EUROPAHISTORIE | Den 22. december 1989 forlod Nicolae og Elena Ceaușescu med helikopter taget af den kommunistiske centralkomite i Bukarest. Få rumænere forventede på det tidspunkt, at diktatoren og hans kone tre dage senere ville være døde og borte. Lucian Ștefănescu beskriver de dramatiske decemberdage. Artiklen bringes i samarbejde med Magasinet Europa.
De fleste kaldte det en revolution, andre et kup. Henrettelsen af Nicolae Ceaușescu juledag 1989 var klimakset på en række begivenheder, der var med til at afslutte diktaturet i Rumænien og ende den kolde krig. En af Europas mest skelsættende begivenheder begyndte den 16. december 1989, da den etnisk ungarske præst Laszlo Tokes nægtede at evakuere sit hjem i Timișoara på ordre fra det frygtede sikkerhedspoliti Securitate. Præstens tilhængere forsamlede sig foran hans hus, og denne lille forsamling blev starten på enden for Ceaușescu-regimet.
Protesterne mod evakueringen af Tokes udviklede sig til en protest mod regimet og spredte sig hurtigt til resten af landet. Sikkerhedspolitiet og hæren dræbte demonstranter i Timișoara og siden i Bukarest og andre byer, efter at Ceaușescu undlod offentligt at fordømme begivenhederne i Timișoara.
Om morgenen den 22. december annoncerede den rumænske statsradio, at forsvarsministeren, General Vasile Milea, havde begået selvmord efter beskyldninger om forræderi. Radionyhederne om selvmordet var mildest talt uklare, og det var de eneste nyheder denne morgen. Resten af formiddagen blev der kun spillet musik – et tegn på, at noget var under opsejling.
100.000 vrede demonstranter jog diktatoren væk
Ved middagstid kom nyheden om, at Ceaușescu havde forladt centralkomiteen med helikopter. Bygningen var forinden blevet omringet af ca. 100.000 vrede demonstranter, der prøvede at tvinge sig ind. Helikopteren lettede kun få minutter før demonstranterne nåede op på taget.
Kort tid efter begyndte den statsstyrede tv-kanal at sende billeder fra den hurtigt voksende revolution og de kaotiske scener med sloganråbende demonstranter, der ønskede at fremprovokere Ceausescus fald.
Tv-stationen, der efterfølgende hurtigt blev omdøbt til Televiziunea Română Liberă (Free Romanian TV) blev et redskab til diverse massemanipulationer, mens stort set alle ikke-demonstrerende rumænere sad klistret til skærmen.
Efter overtagelsen af de største statslige medier var der appeller om, at folk skulle komme ud af deres hjem og forsvare radio og tv-bygninger i hovedstaden, der var under angreb fra ”terrorister”, som det hed sig.
Skudvekslinger ved centralkomiteens bygninger i Bukarest blev sendt live på tv, men mange vidste ikke præcis, hvem der sloges med hvem. Tv-billederne skabte frygt for en ukendt fjende, men ”terroristhistorierne” var blandede og forvirrende, heriblandt historier om arabere, der forsvarede det ramlende regime.
I dagene efter blev underholdningsprogrammer med jævne mellemrum afløst af bulletiner fra den nystiftede frihedsbevægelse, eller rapporter eller rygter om Ceaușescu og hans kones tilholdssted efter de havde forladt Bukarest.
Nervøst ventede vi i spænding den juledag i 1989
Jeg oplevede selv begivenhederne og husker blandt andet, hvordan jeg havde et slags opstemt ønske om at tro på alt, hvad der blev sagt fra tv-skærmen i de dage. I stor grad på grund af en ufattelig glæde og lettelse over at være sluppet af med regimet. Følelserne var overvældende, fordi vi før det ikke troede, at rædslerne nogensinde ville ende. Men der var samtidig store spørgsmålstegn: Hvad var det, der rent faktisk skete? Skete dette virkeligt?
Juledag i 1989, efter en uge med usædvanligt varmt vejr for årstiden, begyndte det at sne. I gaderne var rumænerne samlet for ikke bare at fejre Ceaușescu-regimets fald, men også deres første frie jul efter år med mørke og mangel på mad, elektricitet og informationer.
Kort før kl. 15 annoncerede en oplæser på tv, at Nicolae og Elena Ceaușescu var blevet arresteret og sat for en ekstraordinær militærdomstol. De blev fundet skyldige i adskillige forbrydelser og dømt til døden. Retssagen og henrettelsen var henlagt til en militærbase i Târgoviște, godt 90 km nordvest fra Bukarest.
Anklagen lød på massedrab på 60.000 mennesker; statsundergravende virksomhed og organiserede militære aktioner mod det rumænske folk; underminering af nationaløkonomien; intentioner om at forlade landet og medtage 1 mia. US$ gemt på udenlandske konti.
Dernæst sagde tv-oplæseren: ”Lad jeres tv-apparater køre. Vi bringer snart en video af rettergangen og henrettelsen af Ceaușescu og hans kone.”
Hele landet stod stille. Alle ventede i nervøs spænding på at se Ceaușescu-parrets henrettelse. Fra tid til anden kom tv-oplæseren på skærmen med den samme meddelelse: ”Lad jeres tv-apparater køre. Vi bringer snart en videooptagelse.”
Revolutionens klimaks blev vist på tv
Om aftenen lød det fra tv-skærmen: ”Vi har optagelsen, men vi kan ikke vise den, da vi mangler nogle nødvendige kemikalier.”
Jeg så fjernsyn den aften i et trykkeri med nogle journalistkolleger og andre medarbejdere. Ingen af os troede på, at rumænsk tv manglede de nævnte kemikalier, og vi var langsomt ved at blive godt frustrerede og vrede.
Først kl. 01.40 om natten blev optagelserne vist. Et par korte klip. Senere blev det offentliggjort, at tv-stationen havde arbejdet hele dagen på at sløre ansigterne på alle andre end diktatoren og hans kone under rettergangen og henrettelsen på tv-billederne.
Videoen viste tre scener: Først Ceaușescu, der kommer ud af et militært køretøj og bliver konsulteret af en læge. Dernæst Ceaușescu og hans kone, der sidder i et rum og skændes med andre personer i rummet, som vi ikke kunne se, men givetvis var de tilstedeværende ved rettergangen. Afslutningsvist et stort, røgfyldt indelukke, hvor Ceaușescu’s ansigt dukker op med udspilede øjne efter henrettelsen. Ved siden af ham lå konen Elena med blod løbende fra hovedet, der vendte mod jorden.
Og det var det. Et lettelsens suk gik gennem trykkeriet, hvor vi havde siddet og ventet på at se denne historiske begivenhed. De fleste jublede, men så var der én der sagde: ”Tror I virkelig, at han dræbte 60.000?”
Rumænsk tv havde gentagne gange vist indslag fra kirkegården i Timișoara, hvor oprøret startede, og hvor snesevis af lig skabte grusomme billeder – med en oplæser, der sagde, at dette var nogle af de 60.000 martyrer, der blev dræbt af Ceaușescu. Ingen vidste vist rigtigt, hvor tallet kom fra dengang.
Flere måneder senere kom det frem, at 1.142 døde under urolighederne i Timișoara, heraf blev 160 dræbt før den 22. december, da Ceaușescu tog flugten i helikopteren fra hovedkvarterets tag. Præsten Laszlo Tokes fik i øvrigt senere en politisk karriere og sidder nu i Europa-Parlamentets kristendemokratiske gruppe.
En skelsættende begivenhed
Langt de fleste rumænere ønskede dengang deres forhenværende leder straffet, men henrettelsen den 25. december 1989 efter den korte retssag kom som et chok for mange.
Ikke alle mente, at straffen var ”nok”. Nogle mente ligefrem, at Ceaușescu-parret skulle have være tvunget til at leve under samme forhold, som mange i landet levede under i 1980’erne, nemlig uden mad, frihed og varme om vinteren samt uden ret til at rejse ud eller modtage informationer fra den omkringliggende verden.
Men ingen kunne til gengæld være i tvivl om, at diktatoren var død. Hele nationen havde set det på tv, og Rumæniens – og hele Europas – fremtid var forandret for altid.
Lucian Ștefănescu er rumænsk freelancejournalist og desuden tilknyttet Radio Free Europe/Radio Liberty.
(oversat af Rasmus Leander Nielsen)
Artiklen blev bragt første gang af Magasinet Europa den 7. december 2013.
