VALG | Det venstreorienterede parti SYRIZA står til at vinde det græske parlamentsvalg på søndag. Partiet forårsager mange panderynker udenfor Grækenland. Men hvad får grækerne til at søge til det tilsyneladende kompromisløse protestparti, som er blevet en hovedaktør på den politiske scene i Grækenland? Jonas Madsen analyserer.
Når man taler om det græske parlamentsvalg, der skal afholdes på søndag, er det svært at komme udenom to ting. Den ene er den euro(pæiske) vinkel og den anden det venstreorienterede parti SYRIZA og dets leder Alexis Tsipras, som står til at vinde valget. Det kan være svært at forstå, hvorfor grækerne nu flokkes om det udskældte parti, som, hvis man skal tro europæiske såvel som græske kritikere, vil lede landet direkte i afgrunden.
Den europæiske Tsipras
Tsipras er ofte fejlagtigt – i nordeuropæiske lande især – blevet stemplet som EU- skeptiker. Det er ikke korrekt. Tsipras, som også var spidskandidat for den venstreorienterede gruppe til Europaparlamentsvalget, går ind for EU, dog et anderledes og naturligvis mere venstreorienteret EU. Det er ingen hemmelighed, at han er rygende modstander af den sparepolitik, EU med tyskerne i spidsen har stået for igennem krisen.
Tsipras vil skyde gang i væksten og læner sig op ad flere og flere økonomer, der mener, at nedskæringer og besparelser ikke hjælper grækerne ud af krisen. Senest kunne avisen The Guardian bringe et brev fra 35 forskellige og anerkendte økonomer, der mener, at gældseftergivelse er et af de håndtag, man bliver nødt til at skrue på for at få grækerne ud af den skruetvinge, de sidder i.
Det er guf for Tsipras, som længe har hævdet, at besparelser, nedskæringer og hårde økonomiske reformer er den forkerte medicin for patienten Grækenland. Derimod mener SYRIZA, at gældseftergivelse og en genforhandling af elementer i låneaftalerne samt investeringer i samfundet er den rigtige vej at gå.
Tsipras afholdt i tirsdags en tale i byen Thessaloniki. Her talte han hårdt mod skattesnydere blandt rige grækere.
”Det er kun store skattesnydere og dem, som står på Legarde-listen, som har noget at frygte”, tordnede han. Legarde-listen er en liste over en række prominente grækere, alt fra journalister til politikere og direktører, som har overført betydelige summer til udlandet for at undgå at betale skat i Grækenland. Listen er blevet et symbol for den almindelige græker, på den uretfærdighed de føler sig udsat for. Ligeledes bekræfter listen SYRIZA i partiets anklage mod Nea Demokratia om, at de indførte stramninger og besparelser, som Nea Demokratia har stået for, rammer samfundet alt for skævt og er virkningsløse, da de netop ikke rammer de store fisk, så at sige.
SYRIZA’s program byder bl.a. også på en øget minimumsløn fra 580€ til 751€, gratis sygesikring og gratis elektricitet til de fattigste grækere.
Finansieringen skal ifølge SYRIZA bl.a. komme fra beskatning af de rigeste, forskellige genforhandlinger af låneaftaler og altså øget kamp mod skattesvindlere.
Med sit slogan ”Håbet kommer” taler SYRIZA direkte til de nødstedte grækere. Man skal bestemt ikke underkende alvoren af den situation, grækerne stadig står i. Arbejdsløsheden er over 25 procent, og mere end hver anden unge græker står uden arbejde, selvmordsraten er skyhøj, og den fattigste bydel i hele EU er i havnebyen Piræus.
Selvom nedturen måske er stoppet for det græske samfund, og små fremskridt kan spores, om ikke andet så på papiret, lider grækerne stadig. Grækerne føler sig ydmyget og er nu bange for, at de små fremskridt skal blive trådt under fode af nye hårde krav fra Trojkaen (EU, ECB og IMF red.).
Og så skal man selvfølgelig ikke glemme, at mange grækere er enige med Tsipras’ politik, især i storbyer som Athen og Thessaloniki har SYRIZA en stor tilslutning.
De gamle partier
Hvis Tsipras og SYRIZA vinder valget, bliver det første gang, siden demokratiet for alvor gjorde sit stabile indtog i Grækenland i 1974, hvor militærjuntaen overdrog magten til den tilbagevendte eksilregering, at magten tilfalder andre end de to partier Nea Demokratia (konservative) og PASOK (socialdemokrater). De to partier er i mange grækeres øjne blevet symbolet på den klientelisme og korruption, som har været med til lede landet ud i krisen.
Den stigende politikerlede har især PASOK fået at føle i form af en ekstrem vælgerflugt. Partiet har i sin storhedstid haft støtte fra 40 procent af vælgerne, de står nu i valgprognoserne til at få sølle 4 procent af stemmerne.
Partiet har altid været ledet af familien Papandreou, og mange husker måske Georgos Papandreou, der i 2011 som premierminister blev udskiftet med en teknokratisk regering i krisens værste år. Såvel hans far som hans farfar var ligeledes begge ledere af PASOK samt regeringsledere i Grækenland. Familien Papandreou er om nogen blevet symbol på alt ondt indenfor græsk politik.
Interessant nok gør Georgos Papandreou nu igen indtog på den politiske scene med sit nye parti To Kinima. Det spås dog kun at få omkring 2 procent af stemmerne på søndag, og dermed ser det ikke ud til, at Papandreou får nogen betydning.
Da Georgos Papandreou trådte tilbage som formand for PASOK i 2011, overtog Evangelos Venizelos formandskabet. Han kunne i 2012 se sit parti blive en del af samlingsregeringen med den konservative Antonis Samaras i spidsen og det nu nedlagte parti Demokratisk Venstre. Siden da har begge partier måtte stå model til den ene vælgerlussing efter den anden, og Demokratisk Venstre overlevede ikke at stå på mål for en politik, som mange grækere føler har tyske arkitekter bag sig.
Grunden til dette skal bl.a. findes i tiden fra 1974–2010, hvor alt var fryd og gammen. De to partier stod på skift i spidsen for absolutte flertalsregeringer. Når et valg nærmede sig, og hvis f eks. arbejdsløsheden var høj, opkøbte den græske stat billige virksomheder, der var på randen af konkurs, og ansatte langt flere medarbejdere end nødvendigt. På den måde faldt arbejdsløsheden belejligt. Et klassisk eksempel på den ødelæggende klientelisme.
I de seneste år er også flere tidligere ministre fra denne tid blevet dømt for korruption, bl.a. den tidligere forsvarsminister fra PASOK, Akis Tsochatzopoulos, som i 2012 blev dømt for at tage imod bestikkelse fra bl.a. det tyske våbenfirma Ferrostaal.
Tæt løb
Både Papandreou, Venizelos og Samaras har været i græsk politik i årtier og er i manges øjne en del af problemet.
Grækerne tørster efter et systemskifte og en oprydning i parlamentsbygningerne på Syntagma Pladsen i Athen. En mulighed for oprydning mange grækere ser i SYRIZA. Ved det første valg i 2012 stemte op mod 70 procent af grækerne på andre partier end netop PASOK og Nea Demokratia, men da de resterende partier ikke kunne samarbejde (det politiske landskab i Grækenland er præget af historisk bagage og had red.), og da Nea Demokratia vandt valget og dermed blev næsten umulige at komme udenom grundet en gammel valgregel, endte det i ingenting og med et nyt valg.
Den regel, som låste situationen dengang, er en gammel regel indført af amerikanerne i deres tid som protektorer for landet. Den betyder, at ud af de 300 mandater i det græske parlament er kun de 250 til reel afstemning, de sidste 50 tilfalder vinderen. Hvis Tsipras vinder på søndag er de 50 bonusmandater hans, men vil det være nok til at lede landet alene, eller skal han have støtte fra andre partier?
Kongemagerne
Papandreous To Kinima har i denne uge åbnet op for, at et samarbejde med SYRIZA er en mulighed, men det er yderst tvivlsomt, om Tsipras vil røre ved Papandreou med en ildtang. Ligeledes er det tvivlsomt, hvor varm han er på ideen om, at få PASOK med i sin regering, selvom Venizelos åbnede op for et sådant samarbejde i et interview med Reuters.
Den mest sandsynlige kongemager bliver partiet To Potami, der spås at få 6 procent af stemmerne ved valget. Partiet har længe sagt, at de kan se sig selv i et samarbejde med både Nea Demokratia og SYRIZA.
Manden bag To Potami, tidligere journalist Stavros Theodorakis, meldte onsdag aften på et pressemøde ud, at Tsipras’ program fra Thessaloniki mest lød som en ”ønskeseddel”. Han mente dog også, at flere af de punkter, SYRIZA har fremsat, ikke ligger langt fra To Potamis egen politik. Men han fastslog også, at To Potami ikke vil være en del af en regering, der svækker Grækenlands position indenfor EU.
Udover sine egne løfter og sit politiske program har Tsipras også sit bagland at stå til regnskab overfor. SYRIZA er et samlingsparti af forskellige venstreorienterede partier, bl.a. anarkister. En gruppe der måske ikke er lune ved ideen om at skulle give for mange indrømmelser til To Potami.
Det kommunistiske parti KKE står også til et flot valg og spås omkring 5-6 procent af stemmerne, men da de har meldt ud igennem mange år, at de ikke ønsker at samarbejde med andre partier, kommer de ikke til at spille nogen afgørende rolle.
I den nyeste prognose står SYRIZA til at vinde valget med 31,2 procent af stemmerne, det er 4,2 procentpoint flere end Nea Demokratia’s 27 procent.
Jonas Madsen er 25 år gammel og har boet og arbejdet i Grækenland i flere år. Han har indsigt i kultur, historie og politiske forhold og har siden 2011 skrevet om den økonomiske krise og den politiske situation i Grækenland.
