KOMMENTAR | Journalist Keld Broksø har været international observatør ved parlamentsvalget i Ukraine for organisationen SILBA. Han beretter her om ukrainernes forhåbninger om bedre tider og håb om støtte fra EU og NATO.
En valgdag er en festdag, men festen i Ukraine ved genfødslen af demokratiet ved parlamentsvalget den 26. oktober har dystre undertoner. Ukrainerne udtrykker overalt en forsigtig optimisme, men det står klart, at det ukrainske demokrati skal igennem en lang proces, hvis den undergravende korruption i hele samfundet skal bekæmpes. Samtidig hviler omvæltningernes skygge stadig over landet. Det er svært at feste igennem, når revolutionens ofre fra februar stadig mindes.
Revolutionen var en mental forandring
Maidan-pladsen i Kijev har stadig spor efter den slagmark, som 800.000 mennesker og diktatoren Viktor Janukovitj´ politistyrker i kaotiske dage i februar omdannede den til. Blomster og brændende gravlys er stadig et bevægende syn på de steder, hvor snigskytter pillede demonstranter ned i tilfældig terror. Revolutionen hyldes, som om ukrainerne stadig ikke helt kan forstå, at det virkeligt lykkedes at drive diktatoren på flugt.
Hvor meget, der egentlig står på spil for ukrainerne ved dette valg, bliver først helt virkeligt, når man er der og hører historien fra vidnerne. Danske erhvervsfolk med ukrainske koner fortæller, hvordan de under revolutionen glemte alt om deres it- og eksportforretninger og hjalp demonstranterne med mad, ja, selv benzin til molotovcocktails, som fløj over barrikaderne. Vold? Ja, men for demonstranterne var det diktatorens overlevelse – eller deres. Flere fortæller, hvor vigtigt det er nu, at internationale observatører ånder det ukrainske demokratis genfødsel i nakken. For det er nu eller aldrig for demokratiet i Ukraine.
Der er sket noget mentalt med Ukrainerne efter Maidan-massakren, mener Irina – en ung student med international lov som fag på universitetet i Kijev.
”Under Maidan-revolutionen kom folk med mad, gav penge og hjalp de sårede demonstranter. Det var en helt ny måde at være sammen på. Vi hjalp hinanden. Hvis valget havde været under Viktor Janukovitj’ styre, så havde folk kun tænkt på sig selv, været afvisende og ikke haft lyst til, at nogen blandede sig i noget som helst af deres liv,” påpeger hun.
Få uregelmæssigheder ved valget
Observationen på valgstederne i Kijev afslører kun mindre uregelmæssigheder her og der. Der er ingen tvivl, om at demokratiet bliver taget alvorligt. Folk er engagerede, og håbet for fremtiden står malet i deres ansigter. Selv i Østukraine, hvor kamphandlingerne ikke er stoppet, var der valg, hvor det var muligt. I Donetsk-regionen var der valg i 12 ud af 21 valgdistrikter, og i Luhansk regionen var der valg i 5 af 11 valgdistrikter.
På selve valgdagen er det simpelt. Er stemmeboksene fyldte eller tomme fra valgdagens start? Er der repræsentanter fra forskellige partier i valglokalet? Er stemmeboksene forseglede? Sker optællingen betryggende? Vi ved fra start, at vi kan finde afvigelser, men det, vi oplever, er ikke noget, der kan ændre valgresultatet. OSCE har bekræftet valgets udførsel som frit og fair.
På ét valgsted manglede tre af stemmeboksene forsegling med plastikstrips i den ene side. Der kunne listes stemmer ind, hvis valgbestyrelsen så gennem fingre med det, men intet tyder på, at det er sket. Et andet sted har valgstedet ikke hængt alle kandidater op på væggen som påkrævet. Kun et udsnit af dem. Resten ligger og roder på et bord. Formentlig ikke ond vilje, men blot et spørgsmål om pladsmangel, men det kan ligne en forfordeling.
Endelig var valgbestyrelsen på valgstederne sjældent besat af repræsentanter fra mere end 7-8 forskellige partier af de 29, som stiller op. Er det fusk og udelukkelse? Næppe. Et nærmere gennemsyn viser en fornuftig fordeling af fløjene fra de pro- til antirussiske. Selv Moskva-tro kommunister er med i valgbestyrelsen et par steder. Under Janukovitj var oppositionen ofte udelukket fra de lokale valgkommissioner.
Alt i alt er det ikke fusk, men en reel, determineret og punktlig gennemførelse af valget – så godt man nu kan med den erfaring, som man har kunnet nå at samle på få år. Observatører som os bliver tilmed venligt modtaget.
NATO’s teflonsvar
Spørgsmålet er, om støtten til Ukraine forbliver ved erklæringer om støtte og solidaritet. Bliver Ukraine nogensinde NATO- eller EU-medlem? På OSCE´s pressemøde i Kijev den 27. oktober – dagen efter valget – stillede rØST og SILBAS udsendte spørgsmålet til panelets parlamentariske repræsentanter fra NATO og OSCE:
Skal Ukrainerne helt opgive medlemskab af EU og NATO?
Svarene var naturligvis glatte som teflon – det ville være en sensation, hvis invitationen lå klar allerede nu fra et par OSCE- og NATO-repræsentanter i Kijev.
Men NATO´s litauiske repræsentant fra den parlamentariske forsamling, Rasa Jukaneviciné, kunne dog sige, at “hun ikke kunne forestille sig en fremtid for hendes eget land uden medlemskab af EU og NATO.”
Ukrainerne skal selv sende en ansøgning, når tid er, forlød det. Klart nok. Man kan strække sig til indirekte tale om ukrainsk medlemskab. Ordne vejes på en guldvægt.
Tilknytningen til Europa er både i Ukraines og Europas interesse. Et stabilt Ukraine i Europas bagland er økonomisk og sikkerhedsmæssigt afgørende for hele den vestlige verden.
Hvordan hjælper vi Ukraine videre?
Danmark og EU bør støtte forvaltningen af Ukraines demokrati fremover. Både i genopbygning af regeringsinstitutionerne, bidrag til korruptionsbekæmpelse og støtte til god regeringsførelse. En reetablering af erhvervs- og kulturmæssige kontakter mellem Danmark/EU og Ukraine oven på det vellykkede parlamentsvalg den 26. oktober er også et godt sted at begynde. Og så bør et mere stabilt Ukraine også fortjene en tydeligere kommunikation omkring udsigterne til det store, forkromede medlemskab af EU og NATO. Selvom det formentlig ligger langt, langt ude i fremtiden: EU og NATO skal være mere klare i spyttet om, hvad det kræver, og ellers afvise medlemskabet fra start.
At lukke den europæiske dør for ukrainere giver ikke et godt grundlag for deres skrøbelige demokrati.
Keld Broksø er journalist, forfatter og kommunikationsrådgiver. Han har rejst i bl.a. Kaukasus, Centralasien og Afghanistan og er aktuel med romanen “Missilhotellet”, der foregår i fremtidens Afghanistan efter NATO-troppernes tilbagetrækning.
