ANMELDELSE | ‘1989’, som er årets åbningsfilm ved dokumentarfestivalen CPH:DOX, kunne ikke udkomme på et bedre tidspunkt. Om få uger er det 25 år siden, at kommunismen endelig løsnede sit greb om Østeuropa, og det tunge, støvede jerntæppe mellem øst og vest faldt. Og det er netop jerntæppets endeligt og begivenhederne op til dette, som den prisvindende, danske instruktør Anders Østergaard skildrer på både overbevisende og medrivende vis i ‘1989’.
Dokumentarens omdrejningspunkt er to mænds liv og handlinger, der på hver deres skæbnesvangre måde resulterede i, at Muren slog revner, og champagnepropperne sprang i Berlin den dag i november for 25 år siden.
Den ene mand er Miklós Németh – en ung, forholdsvis ukendt økonom fra det ungarske kommunistparti. I 1988 udpeges han som ungarsk ministerpræsident og bliver stillet den tunge opgave at redde den ungarske økonomi, der på daværende tidspunkt er tæt på et sammenbrud.
Som led i spareplanen beslutter den nye ministerpræsident sig hurtigt for at løsne op for Ungarns omfattende og dyre grænsekontrol ved Østrig – jerntæppet mod vest. Det skal dog hurtigt vise sig, at antallet af Némeths magtfulde fjender internt i Østblokken vokser for hvert elektrisk hegn, han giver ordre til at rive ned.
Den anden mand er en ung østtysker, der i kølvandet på Némeths beslutning drager mod den østrig-ungarske grænse for at slippe fra betonkommunismen og ind i vesten.
En ufarlig revisor
Gennem rekonstruktioner samt interviews med nutidens Németh, der siden sine skæbnesvangre år som ministerpræsident i Ungarn har fået grå stænk i håret, bliver vi dygtigt revet med i en spændende historie. En historie om den lille statsmand, som mange ikke anså for andet end en ufarlig revisor, men som kommer til at spille en altafgørende rolle i genforeningen af Europa. Og en historie om jerntæppets måske sidste offer, der betalte den allerhøjeste pris.
Men lige så meget som ‘1989’ er et portræt af den unge østtysker og Miklós Némeths politiske kamp mod kommunismens mastodonter, er den et portræt af et gråt og svundent Europa med tomme kølediske og Stalin-statuer. I et miks af instruktørens egne grumsede optagelser fra dengang og arkivmateriale kommer vi hele vejen rundt i østblokkens storbyer – fra Berlin over Warszawa og til Moskva.
Gennem synkroniserede rekonstruktioner, hvor de forestillede politiske dialoger er lagt hen over gamle optagelser af filmens hovedpersoner, føler man sig som fluen på væggen ved rundbordsforhandlinger med Gorbachev og de andre tunge Sovjet-ledere. Man føres helt ind i hemmelige underjordiske mødelokaler og sidder med i de aflyttede kontorer i det ungarske parlament, mens Németh drøfter fortrolige forhold med sine rådgivere.
80’er-tunge rekonstruktioner og DDR-rock
Og det er ikke bare bevægende og spændende. Det føles også fuldstændig autentisk – lige fra de lidt kiksede og 80’er-tunge rekonstruktioner, der minder mig om synkroniserede sæbeoperaer på tysk tv, til den melankolske DDR-rock, der akkompagnerer billederne af datidens Europa.
Om rekonstruktionerne og den tidligere ministerpræsidents erindringer afspejler datidens begivenheder, som de var, er svært at sige. Men man glemmer hurtigt den kritiske sans, for dokumentaren, inklusiv de lidt utrendy virkemidler og den yderst troværdige Miklós Németh, virker ekstremt overbevisende.
Så mens man sidder i den varme biografstol, er man ikke et sekund i tvivl: Det var denne unge, ungarske teknokrat, der dén november for 25 år siden sørgede for, at vi fik et grænseløst Europa.
‘1989’ har verdenspremiere den 5. november, hvor den vises i Koncerthuset i DR Byen og skyder dette års udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i gang. Simultant med verdenspremieren i DR Byen vises filmen også i en lang række danske biografer landet rundt samt i flere europæiske storbyer.
Læs mere om filmen og se traileren på CPH:DOX’s hjemmeside
Natalie Yahya Rosendahl læser Journalistik og Politik & Administration på RUC og har studeret International Relations ved University of Warsaw i Polen.
