RELIGION | Mangel på religionsfrihed og -pluralisme er et tiltagende problem i Østeuropa. Statsmagten forsøger stadigt oftere og mere hårdhændet at kontrollere de religiøse samfund, mens disse til gengæld søger økonomisk og kulturel støtte udefra og således øger konflikten med deres egne stater. Emil Saggau analyserer.
I august publicerede den amerikanske udenrigstjeneste sin årlige rapport om religiøs frihed og pluralisme i Europa. I rapporten var der et særligt fokus på Østeuropa, idet den eskalerende konflikt i Ukraine trækker religiøse tråde igennem hele regionen. Rapporten konkluderede, at staterne generelt havde fastholdt status quo i forhold til tidligere år, men at religionsfrihed i det civile samfund og på det daglige niveau var alvorligt under pres.
Med denne konklusion i baghovedet samledes en række europæiske forskere i Montenegro i weekenden den 18.-19. oktober for at diskutere netop udfordringerne for religiøs pluralisme og religionsfrihed i Europa. Signifikant havde arrangøren valgt den lille albansk-montenegrinske by Tuzi som scene, da denne indeholder både gode og dårlige eksempler på tematikken.
På den ene side vidner byen og dens nyopførte tyrkisk betalte madrassah (en religiøs skole, red.) om den religionsfrihed, som EUs monitorering af de eks-jugoslaviske lande trods alt har medført. Men på den anden side har netop Tuzi også været center for religiøse uroligheder. Mest markant blev to unge muslimske mænd tævet af lokale katolikker, ifølge deres eget udsagn fordi de var muslimer.
Amerikansk idyl
En ting stod klart fra begyndelsen af konferencen, nemlig at den amerikanske rapport i bedste fald gav et uvidende indtryk af situationen i Østeuropa. Mangel på religionsfrihed er ikke bare et problem uden for statskonstruktionerne. En makedonsk forsker fremdrog f.eks., hvordan den makedonske regering i årevis har understøttet den makedonske ortodokse kirke på en sådan måde, at alle andre religioner er udelukket fra enhver form for indflydelse og støtte.
I grove tal svarer det til, at 40 procent af samtlige medlemmer af landets religionssamfund konsekvent udelukkes fra statslige initiativer og uddannelsessystemet – mest systematisk går det ud over muslimerne i Makedonien.
Et lignende scenarie udspiller sig i Bulgarien, hvor de bulgarsktalende muslimer er udelukket fra skolesystemer og andre statsorganer, hvorfor deres organisationer er overladt til den støtte, som de kan få fra Tyrkiet i form af penge og uddannelse. Den bulgarske stat – eller mangel på samme – excellerer generelt i vilkårlig udøvelse af magt over religioner i sammenligning med andre østeuropæiske stater.
En vilkårlighed den ene af de to ortodokse bulgarske kirker (kendt som den ”alternative”) oplevede, da regeringsskiftet i 2003 betød, at den nye regering støttede den anden ortodokse kirke (kendt som den ”traditionelle”): Den alternative kirke blev på den baggrund frataget alt sit land og sine bygninger i løbet af få dage ved en storstilet politiaktion.
Bulgarien anholder 11 imamer
Denne vilkårlighed gælder også over for muslimerne, idet bulgarske regeringer ad flere omgang har forsøgt at få indsat en ny leder af de muslimske organisationer, vel at mærke en person der notorisk er kendt for at være spion for den bulgarske efterretningstjeneste både under kommunisterne og de nuværende magthavere.
Senest i år – efter endnu et falleret forsøg fra statens side på at få kontrol med muslimerne – har den bulgarske stat anholdt 11 imamer under anklage for ekstremisme. En lettere bizar sag hvis indhold bl.a. baserer sig på billeder, der cirkulerer på de sociale medier, hvor den ledende imam er iklædt en typisk konservativ saudisk imamkjole og er omgivet af bryllupsgæster med Islamisk Stats flag på deres T-shirts. Angiveligt skyldtes den specielle påklædning, at gæsterne gerne ville skille sig ud i forhold til tjenerne.
Den amerikanske rapports konklusion fremstår som særligt mangelfuld, når man ser på de amerikanske “statskonstruktioner” i form af Kosovo og Bosnien-Hercegovina. Lokale akademikere og aktivister, eksempelvis fra Kosovo, oplever i denne tid, hvordan en stærk sekulær statskonstruktion med forbillede i den amerikanske stat ramler sammen med de lokale religiøse traditioner.
Den udprægede sekularisme går utroligt dårligt i spænd med de lokale traditioner for eksempelvis at uddanne folk fra religiøse skoler. I Bosnien-Hercegovina fremhæver de lokale forskere ligeledes, hvordan statskonstruktionen efter Dayton-freden ikke opleves som en ramme, der underbygger religionsfrihed og -pluralisme.
Hvilket civilsamfund?
En anden ting, der stod rimeligt klar på konferencen, var fremmarchen af en række fænomener, som langsomt, men sikkert præger Østeuropa mere og mere i disse dage. Stadig flere muslimske samfund oplever et øget pres udefra – enten i form af fremvæksten af yderligtgående højrefløjsbevægelser som i Ungarn, Bulgarien og Ukraine eller øget statslig kontrol med deres interne forhold, som f.eks. den øgede kontrol med de muslimske organisationer i Makedonien.
Dette ydre pres overlader de muslimske samfund til at overleve ved at kaste sig i armene på enten tyrkiske eller saudiske penge og indflydelse, hvorfor man ser en stærkt stigende fremvækst af den konservative Hanafi-form af islam eller ligefrem en vækst i grupper, der knytter sig til den mere fundamentalistiske Wahabi-skole.
Helt konkret giver denne indflydelse sig udslag i de hundredvis af tyrkisk betalte minareter, man efterhånden ser på hele Balkan. I Montenegro er der eksempelvis bygget flere store moskéer, et stort antal landsbymoskéer og et stort nyt muslimsk gymnasium, som allerede er ved at blive udvidet med en pigeskole og et kollegie – alt sammen naturligvis i bedste tyrkiske eller saudiske stil både når det kommer til arkitektur, indretning, daglige bederutiner og læseplaner.
Fremvækst af wahabisme
Det problematiske ved denne tendens er ikke nødvendigvis fremvæksten af Hanafi-muslimer, der i værste fald overskrider og forandrer de lokale typer af islam. Derimod er væksten i wahabi-tilhængere og deraf afledte fænomener som den berygtede salafi-islam langt mere bekymrende. Denne form for islam har klare tråde til Al-Qaeda og Islamisk Stat. Fremvæksten af wahabismen har bl.a. ledt til ildspåsættelse af mere moderate muslimers klostre og fysiske besættelser af moskéer og minerater i Makedonien.
Den yderligtgående tendens rammer direkte ind i konflikten i Ukraine, hvor man på pro-ukrainsk side oplever radikaliserede Tartar-muslimske kampgrupper, der bl.a. kæmper for Krims genindlemmelse i Ukraine. En af disse yderligtgående muslimske kvinder, der var meget aktiv på Maidan, kan man endda følge på facebook som muslimsk sniper ved fronten.
Frygten for disse yderligtgående tenderser i islam har fået den russiske regering, især efter den anden krig i Tjetjenien, til at stramme sit jerngreb om Ruslands store indfødte muslimske Tartar-befolkning. Et greb, der har haft den kontraproduktive effekt, at moskéerne i f.eks. den russiske republik Dagestan lige op ad Tjetjenien er blevet mere og mere overfyldte fredag efter fredag.
Fra Maidan til Sarajevo
Disse enkelttilfælde og generelle tendenser tegner et langt mere dystert billede end den amerikanske udenrigstjenestes rapport. Nemlig et billede af at religionspluralisme er på et alvorligt tilbagetog i Østeuropa. Den fremvoksende statslige neutralitet eller mangel på samme afføder modbevægelser internt i det religiøse landskab. Neutraliteten åbner en dør for stærkere og stærkere indflydelse fra f.eks. saudiske og tyrkiske islamiske organisationer, der drejer fokus for Østeuropas indfødte muslimske befolkning væk fra Europa. Fra Maidan til Sarajevo ser man, at imamer og patriarker vender sig bort fra Vesteuropa og enten ser indad i desperation, tilbage til fortids glorværdighed eller til øst efter midler og kulturel kapital.
Artiklen er skrevet på baggrund af Wiens Universitets konference om Religion og Pluralisme i Europa, afholdt d. 17-19 oktober 2014 i Tuzi, Montenegro. Ved konferencen fremlagde 35 forskere deres perspektiver på religion og pluralisme med udgangspunkt i forskellige lande og religioner.
