TEMA OM UKRAINE | Det begyndte med et folkeligt oprør. Præsidentens løfter om europæiske tilstande i Ukraine viste sig at være varm luft, og ukrainerne indså, at de måtte kæmpe, hvis de ikke forsat skulle behandles som undersåtter i deres eget land. Således startede revolutionen i Kijev, der siden er endt med varm krig i Østukraine. Denne temaudgivelse giver indblik, overblik og tilbageblik over Ukraines voldsomme år 2014.
Fra at være et obskurt land i udkanten af Europa, er Ukraine i 2014 sat på verdenskortet hos danskerne. Demonstranter, der ikke går hjem, når politiets kugler begynder at flyve, skaber en vis forundring og respekt, når det sker så tæt på vores breddegrader.
Ukrainerene var vrede. De ville ikke finde sig i mere. De ville vise Europa, ja hele verden, at de ikke kunne acceptere en præsident, der frem for at vælge til landets bedste, altid valgte til sit eget bedste. Penge, gas og autokrati fra Rusland, i stedet for lov, orden og demokrati fra EU. De ville vise, at de var europæere, tilhængere af et ikke-korrupt Ukraine, og frem for alt, borgere og ikke undersåtter.
Siden udviklede demonstrationerne sig til en sand revolution. Uafhængighedspladsen forblev besat i januar og februar 2014, og præsident Janukovitj måtte til sidst flygte til Rusland, men først efter at begge parter satte hårdt mod hårdt og greb til våben. Den 20. og 21. februar 2014 vil for altid stå som sorte dage for Ukraine. Det var her, hvor 87 demonstranter blev skudt i snigskytternes vilkårlige ild.
Krim-halvøen blev erobret af Rusland, uden et skud blev løsnet, men sidenhen er en væbnet konflikt brudt ud i det østlige Ukraine mellem separatister og den ukrainske hær. Ukraine er et splittet land, hvor langt fra alle ser revolutionen som årsag til en diktators fald. Mindst 3700 menneskeliv er tabt, og en lille million ukrainere er flygtet til Vestukraine eller Rusland.
rØST tegner i denne udgivelse et tidsbillede af et år i krise for Ukraine. Det har været begivenhedsrigt. Ikke kun for ukrainerne, men også for os her på rØST. Flere af vores skribenter har været i Ukraine og rapporteret hjem. De har deltaget i den bredere danske presse som eksperter på et splittet land med en uvis fremtid.
Udgivelsens første mål er at give dig baggrunden for den fortsatte konflikt i landet. Vi har samlet det sidste års artikler på en interaktiv tidslinje, der giver dig overblik over, hvad der skete hvornår, og henviser til vores online arkiv. Hvor var Ukraine politisk for to år siden – og hvor står landet nu efter parlamentsvalget den 26. oktober?
Det andet mål er at vise, hvilken rolle det genopvakte civilsamfund, i form af Maidan-bevægelsen spiller i Ukraines fremtid og for konfliktens identiteter. Østukrainerne har et andet syn på konflikten, og det skal også belyses.
Det sidste mål er give en smag på Ukraine som land og destination. Bagved konflikten ligger et land fyldt af historie og varme mennesker. Læs fx om krigsturisterne i Østukraine, kom med på eventyr i en mørk kælder under Kijev, tag en tur med Rasmus Bertelsen til det turistede Tjernobyl og smukke Lviv, og endelig er der mulighed for at tage med Simon Ozer på jagt efter sine jødiske rødder i Ukraine.
Rigtig god læselyst.
Stor tak til foreningen SILBA – Support Initiative for Liberty and Democracy for bidrag og billeder.