REJSE I BOSNIEN I | Magasinet rØST’s (ene) Sydøsteuropa-redaktør foretog i den forgangne sommer en rundrejse i Bosnien-Hercegovina. I en serie på tre artikler skildres rejsen gennem temaerne: Krigsturisme, historiens vingesus og troens kraft. I denne den første artikel starter vi i Sarajevo en helt særlig, eller almindelig, junidag i 2014…
Når efterårsmørket sænker sig over moderlandet er det på tide at trække det støvede fotoalbum op ad gemmerne, dvæle nostalgisk ved de gulnede minder og tygge nydelsesfuldt drøv på de uvurderlige oplevelser, man var så heldig at få.
Selv tilbragte jeg et par uger af min sommer i Bosnien-Hercegovina. Udgangspunktet var vel en form for krigsturisme: Sarajevo, hundredåret for Den Store Krig, ærkehertugen, hans kone og den serbiske frihedskæmper, nej terrorist, nej frih… (er det i grunden umuligt at være begge dele?)
Det stod under alle omstændigheder klart, at min rejse skulle begynde på ”gadehjørnet der startede det tyvende århundrede” – som det stod at læse på et banner i Sarajevo – og det på dagen, den 28. juni 2014, hvor den unge Gavrilo Princip et århundrede tidligere trak våben og, trods sine angiveligt ringe evner som skytte, skød og dræbte arvingen til den Østrig-ungarske trone. Resten er historie – og jeg ville mærke dens vingesus.
Sorte rander af Princip’ske dimensioner
Jeg ankom aftenen før den store jubilæumsdag og tjekkede ind på Haris’ Youth Hostel på en af de stejle bakker over Sarajevos gamle basarkvarter. Jeg er ikke en youth, og jeg bryder mig ikke synderligt om sovesale, men jeg tilbragte julen 2008 på netop dette sted i selskab med min kæreste og stedets eneste øvrige gæst, en kæderygende etiopisk kvinde, der, vist lidt tilfældigt, var endt på det her etablissement under højtiden. Vi havde kort fortalt en rar anti-jul på Haris’ Youth Hostel, og jeg var nu vendt tilbage af nostalgiske årsager.
Ejeren af Haris’ Youth Hostel – Haris – var tilbage i 2008 en hårdtarbejdende 21-årig forretningsmand, der allerede havde drevet sit etablissement i seks år. Drømmen var at blive millionær, men han var udmærket klar over, at den slags tager tid – i modsætning til de fleste andre bosniere, som, ifølge Haris, troede, de kunne blive rige overnight. Et grundlæggende problem ved det bosniske samfund mente han.
Den seks år ældre Haris, jeg mødte fredag den 27. juni 2014, var ikke blevet millionær endnu, men havde dog udvidet gesjæften med endnu en sovesal og var derudover tydeligt mærket af højsæsonen. Det var en træt mand med sorte rander af Gavrilo Princip’ske dimensioner under øjnene, der tjekkede mig ind, mens et fyrværkeribrag med ét knaldede løs over byen. – Det er ramadanen, sagde Haris, den starter i dag.
Hvad jeg havde hørt om markeringen af 100-året for første verdenskrig i Sarajevo var, at byen faktisk ikke rigtig vidste, hvad den skulle stille op med det hele. Bosnien havde ingen virkelig aktie i krigen, udover som scene for det udløsende skud. Men på en eller anden måde burde begivenheden jo markeres. Op til selve dagen havde der været en større akademisk konference, men den folkelige markering skulle finde sted lørdag den 28. juni.
Under ærkehertugindens parasol
Det, byen blandt andet besluttede sig for, var en gratis offentlig koncert med Wienerfilharmonikerne i Vijećnica, Nationalbiblioteket i Sarajevo. Bygningen blev sønderbombet under belejringen i 1990’erne, men er siden restaureret og rekonstrueret igennem flere faser og blev genåbnet i maj i år. Koncerten startede med den bosniske nationalhymne og sluttede med Europahymnen. Hele den smagfulde herlighed blev vist på storskærm foran biblioteksbygningen.
I den mindre smagfulde ende havde Sarajevo Museet 1878-1918 – der huser en permanent udstilling om Sarajevo under Østrig-ungarsk herredømme og har adresse på netop det gadehjørne, hvor det famøse skud faldt – udstillet en kopi af den vogn, i hvilken ærkehertug Franz Ferdinand og hustruen Sophie tog deres sidste tur og drog deres sidste suk. Vognen var parkeret præcist ved siden af mindepladen for attentatet i 1914, og forbipasserende kvinder blev opfordret til at sætte sig til rette på bagsædet ved siden af ærkehertugen – personificeret ved en ca. 17-årig yngling iklædt en lidt for stor uniform af Østrig-ungarsk tilsnit – og få ”skudt” deres billede.
Til formålet lå en hvid parasol, en damehat og et par handsker, som den interesserede kunne bruge til at leve sig ind i rollen som ærkehertuginden. Ønskede damen at være flankeret af sin egen gemal, tilbød den 17-årige ærkehertug såmænd også at stige ud af vognen og forevige parret med et knips.
Jeg overvejede et splitsekund at kaste mig ud i det, op i vognen og ind under parasollen, men lod idéen fare. Måske var det den dårlige smag, måske billedet af det afdøde par og kransen der var lagt på fortovet ved siden af. Et eller andet ved set-up’et virkede under alle omstændigheder forkert.
Rumlen fra imperiers undergang
Jeg fandt to uger senere ud af, at også Serbiens premierminister Alexander Vučić havde fundet et eller andet ved set-up’et i Sarajevo forkert. En serbisk ven fortalte mig, at Vučić havde været inviteret til koncerten med Wienerfilharmonikerne, men at han havde takket nej, fordi den foregik ved siden af en mindeplade, hvorpå der stod, at serbere er kriminelle. Jeg kom i tanker om, at jeg har et fotografi af netop den plade. Det, der bl.a. står, er: ”På dette sted satte serbiske kriminelle natten mellem den 25. og 26. august 1992 ild til Bosnien-Hercegovinas National- og Universitetsbibliotek”. Det må så være op til læseren at bedømme, om premierminister Vučić er lovligt nærtagende eller forståeligt forarget.
Jeg må tilstå, jeg mærkede ikke historiens vingesus i Sarajevo den 28. juni, og det er måske i grunden hverken så underligt eller så ærgerligt. 100 år er lang tid, og der skal mere til end en krans, en koncert og en udklædt 17-årig for at føle rumlen fra fordums imperiers begyndende undergang – ikke mindst når verden har knaget højlydt mange gange siden.
Aftenen efter den store mindedag spadserede jeg op ad en af de stejle bakker i udkanten af Sarajevos centrum for at se solnedgangen. Efter få hundrede meter nåede jeg en af de alt for mange gravpladser fra 1990’erne, fuld af de hvide slanke gravsten, der er typiske for muslimske gravpladser i Bosnien. Herfra var udsigten fænomenal: Gravstenene, det oplyste Nationalbibliotek, den katolske og den ortodokse kirke, det osmanniske basarkvarter, moskeernes kupler og de spidse minareter. Få sekunder efter, at solen var sunket ned bag bjergene på den anden side af den dal, Sarajevo ligger i, startede aftenbønnen – først fra én minaret, så fra den næste, så den næste og den næste…
Måske kommer de virkelige sus fra øjeblikket og ikke fra historien – hvor spændende den end er.
Læs i øvrigt Ismar Dedovics analyse af Gavrilo Princip og hans gerning i 1914.
