BOGANMELDELSE | Morten Møller, Ellen og Adam. 375 sider. Gyldendals Forlag 2014. 249,95 kr. Anmeldt af Jens Geisler.
Hvordan kan to unge, velstillede mennesker blive opslugt af Stalins kommunisme? Hvordan kan man, midt i Stalins politiske udrensning forblive trofast mod en ideoloigi, som i sidste ende truer med at blive en dødsdom? Det forsøger en ny bog af Morten Møller at besvarer. Gennem hovedpersonerne Ellen og Adam tager han os med til 30ernes sovjet – i forsøget på at give svaret.
1930’ernes Sovjetunion var et land gennemvædet af blod. Først døde millioner som ofre for tvangskollektiviseringer i landbruget, og siden blev hundredtusinder ofre for Stalins paranoia under politiske udrensninger i 1937-38. Alligevel forblev kommunister over hele Europa loyale mod det brutale regime, herunder danske Ellen Schou, datter af en bankdirektør, og hendes norske mand, Adam, søn af formanden for kommunistpartiet i Norge. Sammen med tusinder af andre europæiske kommunister boede og arbejde de i Sovjetunionen i dets mest blodige periode.
Ind bag det mentale Jerntæppe
Gennem fortællingen om Ellen og Adam demonstrer historiker Morten Møller, forskningsstipendiat ved det Kongelige Bibliotek, på forbilledlig vis, hvordan man trods allehånde oplysninger om forbrydelser, på en uhyrlig skala kunne have en livfuld tilværelse, og fuld af tro på fremtiden, kunne indgå en ubrydelig troskab til monsteret bag forbrydelserne, Stalin.
Som en anden detektiv dykker forfatteren nysgerrigt ned i arkiver og dagbøger, men på grund af det ofte sparsomme materiale overgiver han sig ofte til højlydt at undre sig, og spekulerer på hvad de, Ellen og Adam, mon har tænkt og følt, når folk de kendte godt pludseligt forsvandt. Med denne fortællende, dramatiserede og ganske underholdende skrivestil, bringes læseren ind bag det mentale jerntæppe, der fandtes mellem tidens kommunister og ikke-kommunister.
Agent for Stalin
Konstant angriber forfatteren Ellens positive og glade fortælling om livet i 1930’ernes Moskva og Leningrad, ved at sætte fortællingen i direkte kontrast til den bølge af tortur og henrettelser der samtidig foregik. Han udstiller hendes beretninger til familien om, hvad hun foretog sig som løgnagtige; for når hun glad fortalte om ferieophold, besøg hos venner osv., dækkede hun ofte over sine hemmelige rejser som kurér for Komintern, den internationale kommunistiske organisation, der skulle udbrede verdensrevolutionen. Hvordan i alverden var Ellen kommet i en situation, hvor hun som konspirativ agent for Stalins Sovjetunion, midt under massehenrettelsernes tid, løj for sin familie i Danmark?
Svaret ligger gemt i unge Ellens personlige og stærke modsætningsforhold og opgør med et konformt borgerligt samfund, der ikke så med positive øjne på afvigende seksualitet. Som biseksuel knyttedes hun til kommunismen, der i det frigjorte miljø som Ellen og hendes veninder blev del af, var en oprørets og frigørelsens ideologi, på samme måde som millioner i 60ernes Vietnam og 70ernes Nicaragua så kommunismen/socialismen som en frigørelsens ideologi. Det har altid virket som et ekstremt paradoks på ikke-kommunister, inkl. undertegnede, men gennem Ellens historie vækkes faktisk en forståelse, hvordan unge mennesker med stærke følelser og meninger kunne støtte kommunismen, Sovjetunionen, og ultimativt Stalin. Ikke så lidt af en præstation.
Stærk tro på ideologien
Fattigdom og ulighed i det dybt kriseprægede Europa i 1930’erne bestyrkede kun opfattelsen af at noget nyt måtte ske. At det kapitalistiske samfund havde spillet fallit var for dem utvivlsomt. I den tid kunne mennesker med en dyb tro og stærk formålsfølelse finde sammen om en idé, som de troede kunne helbrede verden fra al dårligdom. I denne juletid er sammenligningen med de tidlige kristne i romertiden, der trods spot, hån og forfølgelser holdt fast i idealet om en bedre verden, ikke helt ude i hampen. For Ellen, Adam og mange andre så løsningen, ja, nærmest frelsen, i den lighedsorienterede kommunistiske ideologi.
Disse troende kommunister befandt sig i en mental krigstilstand, der blev bestyrket af en stram intern disciplin. Uafbrudt blev det hamrede fast, at man nærmede sig en storkrig, et total-opgør, med den gamle og korrumperede verden, og man forstår faktisk godt hvorfor og hvordan Ellen, Adam, og titusinder andre med dem, fastholdt troen på kommunismen. For var man svag og tvivlede, eller sjuskede med disciplinen, så forrådte man revolutionen, der kun kunne bruge jernstærke og dedikerede kommunister. Drømmen om den glitrende kommunistiske fremtid lukkede effektivt rygterne om de massive forbrydelser, som Stalin unægtelig stod bag, ude.
Underholdende indsigt
Derfor kunne Ellen og Adam som nygifte med ro i sindet – midt under den store terror i 37-38, hvor hundredtusinder af uskyldige blev mishandlet og skudt – drage på en dejlig solbeskinnet bryllupsrejse til Kaukasus, hvor de unge og frie mennesker badede nøgne i floderne, sammen med en gruppe andre ligesindede. Man kunne i øvrigt altid optimistisk lægge vægt på, at væksten i det kommunistiske Sovjet jo var i gang, og, lidt mere kynisk, at der nødvendigvis måtte være ofre for udviklingen, for man kan ikke lave omelet uden at slå æg i stykker. Og blev nogen skudt var de nok selv ude om det.
Ved samtidig at inddrage en række loyale kommunisters dødelige møde med Stalins paranoia, herunder danske Arne Munch-Petersen, lykkes det på overbevisende vis, at forklare uhyre meget om revolutionære i evig frygt for fjenden, og et Europa i dyb spænding. Efter at have læst bogen er man både godt underholdt og beriget med en forståelse for, hvordan man som en forholdsvis oplyst og relativ intellektuel person fra et demokratisk og frit samfund som det danske, kunne tilslutte sig en sekterisk, politisk bevægelse, der forberedte sig på det endelige opgør i en verdensomspændende konflikt mellem kommunisme og kapitalisme. Mellem godt og ondt. De havde blot valgt side i konflikten, og troede på det nye, rene, frie paradisiske samfund.
