FORBUD | En kritisk artikel om den serbiske regerings forslag om at forbyde unge at køre bil om natten udviklede sig til en diskussion internt i rØST’s Sydøsteuropa-redaktion. rØST bringer her sin første artikel med tilhørende kommentarspor om den serbiske regerings (måske) totalitære tilbøjeligheder og om den svage opposition i landet.
FØRSTE DEL:
Debattør og jurist Sofija Mandić skrev den 12. december 2014 et debatindlæg til det serbiske netmedie Peščanik om den serbiske regerings nye lovforslag til forbedring af trafiksikkerheden i landet. Forslaget indebærer blandt andet et forbud mod at køre bil om natten for unge under 21. Mandić mener, at regeringen med forslaget overser den virkelige årsag til den store trafikdødelighed i Serbien – nemlig en stærkt indgroet voldskultur blandt unge mænd, der ikke kan løses med forbud – samt at lovforslaget og lanceringen af det understreger Serbiens nuværende regerings totalitære tilbøjeligheder.
Regeringen er igen i aktion. Denne gang fører indenrigsminister, Nebojša Stefanović, an. Han er allerede blevet kendt som en handlingens mand, der holder, hvad han lover. Og han får støtte af vicepremierminiser og minister for trafik og infrastruktur, Zorana Mihajlović. De to har besluttet sig for at stoppe den bølge af unge, der dør i trafikken, ved i hast at ændre loven om trafiksikkerhed. Målet er, at de nye regler skal træde i kraft allerede fra første januar 2015. I henhold til den nye lov skal unge under 21 forbydes at køre biler med mere end 76 hestekræfter.
Derudover skal unge bilister ikke have lov at køre i bil mellem kl. 23 og 6 i de første to år, efter de har fået kørekort. De unge, der får kørekort som 17-18-årige, skal ikke have lov at køre i nattetimerne i de første 3 år. Dette forbud retfærdiggøres af minister Stefanović med henvisning til, at det største antal trafikulykker med unge bilister finder sted mellem kl. 5 og 6 om morgenen.
Inden jeg kommenterer disse lovforslag, bør vi stille os selv det oplagte spørgsmål: hvorfor er der så mange unge mennesker, der dør i trafikken? Er der noget, som alle de ulykker har tilfælles? Først når vi har svaret på disse spørgsmål, kan vi vurdere de foreslåede løsningsmodeller, altså hasteændringer af lovgivningen.
Alkohol, hurtige biler og vold
Ifølge de oplysninger vi har til rådighed, er der tre gange så mange mænd som kvinder, der dør som følge af ulykker i trafikken. Dette har været tilfældet i flere år nu. Blandt de døde er størsteparten unge mænd (op til 29 år). Herudover er 95 % af alle mindreårige, der har været dømt for forbrydelser af forskellig art, drenge. Disse oplysninger viser tydeligt hvilket miljø, drenge og unge mænd vokser op i i Serbien.
Dette miljø er præget af alkohol, hurtige biler og vold. Samfundet forventer af dem, at de skal være ”rigtige mænd” og har intet imod en tilsvarende opførsel: når de ikke er bange for udfordringer (for eksempel druklege), eller når de kører rundt i vilde biler og på den måde imponerer kvinderne.
Jo hurtigere de kører, desto bedre er det. Dette er mænd, der bliver formet af en voldelig kultur, og det i et land som i løbet af deres korte levetid har været igennem mindst én krig. Det skal dog tilføjes, at det ikke er alle unge, der opfører sig skødesløst på vejene. Det er for det meste unge mænd, der står for den opførsel. Årsagen til deres opførsel og deres ulykker kan ikke være det tidspunkt på dagen, hvor de kører, eller antallet af hestekræfter i bilen. De dør på alle tidspunkter og i alle slags biler.
Men lad os nu vende tilbage til de foreslåede løsninger: de er ikke blot meningsløse, men også klart diskriminerende. De begrænser, ved lov, brugen af motorkøretøjer for alle unge mennesker i 2 eller flere år. De begrænser også, indirekte, disse menneskers bevægelsesfrihed i tidsrummet 23-6. Disse løsninger er diskriminerende, fordi de unge får frataget en rettighed som myndige borgere, og det kun på baggrund af deres alder.
Potentiale for korruption
De foreslåede løsninger hænger ikke engang sammen, selvom man godtager deres præmisser. Stefanović siger, at de fleste unge dør i trafikken mellem kl. 5 og 6 om morgenen, mens det foreslåede forbud mod kørsel strækker sig fra 23 til 6.
Derfor ligner forslaget mere indførslen af et egentligt udgangsforbud snarere end en reel bekymring for de unges liv. For slet ikke at nævne at denne lov åbner et helt nyt potentiale for korruption hos politiet: færdselspolitiet kan nemt ”overtales” til at overse, hvor gammel bilisten, som de har stoppet, er.
Dette forslag fra ministeren kan desuden sammenlignes med et tidligere forbud mod salg af alkohol i Beograd, der blev vurderet som værende forfatningsstridigt af Forfatningsdomstolen, idet det brød retten til at drive erhverv. Sådanne friheder vil kun kunne begrænses med henvisning til beskyttelse af borgernes helbred, naturressourcer og Republikken Serbiens sikkerhed.
Ministrenes lovforslag er typisk for autokratiske regimer. Det er en enkel og hurtig form for pseudoløsning, der giver indtryk af, at noget bliver gjort, mens det samtidig fjerner ansvaret fra dem, der virkeligt burde gøre noget for at løse problemet. Oveni alt dette smides ansvaret over på den tidligere regering, fordi den angiveligt ikke gjorde nok for at forhindre disse tragedier.
Vi ville blive nødt til at opdrage vores drenge anderledes
Det betyder, med andre ord, at den tidligere regering ikke formåede at tage sig af disse problemer på samme effektive måde som den nuværende. Under påskud af at ville beskytte individet (”Dette handler om menneskeliv”, sagde minister Mihajlović) bliver en gruppe frarøvet sine rettigheder. Det er ligeledes en meget totalitær tilgang.
Og alt dette meddeles også på en totalitær måde, for medierne melder, at ”Stefanović har beslutttet” at gennemføre disse ændringer, som om parlamentet ikke har noget at skulle have sagt, og som om det blot var ministerens egen mening, der skulle gennemføres. Mihajlović tog et skridt videre og hævder, at der ikke er behov for nogen større offentlig debat om emnet.
Dette er den nemmeste løsningsmodel for regeringen. Andre måder at løse problemet på er langt mere krævende og omfatter en erkendelse af, hvilket slags samfund vi lever i. Vi ville blive nødt til at opdrage vores drenge og unge mænd anderledes og tilskynde dem til andre måder at opføre sig på i familien, i skolen, på gaden og i andre sammenhænge. Og så ville vi nødvendigvis komme frem til den nuværende regerings ansvar for skabelsen af det system, i hvilket mænd opdrages i dagens Serbien.
Vi bør åbenbart ikke længere blive overrasket over noget af det, denne regering gør. I strid med forfatningen mindskes det nuværende niveau af rettigheder, friheder indskrænkes og fjernes, lovgivning og forordninger indføres med tilbagevirkende kraft mv. Alt dette synes at være en del af ”naturen” hos de mennesker, der i dag sidder på magten i Serbien.
Men trods det, så må vi tale om og gøre opmærksom på, at fundamentale civilisatoriske og lovmæssige principper trædes under fode. Det er en måde at overleve på for os. Spørgsmålet er altid, hvor længe dette kan vare, og hvor vidt det kan komme ud? Et endnu mere bekymrende spørgsmål er dog, hvor lang tid vi skal bruge på at rette det hele op igen?
Indlægget blev bragt på Pescanik.net den 12.12.2014.
ANDEN DEL:
Sofija Mandić’s ovenstående debatindlæg om trafiksikkerhed og totalitære tendenser i Serbien ansporede til en meningsudveksling mellem Magasinet rØST’s Sydøsteuropa-redaktører. Vi bringer denne i forlængelse af debatindlægget, da vi mener, at den belyser (uden dog at besvare) nogle interessante, men uudtalte aspekter ved Mandić’s indlæg, såsom synet på grundlæggende frihedsrettigheder i Serbien, spørgsmålet om hvorvidt der er en reel opposition til den siddende regering under premierminister Alexander Vučić, og endelig spørgsmålet om, hvorvidt det serbiske civilsamfund er nedsunket i en tilstand af komplet apati og ikke er i stand til at sætte problemer til debat af egen drift, men blot afventer, at regeringen tager teten.
Louise Buxbom, den 17. dec. 2014 kl. 14:05
Hey Ismar!
Jeg har læst korrektur og har et forslag til manchet og mellemrubrikker, vedhæftet.
Men jeg er godt nok rygende uenig med skribenten – hvilket jo heldigvis ikke gør noget, da det er et debatindlæg;)
Du må meget gerne korrigere mig, hvis der er noget, jeg ikke har forstået, men…
Jeg synes, hun skyder komplet over målet ved at fremture, at fundamentale frihedsrettigheder trædes under fode med lovforslaget – hun udviser manglende forståelse af, hvad frihedsrettigheder er (hun sammenligner lovforslaget med et udgangsforbud!?), hvilket er foruroligende, eftersom hun jo er jurist.
Desuden insinuerer hun, at regeringen vil gennemføre lovændringen uden om parlamentet, men fremlægger ingen beviser for det (og jeg har da også svært ved at tro det).
Endelig mener hun, at forslaget er ‘den nemme løsning’ for regeringen, mens den rigtige, men besværlige løsning er, at serberne skal ændre deres måde at opdrage deres drenge på. Men hvordan kan hun overhovedet sammenligne disse to ting: Forhindrer lovforslaget civilsamfundet i at tage en offentlig debat om drengebørns opdragelse? Eller mener hun, at staten skal blande sig i opdragelse, for det ville da være noget mere totalitært end strenge færdselsregler.
Hvis dette er den værste kritik, en jurist kan rette mod den serbiske regering pt, så kan jeg ikke se andet, end at de er godt på vej til at blive Sverige;)
Ismar Dedovic, den 18. dec. 2014 kl. 12:05
Tak for rettelserne og fedt at du er rygende uenig 😀
Jeg synes selv, det er lidt svært at vurdere: Peščanik har som medie et ry for at bringe de ting, som andre, regeringstro, medier ikke bringer. Og på den måde er jeg umiddelbart tilbøjelig til at tro hende, når hun skriver det her. Jeg er så enig i, at hun ikke giver det store bevis for nogle af argumenterne, men jeg tror måske, det er fordi, hun regner med, at læserne godt ved, hvad det handler om, for de har været bekendt med emnet fra andre indlæg på Peščanik og andre medier også. Hun siger vel heller ikke, at det skal vedtages udenom parlamentet, bare at ministeren har meddelt sig på en sådan måde, at al debat på forhånd synes at være gjort umulig. Dette har Aleksandar Vučićs ministre tendens til, sandsynligvis fordi de har over 50 % af stemmerne i Parlamentet.
Jeg er så enig med dig i, at jeg ikke er sikker på, at det at kunne køre bil er en frihedsrettighed som sådan. Og her kommer vi til det problematiske aspekt ved Peščanik: de bruger utrolig lang tid på at være utrolig sure på verden og især på deres regering(er):). Det er ikke til at sige, om dette er et eksempel på det, eller om det er et reelt problem. Regeringen har jo lavet mærkelige tiltag tidligere (fyret journalister etc.), og jeg tror, at hendes (over)reaktion skal ses i den kontekst?
Angående det med opdragelse: I et land som Serbien (og de andre eks-jugoslaviske republikker) er civilsamfundet så svagt, at enhver meningsfuld debat om fx opdragelse skal starte ovenfra, for ellers kan det ikke komme langt nok. Medierne skriver jo om, hvad politikerne vil og gør. Og i Danmark blander staten sig jo også i børneopdragelse ved at lægge rammer ud for, hvad vi vil tolerere i skolerne, i institutioner, og hvad forældrene må og ikke må (ikke slå dit barn etc). Så det ser jeg ikke som den store fare 🙂
Louise Buxbom, d. 18. dec. 2014 kl. 15:25
Tak for dine kommentarer. Godt at få sat Peščanik lidt i kontekst. Som udgangspunkt er jeg svært begejstret for folk, der bruger utroligt meget tid på at være sure på verden og deres regeringer:) Jeg synes bare, det er et sjovt område at slå ned på med en sådan vred inderlighed… men jeg er jo også inkarneret cyklist;)
(Regeringen ville gøre klogt i at bruge nattekørselsforbuddet som en løftestang til at etablere flere cykelstier. Jeg har cyklet i downtown Beograd én gang – det var vildt, og jeg gjorde det aldrig igen).
Artiklen har bare fået mig til at tænke videre: forholdet mellem den siddende regering og oppositionen i Serbien… er der overhovedet en reel opposition? Vel egentlig ikke… Og det kan vel også forklare, at et lille medie som Peščanik slår ned på ting, som man som dansker studser lidt over. Hvis man som modstander af regeringen ikke føler sig parlamentarisk repræsenteret – måske endda knap nok politisk repræsenteret – så bliver man vel endnu mere vred og måske en anelse desperat (jf. fx sprogbrugen i artiklen om at regeringen (næsten) både er autokratisk og totalitær! Det er en heftig retorik). Altså man føler, at man skal råbe højere, for at der er nogen, i det i forvejen apatiske civilsamfund, der vil så meget som løfte et øjenbryn.
Nå, det var bare en strøtanke… men det kunne være spændende at bore lidt mere i oppositionen (eller mangel på samme) i Serbien.
Ismar Dedovic, den 19. dec. 2014 kl. 13:30
Hehe, jeg har også forsøgt mig med en guidet cykeltur, og selvom det var i de lidt fladere – og bredere – gader i Ny Beograd, så er det ikke lige noget, jeg planlægger at gøre igen 🙂
Der er ikke meget opposition over oppositionen, og du har helt sikkert ret, i at manglende parlamentarisk repræsentation er et virkeligt problem for denne gruppe, der derfor samles om de bastioner, de har haft siden Milošević-tiden: Peščanik er en af de mest betydningsfulde, især siden B92 blev kommercialiseret og mere nationalt orienteret for at appellere til flere seere. Oppositionen får vist heller ikke meget taletid i parlamentet eller medierne, så det er svært at se det store “alternativ” til Vučić.
Der har også været voldsomme hackerangreb på Peščanik i løbet af efteråret, og det har gjort hele gruppen omkring avisen mere “paranoide”. Og så tror jeg ikke, man skal undervurdere, at der er lidt moralske tømmermænd hos en del af Peščanik-folkene efter deres opfordringer til, at man skulle stemme blankt, dengang Tadic var der, fordi man ville vise, at man ikke kunne tage deres stemmer for givet og samtidig bevæge sig stadig mere mod højre. Argumentet var bl.a., at det nok ikke kunne blive meget værre. Nu er det så blevet meget værre, og så skal man jo råbe højt, for at folk ikke skal huske, at man engang var tæt på at anbefale en stemme på Vučić 🙂
Sikke spændende emner vi giver os i kast med. Vi burde næsten lave et podcast, hvor vi diskuterede Serbien 😀
