætte det lidt på spidsen, kan man vel sige, at bandet er et af Danmarks mest kendte ukendte bands. Der er næppe mange danskere, der kender dem, men alligevel har de over en halv million fans på Facebook, betydeligt flere end Nephew og Raveonettes tilsammen, for nu bare at nævne et par af tidens store danske rockbands.
På bandets nyeste og meget ambitiøse udgivelse ”Księga Emigrantów tom 1” (”Emigranternes bog bind 1”) har Mozil sat sig for at tage livtag med sin egen emigrationshistorie, som samtidig må siges at ramme lige ned i tidsånden og diskussionen af europæisk identitet og grænser.
En universel historie om emigrantens liv
Sangene bygger på hans egne erfaringer med først at flytte fra Polen til Danmark som barn og siden flytte tilbage til Polen. Men som titlen også antyder, er det ikke i den forstand en selvbiografisk plade. De personlige erfaringer og historier bruges snarere som afsæt til at fortælle en universel historie om emigrantens liv. Og her er Mozil mere interesseret i de eksistentielle og identitetsmæssige spørgsmål end i de politiske.
Pladen iscenesætter fremmedgørelsen, rodløsheden og splittelsen i en sangkreds, der er humoristisk og ironisk i sit anslag, men som også rummer en understrøm af bitterhed og indignation. Teksterne er i øvrigt ikke skrevet af Mozil selv. Derimod har han ladet den polske digter Michal Zablocki omforme det personlige materiale til et poetisk og barokt udtryk, hvilket er med til at gøre den personlige fortælling universel og give den en indre spænding. Zablocki har skabt en poetisk fortolkning af Mozils historie, som Mozil så igen fortolker gennem sang og musik.
Resultatet kan ses som noget i retning af en samtidscabaret, der skænker en personlig, poetisk og ironisk stemme til et emne, som vi ellers oftest støder på i kolde statistikker og avisartikler. At pladen tilmed er skabt af et dansk orkester anført af en polak med det ene ben i Danmark og det andet i Polen, gør den selvfølgelig på sin vis ekstra interessant for et dansk publikum, skønt det må siges, at sangene afstår fra at gå ind i en dybere diskussion af Danmark som sådan. Sikkert for netop at insistere på den mere universelle erfaring.
I et teatralsk balladeterritorium
Skønt kun lidt over en halv times spilletid kommer albummet omkring hele 13 numre og en særdeles bred vifte af stemninger og stilarter. Det starter og slutter i et lettere teatralsk balladeterritorium, men allerede på anden skæring ”Nienawidzę cię Polsko!” bevæger vi os over i et disco/funk-territorium, der er overordentligt dansabelt, men som samtidig står i skærende kontrast til sangen, der handler om at hade Polen!
Skønt det meste af bandet altså er danskere, så lyder bandet meget lidt dansk. Ja, man fristes til at sige, at det netop lyder meget polsk. Ikke kun fordi alle sangene er på polsk, men også fordi musikken læner sig op ad en polsk tradition. Her er stærke elementer af den litterære balladetradition, der går under navnet poezja śpiewana (bogstaveligt talt sunget poesi), men også nik til alternativ rock og ska af den polske skole.
Det er uden tvivl et dygtigt band, der smidigt bevæger sig mellem et næsten punket udtryk og en sofistikeret balladetradition og ind imellem vikler sig ind i både traditionel folkemusik, klassisk kammermusik, jazz, disco og noget, der kunne lyde som en slags polsk R&B på ”Poszukaj męża”.
Akademiske gadefejere
Musikken understøtter således fint det lettere surrealistiske tekstunivers fint. Hør f.eks. den bittersøde ”Tango Magister” om højtstående polske akademikere, der må feje gader i det nye hjemland, og hvor musikken simpelthen skaber billeder i hovedet på de degraderede professorer, der svinger kostene til tangoens ubønhørlige rytme.
Dog giver den konstante leg med stilarter til tider også musikken et lidt anstrengt strejf af teaterrock og musical. Jo, det er dygtigt og underfundigt, men også lidt distanceret. Dertil kommer, at Mozils egen stemme faktisk kommer til at virke som lidt af en begrænsning for projektet.
Det er ikke nødvendigvis et problem, at han har en forholdsvist spinkel stemme. Trods alt kan man nævne flere sangere, som formår at få meget ud af en begrænset stemme, ikke mindst inden for dette litterære sangudtryk. Mozils stemme står da også fint til det mere balladeorienterede materiale, men nogen god rocksanger er han ikke, og de mere punkede numre kommer derfor til at fremstå forcerede, og han evner ikke at favne den stilmæssige brede, som musikken kalder på.
Det kunne være interessant at høre bandet inddrage flere forskellige stemmer, hvilket pladens cabaretlignende karakter indbyder til. Sigende nok er pladens højdepunkt da også dem ambitiøse ”Tato wyjedź”. Ikke blot fordi det er en flot komposition med en hjertegribende tekst, men også fordi koret, der kommer ind til sidst, skaber en perfekt kontrast til Mozils spinkle sangforedrag.
Det må dog siges, at pladen vinder ved flere gennemlyt, og der bliver ved med at dukke nye interessante detaljer op i de opfindsomme arrangementer. Det er et prisværdigt projekt, og nu hvor titlen lover, at dette blot er første bind af ”emigranternes bog”, tør man vel forvente, at der følger flere bind. Det vil i så fald være spændende at se bandet udvikle videre på formen.
Czesław Śpiewa
“Księga Emigrantów tom 1”
Udkommet på cd på Mystic Production
OGSÅ AF RASMUS STEFFENSEN: Musikkens mytiske flod
