ANALYSE | Dagene hvor den franske præsident Jacques Chirac lavede tyste alliancer i korridorerne ved EU-topmøderne, for at mindske Schröders, Berlusconis og Tony Blairs magt i Europa, er ovre. For Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien er ikke længere de eneste lande, der styrer tingene i EU.
På symbolsk vis slog det polske nationale fodboldhold lørdag det tyske under kvalifikationskampen til EM. Det er første gang i 81 år, at Polen vinder over Tysklan. Næsten simultant offentliggjordes vurderingen af Polens vækst i år til at blive 3 pct. trods den usikre økonomiske situation i Europa i øjeblikket, hvor Tyskland vurderes til blot 1,5 pct. Selvom Tyskland pr. capita fortsat er to tredjedele rigere end Polen har Polen vist en enorm økonomisk råstyrke i europæisk sammenhæng, og har som det eneste EU-land endnu ikke oplevet recession siden optagelsen i EU. Det er ikke til at overse: Polen er tilbage som europæisk magtfaktor.
Ingen overraskelse at Polen får EU-post
Polens nye magt i Europa findes ikke blot inden for sport og økonomi. Det komplicerede spil om at fordele EU’s toppositioner a 2014 er færdigt og en polak har fået den magtfulde post som præsident for det Europæiske Råd. Han hedder Donald Tusk og er tidligere polsk ministerpræsident. Udnævnelsen af Tusk som præsident manifesterer Polens øgede magt på EU-scenen, og samtidig også en endelig lukning på ti års politisk kløft, der har været mellem ‘de gamle og nye’ medlemstater i Unionen.
Donald Tusk vil de næste par år, og måske mere, styre diskussionerne og beslutningsprocesserne mellem EU’s regeringsledere i det Europæiske Råd. Præsidenten har magten til at sætte agendaen og mediere mellem meninger om EU. Det betyder, at Tusk i høj grad også vil få lov at forme og lede EU i en bestemt retning. At posten netop er gået til en polak kommer for mange EU-kendere ikke som en overraskelse.
For det første har det været i kortene at østlandene skulle have mere magt i EU. Især pga. krisen i Ukraine med Rusland, hvor disse lande har mere på spil end de vestlige medlemslande sådan helt geografisk forklaret.
Den anden årsag er Polens rolle som et stabilt foregangsland for hele Østblokken. Polen klarede sig godt igennem den økonomiske krise, der startede i 2008 med finanskrisen. Samtidig er Polens økonomi den hurtigst voksende i EU. Polens BNP vokser kraftigt. Ifølge officielle data fra landet er BNP vokset til dobbelt størrelse på bare ti år fra 2003 til 2013.
Nye alliancer
Med Tusk ved roret bliver der rodet op i den monopol på magt, som de store EU-medlemmer, især Tyskland og Frankrig, har holdt på. Et monopol som Tusk tidligere offentligt har udtrykt bekymring overfor.
Samtidig har Tusk udtrykt bekymring omkring David Camerons strategi for Storbritanniens EU-fremtid. Da Polen i 2004, som del af Østudvidelsen, kom ind i EU var landet ellers en naturlig britisk allieret: Liberalt land med frit marked og en forsigtig EU-politik overfor Frankrig og Tyskland på grund af historiske grunde.
Alliancen med Storbritannien forstærkedes desuden igennem dets ”åben-dør” princip overfor de polske migranter, der fik adgang til det britiske arbejdsmarked i en tid, hvor de fleste andre EU-lande lavede strammere love omkring immigration. Med Tusk blev dette ændret. Han har bondet med Merkel og har cementeret en tæt polsk-tysk alliance, og har været åben overfor større EU-integration for eksempel med forslag om energi-union.
Som styrket europæisk spiller bliver Polen derfor en naturlig bro imellem Tyskland og europæisk integration på den ene side og Storbritannien og kravene om reform på den anden. Tusk var tidlig til at erklære at EU er en union for alle – også for Storbritannien.
Institutionel magt
Polens indflydelse kommer vil ikke kun komme til udtryk igennem Rådet, hvor Tusk sidder ved bordenden. Den nye EU-kommission, der er udpeget af kommende kommissionsformand Jean-Claude Juncker har været igennem de kritiske høringer, hvor særligt Spanien, Frankrig og Storbritannien oplevede modstand. Polens kandidat Elżebieta Bieńkowska fik i stedet klapsalver og roser med på vejen, på trods af at hun kommer til at sidde på et tungt økonomisk portefølje som kommissær for både det indre marked, industri, igangsætteri og SMV’er. ”Lets get to work” var hendes budskab.
Men det stopper ikke med Rådet og Kommissionen. I Europa-Parlamentet sidder tre polakker med i bureauet – flere end både Storbritannien, Frankrig og Spanien og lige så mange som Tyskland og Italien. Derudover har Polen fået fire formandsposter i Europa-Parlamentets udvalg – to af dem er tunge: landbrug, og industri (blandt andre tidligere premierminister og Europa-Parlamentsformand, Jerzy Buzek). Til sammenligning har Frankrig, Spanien og Italien fået to, Storbritannien tre og kun Tyskland overgår Polen med fem udvalgsformandsposter.
Den politiske indflydelse er således cementeret. Og militært er Polens stemme er vokset med Ukraine-krisen og som det største land i Visegrad-gruppen – der også har et militært aspekt – kan landet ikke overses i europæisk sammenhæng og den såkaldte Weimar-trekant – en alliance imellem Frankrig, Tyskland og Polen – er begyndt at dukke op igen i den europæiske forsvarsdebat.
Forlængelse af PO’s magt
Polens nye status kan i Tusk i høj grad takkes for. Men hvad findes tilbage i Polen efter hans rejse til Bruxelles? Posten som ministerpræsident er overtaget af partifællen Ewa Kopacz, der skal forsøge at lede Borgerplatformen PO til genvalg til næste efterår. Uden Tusk kan det blive svært og efterårets meningsmålinger har ikke været i PO’s favør. Skandaler har præget regeringen, hvilket blandt andet har ledt til at partiets anden ikonfigur, udenrigsminister Radek Sikorski, har måttet skifte job. Dog har Tusks europæiske opbakning, og Kopacz’ arbejdsomme udstråling (fx udmeldingen om, at de næste tre års reformer skal gennemføres på ét) skubbet meningsmålingerne i rigtig retning.
Men genvalget er fortsat meget usikkert og det er stadig forventingen at traditionalisterne i PiS vil overtage magten næste gang. Men PO har udnyttet Europa-Parlamentsvalget maksimalt ved at få placeret internationalt respekterede partimedlemmer på centrale europæiske poster i både Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, hvor de vil sidde hele den næste polske mandatperiode ud. Dette er et værdifuldt fundament for de to kommende polske valgkampe.
