UKRAINES FREMTID | Mens EU tøver, dør og tortureres unge Maidan-aktivister ved fronten. Det nytter ikke at tale om at sende våben til Ukraine, det vil blot gøre situationen værre. Det er reelle økonomiske sanktioner, der skal til. Maxim Tucker, redaktør hos Kyiv Post, forklarer.
Fredsaftalen i Minsk d. 12 februar virker ikke til at have gjort andet, end at give Rusland og dets stedfortrædere på slagmarken en fordel i krigen. Mens russiske tanks og separatister indkredser de sidste lommer af ukrainsk modstand i området omkring den strategiske by Debaltseve, tør de ukrainske styrker ikke gå til modangreb, af frygt for at miste den internationale opbakning de er så afhængige af.
Ukraine kæmper i realiteten med den ene hånd bundet på ryggen, i det efterhånden illusoriske håb, at vesten vil belønne dets gode opførsel. Derfor er det ude af stand til at lette presset på Debaltseve ved at åbne en ny front.
Aktivister dør, mens EU tøver
En sådan belønning for god opførsel ser ud til at fortone sig i horisonten. Selvom EU den 16. februar endelig erklærede, at det er russiske tropper der kæmper i Ukraine, har responsen været at sanktionere to russiske viceforsvarsministre, en militærkommandør og en popstjerne.
Imens EU tøver dør mange af de unge aktivister der demonstrerede på Maidanpladsen for et bedre liv, nu på de sneklædte marker rundt om Debaltseve. De er blevet opgivet til en håbløs opslidningskamp af deres ukrainske overordnede. Deres formål er enkelt: At bruge deres nedgravede forsvarspositioner til at dræbe så mange fjender som muligt før de selv går samme vej.
De bliver brugt til at købe tid, i håbet om at militær hjælp fra vesten endelig vil ankomme på et tidspunkt.
Ladt i stikken
En af de unge aktivister, Alik, nu i rollen som feltlæge, befinder sig denne aften kun 500 meter fra de stødt fremrykkende russiske tropper, blandet af regulærere såvel som separatistiske enheder. Han og hans kammarater har set dusinvis af videoer af ukrainere, akkurat lige som dem selv, tilfangetaget, misbrugt og sågar tortureret. Det svirrer med rygter om at tilfangetagende soldater bliver henrettet.
Nu står Alik og hans enhed overfor en svær beslutning. Skal de kæmpe til døden, eller overgive sig og håbe på det bedste? De ved allerede, at ingen redningsstyrke kan nå dem fra den komplet udbombede og minerede vej mellem de ukrainske frontlinjer mellem Artemivsk og Debaltseve. De ved også, at de er håbløst udklasseret af de moderne russiske enheder og deres russisk udrustede allierede.
Efter Illoviask og Donetsk Lufthavn bliver Debaltseve det tredje store nederlag for Ukraine i krigen mod Rusland. Og så længe Rusland smider alt sin vægt bag separatisterne, bliver dette ikke det sidste. Faktisk vil Rusland blive ved med at gøre det det gør bedst, ligeså længe landet er regeret af en kleptokratisk elite med skyggen af økonomisk magt i baglommen: Tage hvad de ønsker fra de, der er svagere end dem selv.
Det handler ikke om flere våben
Det er på høje tid for Vesten og i særdeleshed Europa, at vise for russerne, at de ikke er den svage part.
Det kan ikke gøres ved at hive større og bedre våben ud af arsenalerne og give dem til ukrainerne. Igennem historien har Rusland aldrig været bange for at miste soldater i krig.
NATO-våben i ukrainske hænder ville kun eskalere myrderierne og mens russere i almindelighed nok ville tøve før de drager af sted for at bekæmpe deres østslaviske ukrainske brødre, dør de gladelig i kampen mod den gamle ærkefjende: Vestlig imperialisme. Den historie bliver kun nemmere at fortælle med vestlige våben i ukrainske hænder.
Ej heller vil hjælpen komme ved at stramme den økonomiske spændetrøje endnu tættere om Rusland. Landet har fået rigeligt med slag over fingrene til at forstå budskabet, og alligevel er ingenting sket. Europa er nødt til at gå efter struben – sanktioner beregnet til fuldstændigt at knække den i forvejen stærkt haltende russiske økonomi. En økonomi der i årevis har fungeret som et tagselvbord af olie og gaspenge for rige russiske oligarker.
Gå efter struben
Smid Rusland ud af SWIFT-samarbejdet, og nyd den ekstra bonus at afskære russiske oligarker fra deres hengemte formuer i udlandet. Pålæg en totalt handelsembargo på våbensalg og alle dele der kan bruges til våbenfremstilling. Pålæg russiske olie- og gasleverancer en importtold. Udeluk hele toppen af den russiske stat med indrejseforbud og indefrysning af udenlandske værdier. Der er spildt nok tid på at gå efter fodsoldaterne, nu må Vesten gå efter bagmændene.
Almindelige russere kommer selvfølgelig også til at føle smerten. Nogle vil gå sultne i seng, andre igen vil få svært ved at få husholdningsbudgettet til at hænge sammen. Men i sidste ende vil de få muligheden for at smadre systemet og erstattet det med et der passer Ruslands almindelige borgere bedre. Og vigtigst af alt så vil Putins mulighed for at føre krig blive mindre og mindre, jo mere økonomien under ham smuldre. Tusinder af russiske soldater vil blive forskånet for at komme hjem fra fronten i kister.
Det er såmænd ikke engang, fordi tanken om almindelige russeres velfærd har holdt EU tilbage. Den største sten på vejen mod stærkere sanktioner har hele tiden været EU’s egne interesser. EU’s samlede økonomi ser svagere ud end længe, og der er ingen tvivl om, at den vil lide yderligere ved en handelskrig med Rusland. Men den vil komme sig med tiden. Måske vil Europa sågar på lang sigt få gavn af en verden mindre afhængig af russisk energi.
Maxim Tucker er redaktør på Kijev Post, og skriver om Ukraine for The Times. Denne opinion er tidligere bragt i Kijev Post.
