REJSE I BOSNIEN III | Efter at have opsøgt historiens vingesus i Sarajevo og Centralbosnien, besluttede jeg at tilføje min rejse et åndeligt tema. Så jeg lagde vejen forbi pilgrimsstedet Medjugorje i Hercegovina, som årligt får besøg af ca. en million katolikker og har en tilsvarende omsætning af Jomfru Maria-køleskabsmagneter. Dette er tredje og sidste del af Deres Sydøsteuroparedaktørs rejseberetning fra Bosnien.

Pilgrimmenes mål er en bakketop i udkanten af byen, hvor Jomfru Maria i sommeren 1981 åbenbarede sig for seks teenagere, der lige siden og med jævne mellemrum har modtaget beskeder fra den hellige Gudsmoder. Disse, så at sige himmelske nyhedsbreve, offentliggøres på www.medugorje.ws.

Hvorfor Jomfruen valgte et socialistisk land at åbenbare sig i, har hun så vidt vides aldrig forklaret i sine mangfoldige beskeder. Men måske giver det sig selv at intensivere indsatsen i et ateistisk samfund, hvor synden naturligt nok må antages at have friere tøjler. I hvert fald mødte Jomfruen hård modstand fra de jugoslaviske myndigheder, der i begyndelsen spærrede pilgrimmenes adgang til bakketoppen og vist også konfiskerede deres donationer til kirken – så det kunne jo tyde på, at der var et stykke arbejde at gøre for en from jomfru på disse kanter.

Nu om stunder er der dog ingen myndigheder, der stiller sig i vejen for pilgrimmene, og jeg skal love for at porten til, om ikke Himmeriget så noget der minder om Helvedes forgård, er slået op på vid gab. Store air-conditionerede turistbusser med rosenkranse og pastelfarvede portrætter af Jomfruen i forruden vælter ind i den lille by i mængder, der får Kris Kristoffersens lastbilkortege i ”Convoy” til at blegne. At dømme efter nummerpladerne kommer de fleste fra Italien, Polen og Irland.

Spa efter en hård dags fromhed
Selve Medjugorje by er, for nu at sige det pænt, komplet blottet for charme. Byen ligger i et område, der tilnærmelsesvis minder om en ørken – tørt, goldt og hedt – og bringer derfor med sine ubeskrivelige mængder af kitchet plastik-merchandise, der faldbydes overalt, tankerne hen på Las Vegas.

Som en-dagsbesøgende var det svært for mig at vurdere, om der overhovedet er nogen fastboende i Medjugorje. Umiddelbart består byen af 60 % souvenirboder, der alle hedder noget i stil med Gloria, Victoria og Santa Maria, og 40 % luksushoteller, der for en stor dels vedkommende reklamerer med spa – hvilket sikkert er tiltrængt efter en hård dags fromhed. Et almindeligt landsbyliv med købmand, frisør og folkeskole var ikke til at få øje på, ligesom mere ydmyge herberger, af den slags Jomfruen i sin tid selv havde for vane at frekventere, var ikke-eksisterende.

Jeg startede med at gå til gudstjeneste i byens katedral. Den var proppet til bristepunktet, så jeg listede hurtigt ud igen og slentrede om i den bagvedliggende park. Her lå nogle lave barakker, hvor pilgrimmene kunne bede sammen. Der var lange køer foran indgangen, og den monotone lyd af akkumuleret bøn sivede ud af bygningens åbne vinduer som summen fra en bikube. Flere pilgrimme havde opgivet at komme ind og i stedet stillet sig til at bede op ad muren.

Jesu Kristi knæhase
Jeg gik videre til skriftebarakkerne, hvor syndere havde mulighed for at tilstå deres anløbne tanker og gerninger på indtil flere forskellige sprog. Jeg kunne ikke komme i tanker om noget slemt, jeg skulle have gjort, og fortsatte derfor til bunden af parken, hvor man kunne stille sig i kø til endnu en kristen aktivitet.

Denne gang drejede det sig om aftapning af væske – antageligt af den hellige slags – fra knæhasen af en tre meter høj Frelser-statue, der åbenbart har været udsat for noget sjusket blikkenslagerarbejde. Jeg satte mig, udmattet af varmen og omstændighederne, på en bænk i skyggen og betragtede pilgrimmene. Iført bøllehatte og mavebælter stod de tålmodigt og ventede i den bagende sol, på at det blev deres tur til at kravle op på en lille skammel, mumle, lægge små lapper papir på vor herre Jesu Kristi læg og tappe væske af hans knæhase. Nu forstod jeg i det mindste, hvorfor man kunne købe miniature plasticflasker i souvenirboderne.

Endelig måtte jeg selv til det, altså op til stedet for åbenbaringen. Jeg havde belavet mig på en lang vandring, afsat et par timer og fyldt rygsækken med flere flasker vand. Hvis jeg skulle se Jomfruen, skulle det være i en rigtig åbenbaring og ikke i en hallucination fremprovokeret af dehydrering. Så meget desto mere overraskende var det, at jeg nåede frem efter kun et kvarter. Jeg havde forventet noget mere strabadserende af et katolsk pilgrimssted.

Køleskabsmagneter, kasketter og tekrus
Ved destinationen ventede ingen åbenbaring, desværre, men en uskyldshvid statue af Jomfruen, rundt om hvilken flere bedende pilgrimme var samlet. Jeg havde fået dækket min nysgerrighed efter mumlende bøn og nulring af rosenkranse, så jeg fandt mig igen en sval skyggeplet, som jeg delte med en pegefingerlang syregrøn græshoppe. Der sad jeg så – i selskab med en repræsentant for en af de syv bibelske plager – og måtte erkende, at den nok var det væsen, jeg i øjeblikket følte størst åndelig tilknytning til.

På vejen tilbage købte jeg en køleskabsmagnet af den hellige Jomfru til min svigermor. Hun er katolik og havde udtrykkeligt bedt mig om ikke at tage til Medjugorje, da hun mente, det ville give mig et forkert indtryk af hendes trosfæller.

Vatikanet har i øvrigt aldrig anerkendt åbenbaringerne i Medjugorje, og Pave Frans har udtalt, at Jomfruen ikke er en postmester, der sender beskeder i tide og utide. Det lader dog på ingen måde til at have påvirket omsætningen af køleskabsmagneter, kasketter og tekrus med Jomfruens kontrafej i denne tørre afkrog af Hercegovina.

Læs også de to første artikler i serien: Suset fra Sarajevo og Lutva’s kaffehus og Titos konference

Af LB