FOTOPRIS | Prisen for stilhed – sådan lyder forordene til dette års vinder af Carmignac Fondens eftertragtede fotojournalistpris. Vinderen, Davide Monteleone, tager os med på en rejse til Tjetjenien, i en søgen efter en tjetjensk identitet. På overfladen virker alting roligt. Men der ligger altid noget bag. ”Spasibo” er titlen på udstillingen: Tak. Spørgsmålet, som står tilbage, er – tak, tak for hvad?
Den 30 august 2012 blev Grozny, Tyumen og Kazan kåret som de bedste byer i Rusland at bo i (most liveable) set ud fra følgende kriterier: Sikkerhed og økonomisk vækst. Den ekstravagante spredning af højhuse og prætentiøse bygningsprojekter har slettet de fleste spor af fortidens krig, og selv i private baghaver skal ruiner ifølge loven jævnes med jorden. Tjetjenien anno 2014 repræsenterer et miks af russisk og islamisk kultur, og det umiddelbare indtryk af hovedstaden ligger langt fra det negative apokalyptiske billede, vi i vesten forbinder med Grozny.
På overfladen virker alting roligt – men der er altid noget bagvedliggende gemt. Intet er som det ser ud. Det både i virkelighedens Tjetjenien, og, ifølge pressefotograf Davide Monteleone, i de fotografier som han i øjeblikket har til udstilling på Saachi Gallery i London.
Spillet imellem Kadyrov og Putin
De nyopførte moskéer og skyskrabere står som et symbol for genopbygningen af Grozny og Tjetjenien. Alt sammen ved hjælp af penge fra Moskva og Putin, som dirigerer alt, hvad præsident Akhmed Kadyrov gør. Hvad der er op og ned i Tjetjenien, er derfor ikke altid til at gennemskue. Ikke engang truslen fra terroristerne i bjergene er altid, hvad de ser ud til.
Så sent som 5. oktober 2014 sprang en selvmordsbombe i det centrale Grozny og dræbte 4 politibetjente. Selvom billedet af ”terroristerne” fra bjergene bliver fremstillet som en konstant trussel, mener Monteleone, at det langt fra altid er sikkert, at det er dem, der står bag. Disse skræmmekampagner bliver nemlig også brugt som et redskab i Kadyfiseringen af det tjetjenske samfund. Måske er det i virkeligheden Kadyrovs regime selv, som står bag – en slags symbolsk gestus til Moskva med beskeden ”SEND FLERE PENGE”.
Bjergene: Tjetjeniens skønhed
I samme ombæring har Kadyrov frataget befolkningen adgangen til en af de vigtigste dele af den tjetjenske identitet: Bjergene. Det er her, befolkningen oprindeligt boede. Det er her, opstanden mod Rusland blev udkæmpet. Og her den fantastiske skønhed i Tjetjeniens natur befinder sig.
På den måde fylder bjergene fylder meget i Tjetjeniens identitet. Både før og nu står de majestætiske bjerge i enhver tjetjeners bevidsthed. Som Monteleone fortæller på turen rundt i udstillingen, var spørgsmålet, om han havde set bjergene, ofte det første han blev stillet, når han mødte nye mennesker. Man kan ikke se bjergene fra Grozny, og når han fortalte, at han ikke havde set bjergene for nyligt, måtte folk ofte erkende, at det havde de heller ikke.
Selvom bjergene er en stor del af Tjetjeniens identitet, har konflikten betydet, at den store bjergregion er blevet lukket totalt. Det er her, de såkaldte ”terrorister” gemmer sig, og militæret har derfor lukket alle veje derind. Det gør det næsten umuligt at komme i nærheden af det enormt smukke område, som har nogle af de højeste tinder i Europa. Terroristerne i bjergene har med tiden fået en nærmest mytologisk betydning. Da det er umuligt at komme dertil, er der dog ingen, der ved, om de fortsat eksisterer, eller om de blot er endnu en forestilling i Kadyrovs univers.
Tjetjeniens konge
På den måde regerer præsident Ramzan Kadyrov landet med hård hånd – i et system, som med Monteleones ord fungerer som i middelalderen. En feudalstruktur, hvor kongen sidder øverst på sin trone og bestemmer alt. Du skal spørge om alt, og først når han siger ok, får du lov. Ramzan Kadyrovs far, Akhmad var 1. mufti i den tjetjenske republik i 1990erne. Ved udbruddet at Den 2. Tjetjenske krig skiftede han side, tilbød sin service til den russiske regering og blev i 2003 udråbt til præsident. Han blev dræbt af en selvmordsbombe i 2004, hvorefter Ramzan blev udråbt til præsident.
Intet er, som det ser ud. Hverken i Monteleones billeder eller i det tjetjenske samfund som han forsøger at beskrive. Det være sig i alt fra opstillede militærøvelser, der ærer fotografen, til billedet af barnebruden Rada på 14 år. Billeder lyver altid. De fortæller ikke altid sandheden. De er ofte et fantom af den virkelighed de bliver taget ud fra. Billedet af barnebruden Rada er et godt eksempel på dette. For selvom Tjetjenien længe er blevet kritiseret for skikken med barnebrude, så er dette ikke tilfældet hos pigen Rada. Hun prøver blot hendes søsters kjole på til ære for fotografen.
Historien tiet ihjel
Tjetjenien fungerer på den måde som et fantom i Davide Monteleones univers, forstået på den måde, at du kan se dele af dele, men du kan ikke nå ind til det, som i virkeligheden ligger bagved. Og det bedste ved billedet er ikke nødvendigvis indeni fotografiet. Det ligger i baggrunden og fortæller historien om et land med en befolkning, som er blevet kuet til tavshed. Den tjetjenske identitet gemmer på dele af en fortælling om krig og stolte historiske traditioner. Som tilfældet med den første præsident efter afslutningen på Den Kolde Krig, er dele af fortællingen dog blevet glemt, eller tiet ihjel.
Ifølge Monteleone er problemet ved det dokumentaristiske fotografi derfor ikke de opstillede situationer, som ofte forekommer komiske i en vesteuropæisk optik. De er fantomer af den tjetjenske hverdag. Men måske er det lige præcis sådan, Tjetjenien bedst kan fremstilles dokumentaristisk. Et fantom som med tiden vil blive befolkningens virkelighed.
Monteleone tager os på formidabel vis med på besøg til Tjetjenien, hvor ingenting er, som det på overfladen ser ud. Cпасибо er titlen på udstillingen, og alle steder i Grozny pryder skilte med budskabet ”tak” bybilledet. ”Рамзан спасибо за Грозный – Ramzan, tak for Grozny”. Spørgsmålet, der står tilbage, er. Tak– Tak for hvad?
Udstillingen “Spasibo” kan opleves på Saachi Gallery i London frem til 3 november. Den er en del af Carmignac gesture europatour, som også har gæstet Paris, Milano, Arles og Frankfurt. Siden 2009 har Carmignac fotojournalist prisens mål været at fremme og støtte fotodokumentarister, som arbejder i konfliktramte områder, som står udenfor nyhedernes søgelys. Med i prisen følger 50.000 euro, som vinderen frit kan bruge til at dokumentere og fotografere det land, som er blevet valgt til fokusområde. Monteleones billeder er også udgivet i bogform. Læs mere om udstillingen her: www.fondation-carmignac.com/photojournalism-award/
