TRANSITIONSDEBAT VI | Uffe Østergaard, professor i europæisk historie, CBS tager os med op og betragter debatten om årsagerne til, og betydningen af, Murens fald i fugleperspektiv. Hvorfor var der ingen, der havde forudset begivenhederne?
25 år efter afslutningen af den kolde krig i 1989 er det klart, at året 1989, hvor de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa et efter et gav op og blev tvunget fra magten af demonstrationer i gaderne, var et af de helt afgørende i historien på linje med den franske revolution og verdenskrigene i det 20. århundrede. Men det var der ikke nogen, som havde forudset. Da George Bush (den ældre) blev indsat som præsident i USA 20. januar, delte han ikke sin forgænger Ronald Reagans tro på, at Mikhail Gorbatjov i Sovjetunionen virkelig mente, hvad han sagde, og ville demokratisere sit land. I forordet til sine erindringer sammen med den nationale sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft fra 1998 skrev han:
“Havde vi set, hvad der var i vente, da vi tiltrådte? Nej, vi havde ikke, og vi kunne heller ikke have planlagt det.” (Gaddis 2005, s. 304).
Fornyet mistro, da Bush overtager efter Reagan
Hverken Bush eller Scowcroft stolede på Gorbatjovs motiver, og de var bange for, at den erklærede leninist ville begrave sine modstandere i venlighed, så de ville ikke nedruste, uden at Sovjetunionen selv ændrede sin militære struktur.
Gorbatjov var på sin side ligeledes mistroisk over for Bush-administrationen, som han opfattede som koldkrigere. Det var ikke uden grund. George Bush havde ganske vist været vicepræsident under Ronald Reagan, da denne i sine sidste år mødtes med Gorbatjov og besluttede at stole på ham og indlede en alvorligt ment nedrustning. Men Bush repræsenterede den traditionelle tænkning i amerikansk udenrigspolitik. Han havde været chef for det CIA, der efter omvæltninger i 1989-91 måtte erkende at have besiddet alle oplysningerne om Sovjetunionens økonomiske fallit pga. de lave oliepriser og befolkningens utilfredshed, men havde ikke samlet dem til en anvendelig forudsigelse.
Kennans profeti
Det er i grunden mærkeligt, da Sovjetunionens sammenbrud i konkurrencen med de vestlige, kapitalistiske demokratier var hovedindholdet i den strategi for den kolde krig, som blev formuleret af den langttænkende amerikanske diplomat George Kennan i 1946. Kennan var en ung, lovende diplomat i Moskva i 1946, men levede helt til 2005 og nåede således at se sin profeti gå i opfyldelse.
Hans såkaldte “lange telegram” på 8.000 ord fra den 22. februar 1946 kom, sammen med en anonym artikel i tidsskriftet Foreign Affairs om ”inddæmning” (containment) af Sovjetunionen, til at lægge grunden til den langsigtede amerikanske strategi, der førte til Marshall-hjælpen til Europa for at forhindre en sejr for kommunismen i de udpinte lande. Satsningen på økonomisk vækst, demokrati og forbrug i stedet for militær oprustning blev ikke konsekvent fulgt, efter at Kennan og hans meningsfæller blev udmanøvreret. Men kommunismens relativt ublodige fald på grund af befolkningernes utilfredshed gav Kennan ret i at en “langsigtet, tålmodig og årvågen inddæmning af de russiske ekspansionstendenser” ville føre til sejr for den amerikanske eller vestlige model.
Forgældet kommunisme
USA holdt sig ikke til den fredelige kappestrid, men gik ind i rustningskapløb med Sovjet, som det vandt pga. sin meget større og mere produktive økonomi. Hvor militærudgifterne højst udgjorde en tiendedel af det amerikanske bruttonationalprodukt, udgjorde de i det langt fattigere Sovjet omkring halvdelen, hvis vi ser på den lange periode under den kolde krig under ét. Kommunismen gik fallit og gældsatte sig i 1970erne og 1980erne i et forgæves forsøg på at levere de forbrugsgoder, befolkningen krævede. Forbrugsgoder som det var umuligt at skjule for befolkningen i det lange løb.
Der er meget, som taler for, at den tiltrækning, Beatles udøvede på unge russere, betød mere for undergravningen af det kommunistiske styres legitimitet efter Khrusjtjovs fald i 1964 end den militære afskrækkelse.
Fornyet debat om årsagerne til Jerntæppets fald
Hvad der er årsag til det heldige resultat af den kolde krig, føres der stadig intense debatter om. Mest i forskerkredse, men med fornyet aktualitet efter at Putins Rusland er begyndt at udvise en lang række af de træk, vi forbinder med Sovjetunionen. I Danmark med den ekstra krølle at vi nu tør udkæmpe den kamp om sikkerhedspolitikken, som ikke blev ført til bunds i 1980erne. Det har vist sig i de forbitrede kampe om den redegørelse i fire bind, Danmark under Den Kolde Krig, som Dansk Institut for Internationale Studier udsendte i 2005. Og i den efterhånden parodiske retssag mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen, der nu skal afgøres i Højesteret.
Den grundlæggende uenighed går på, om det var de fredelige forbindelser og eksemplets magt, der blev mulig, især efter Helsinki-aftalen i 1975, eller oprustningen i 1980erne, der knækkede kommunismen i Østeuropa. Svaret er nok, at det var en kombination. Men den præcise dosering og faktorernes orden hersker der stadig uenighed om. Derfor er der så stor interesse for historikernes arbejde med de nu i stigende grad åbne arkiver.
Den udløsende faktor for den østeuropæiske utilfredshed
Hvordan det end forholder sig, og hvordan det vil gå med konfrontationen med Putins Rusland, er der ingen tvivl om betydningen af Murens fald, både muren i Berlin i november 1989 og i mere generel forstand omkring de kommunistiske lande. Og der er heller ikke tvivl om den rolle, tilfældigheder spillede. Det var ikke kun inkompetence, der gjorde, at de vestlige efterretningstjenester ikke havde forudset kommunismens fald, selvom de, som vi ved i dag, havde alle oplysningerne.
Den udløsende faktor for utilfredsheden var den ungarske regerings beslutning i sommeren 1989 om at rive det hegn ned, som adskilte landet fra det neutrale, men vestlige, Østrig. Den beslutning havde sin egen baggrund. Da Gorbatjov kom til magten i 1985, havde Ungarn den mest udviklede økonomi af alle de kommunistiske lande og eksperimenterede med liberalisering. János Kádár, der havde fået magten efter den sovjetiske undertrykkelse af opstanden i 1956, præsiderede over den såkaldte ”gullasch-kommunisme”. Den var ganske vist finansieret ved vestlige lån, ved vi i dag, men bevirkede så megen åbenhed, at det i modsætning til DDR lykkedes yngre reformkræfter i det kommunistiske parti at tvinge Kádár fra magten i 1988.
Den nye premierminister Miklós Németh blev som kompetent teknokrat chokeret over gældsætningens størrelse. Samtidig fik han ved et besøg i Moskva lov til at følge sin egen vej. Det der siden blev kaldt ”Sinatra-doktrinen” efter dennes berømte sang “My way”. For at få budgettet til at balancere slettede Németh udgifterne til modernisering af jerntæppet mod Østrig. Det skulle nemlig vedligeholdes med vestligt indkøbte materialer, der kostede styret dyrt i valuta.
Og så rullede begivenhederne
Og da hegnet ikke blev vedligeholdt, besluttede regeringen i maj 1989 at nedlægge hegnet med den begrundelse, at det indebar en ulykkesrisiko. Og så rullede begivenhederne i ukontrollabel fart. Utilfredse østtyskere hørte om hullet og strømmede til i osende trabier og til fods. Styret i Østtyskland protesterede til Moskva, men fik som svar, at “det kan vi ikke gøre noget ved.” (Gaddis 2005 s. 307).
Samtidig gav et valg i Polen en uforudset stor sejr til Solidarnosc. Det fik befolkningen i Leipzig og Dresden i DDR til at på gaden under råbet “wir sind das Volk”, siden “wir sind ein Volk”. Og så faldt muren den 9. november i Berlin. I Prag trådte regeringen tilbage i december og gav plads for en borgerkoalition ledet af Václav Havel. Året kulminerede i julen med afsættelsen af diktatoren Nicolae Ceaucescu. Han blev henrettet efter en skueproces under ikke helt afklarede omstændigheder. Dermed var alle de kommunistiske regimer i Sovjet-imperiet faldet, da Todor Zhivkov, der havde ledet Bulgarien enevældigt siden 1964, tidligere var trådt tilbage.
Konsekvenserne er større end Europa
Selv om det kinesiske styre reagerede helt modsat og blodigt nedkæmpede en stor studenterdemonstration på Tiananmen-pladsen i Beijing den 3-4. juni, var kommunismen færdig. I Kina bevarede det kommunistiske parti magten for at gennemføre sit statskapitalistiske program. Det har virket, og en halv milliard kinesere er nu løftet op i middelklassen som følge af den eksplosive økonomiske vækst. Ganske vist uden videre demokrati, men at modellen for en styret kapitalisme synes at virke hører med til vurderingen af 1989. Men sejr for kommunismen kan den kinesiske udvikling dårligt kaldes.
Hvor efterlader det os i 2014? Vi manglede et alternativ til den ustyrlige og selvødelæggende finanskapitalisme under krisen i 2008. Og er kommet i tvivl om det gode ved demokratiske revolutioner efter at have set de arabiske forår i 2011 blive til efterår, blodige borgerkrige og islamistisk terror. Historien med lille h er ikke slut, men det var heller ikke hvad Francis Fukuyama proklamerede i 1992 med sin berømte tese om “Historiens afslutning”. Det var Historien med stort, mening og retning, der efter Fukuyamas mening sluttede i 1989 med sejren for markedskapitalisme, demokrati og retsstat. Historie med lille h vil der fortsat være masser af, på godt såvel som på ondt, som vi ser med Putins autoritære styre og islamismens aggressive terror. Men systemkonflikt er der ikke tale om. George Kennan fik ret og levede længe nok til at se det.
Litteratur:
Gaddis, John Lewis (2005), Den Kolde Krig, Kbh.: Gyldendal 2007
