FILMANMELDELSE | Estland møder Georgien i et underspillet krigsdrama, som er nomineret til en Oscar for årets udenlandske film. Filmen handler om en krig i Georgien og om den meningsløse menneskelige deltagelse. En lille filmperle som bestemt er en visning værd.
Den aldrende Ivo lever i et lille estisk samfund i Abkhasien, hvor han producerer mandariner. De fleste i området er allerede flygtet, og krigen kommer langsomt tættere og tættere på de marker, hvor Ivo, sammen med vennen Marcus, forsøger at få den sidste høst i hus.
Krigen rykker dog pludselig ind i baghaven, og efter heftige kampe står Ivo tilbage med to sårede soldater fra hver sin side af fronten. To ærkefjender som ville gøre alt for at dræbe hinanden, hvis ikke de havde lovet Ivo troskab, så længe de befinder sig under hans tag.
Abkhasien 1992
Historien har sit udspring i den abkhasiske borgerkrig i 1992-1993. Her kæmpede den georgiske regering mod abkhasiske separatistbevægelser, som med hjælp fra russiske styrker til sidst fik overmandet et underlegent georgisk militær. Krigen ramte især det georgiske mindretal i området. Op mod 30.000 mennesker menes at være blevet dræbt, og op mod 250.000 at være flygtet permanent som følge af krigen.
Abkhasien blev i 2006 reelt en selvstændig stat, som dog ikke er anerkendt internationalt. Området er i dag styret af russisk militær. Rusland har gjort det let at opnå russisk statsborgerskab, hvilket betyder, at de fleste indbyggere i dag har russisk pas. Grundet den Russiske indblanding refereres der ofte til Abkhasien i forbindelse med Ruslands indlemmelse af Krim-halvøen og den seneste konflikt i Østukraine.
Mere end en krigsfortælling
Tangerines er ikke bare historien om krigen i Abkhasien. Det er fortællingen om den meningsløse menneskelige deltagelse i enhver form for krigshandling. En fortælling som kunne finde sted hvor som helst på kloden.
For hvad laver en tjetjensk lejesoldat på den russiske side af fronten, langt væk fra venner og familie? Og hvorfor er en tidligere georgisk skuespiller gået ind i en krig, som han slet ikke er egnet til at udkæmpe?
De to soldater er ærkefjender, men har langt hen ad vejen mere til fælles end umiddelbart antaget. Samtidig står de over for en fælles trussel. Begge må de gemme sig og skjule deres identitet for fjenden. Begge deres liv afhænger af, at den ene ikke røber den andens identitet.
Der foregår et nervepirrende drama mellem de to soldater. Men selvom sympatien klart er på Georgierens side, kan man ikke undgå at føle empati med begge personer – og ikke mindst den håbløse situation som Ivo befinder sig i.
På forunderlig vis bliver man draget ind i et psykologisk spændingsfelt. Man følger den langsomme udvikling i forholdet mellem de to soldater. De er begge stolte af natur, men må under overfladen erkende, at de ikke er så loyale over for den krig, de udkæmper, som de troede, de ville være. Når alt kommer til alt, er familie og næstekærlighed vigtigere end stolthed, ære og nationalpatriotisme.
Østeuropæisk dominans ved årets Oscar
Ved årets Oscar-nominering er hele tre ud af seks film i kategorien ”årets udenlandske film” produceret i Østeuropa. Tangerines står klart i skyggen af film som Ida, og ikke mindst den russiske film Leviathan, som er årets helt store favorit.
Men selvom Tangerines er en outsider, er der en grund til, at filmen er blevet nomineret til en Oscar. Filmen er velproduceret, har et godt manuskript og et fremragende plot, som får en til at tænke en ekstra gang over meningen med livet og verden omkring. En lille estisk/georgisk filmperle. En underspillet fortælling som uden Hollywoods sædvanlige virkemidler viser, hvad krig i virkeligheden handler om.
Estisk succes
Det er værd at lægge mærke til, hvad der sker på den estiske filmscene for tiden. Og det er måske lige netop, hvad juryen har ønsket at gøre opmærksom på ved at nominere en film, som trods alt havde premiere allerede i 2013.
Også på dokumentarsiden er en estisk filminstruktør med helt i front ved årets Oscar og med film som the Mushroom Hunt er der kommet flere lovende film ud fra det estiske filminstitut de senere år. Med kun én million indbyggere i Estland er det bestemt noget at være stolt af, og med en humor, som minder meget om den skandinaviske, egner de estiske produktioner sig godt til et dansk publikum.
Leviathan og Ida er allerede blevet vist på det store lærred herhjemme. Men selvom vi er ved at få øjnene op for Østeuropa, tyder det desværre ikke på, at Tangerines vil ramme de danske biografer i denne omgang. Det er en skam, for filmen er bestemt en visning værd.
