DIPLOMATI | Hvideruslands præsident Alexander Lukasjenko øjner diplomatiske muligheder i sin nye rolle som mægler mellem Rusland og Ukraine. Han er stadig allieret med Putin, men mæglerrollen giver ham noget at handle med overfor donoren Rusland, og muligheden for en bedre forhold til EU.
Mange forældre, der har sendt deres unger af sted på lejrskole, har prøvet at modtage postkort med den korte besked ”her går det godt – send flere penge”. Som situationen udvikler sig i Hviderusland kunne det budskab lige så godt komme fra landets autokratiske præsident på tyvende år, Alexander Lukasjenko. Godt nok galoperer inflationen af sted – den ligger på 16-17 pct. i øjeblikket – og landets økonomi er forsat afhængig af nye russiske lån, men krigen i Ukraine giver den ellers trængte præsident nye diplomatiske og realpolitiske muligheder. Dem udnytter han til fulde.
Ikke siden Sovjetunionen blev opløst i et jagtpalæ i en hviderussisk skov i 1991, har man oplevet en lignende diplomatisk aktivitet i Hviderusland som for øjeblikket. Præsidenterne fra Ukraine, Rusland og Kasakhstan valfarter, sammen med EU’s udenrigschef, til Minsk for at nedtrappe en krise, der ikke er nogen hurtig løsning på. At give den i rollen som gavmild vært og formidler af dialog mellem øst og vest, stiller ikke kun præsident Lukasjenko i et gunstigt lys. Det giver ham også reelt noget at handle med i forhold til både Ukraine, Rusland og EU. Derved har han langt flere kort på hånden, end han havde for et års tid siden.
Lukasjenko forstår Ukraine
Den nye ukrainske ledelse var oprindeligt utryg ved Lukasjenko, der bestemt ikke kan beskyldes for at stå ved de idealer, der bære den ukrainske revolution – snarere tværtimod. Nu er forholdet dog tøet noget op, for Lukasjenko har gjort det klart, at han på lange stræk deler deres bekymring over russernes fremfærd. Han har gentagne gange understreget, at Ukraines territoriale integritet skal respekteres, at han kun anerkender Krims annektering ”de facto” og ikke ”de jure”. Han siger at han ikke forstår, hvad Putin laver i Ukraine, fordi det jo er ”et andet land”.
Lukasjenkos kritik af Ruslands fremfærd bunder i to forhold. Dels er han bekymret over, om den store nabo kunne tænkes at opføre sig på lignende vis i Hviderusland, og dels ønsker han at fremme samhandlen med Ukraine, så lidt af presset på den hjemlige økonomi kan lettes. Faktisk er hans erklærede mål at mere end fordoble samhandlen med Ukraine i de kommende fem år. Lidt goodwill kunne derfor være nyttigt.
Rusland er Lukasjenkos livline, men..
Rusland er, og har alle dage været, Hvideruslands vigtigste allierede og økonomiske partner. Præsident Lukasjenko er helt afhængig af forsatte russiske lån for at kunne holde sin hjemlige økonomiske model kørende. Han er også afhængig af stor eksport til det russiske marked og lever således i høj grad på russernes nåde. Derfor viser han også næsten – han skal jo have noget at handle med – total loyalitet overfor den russiske ledelse. Hvideruslands deltager i Ruslands nye Eurasiske Økonomiske Union og han er udtalt modstander af ukrainske NATO-medlemsskab.
I den aktuelle situation med sanktionskrig mellem Vesten og Rusland ser han gode muligheder for at styrke sine egne interesser på det russiske marked. Når vestlige varer forsvinder fra hylderne i Rusland bliver muligheden for at afsætte hviderussiske varer desto bedre. Samtidig er der også opstået en mulighed – som russerne bestemt ikke bryder sig om – for at være ”transitland” for vestlige produkter. Hviderusland og Polen har netop indgået en aftale om, at Hviderusland fremover hver måned skal købe 200.000 tons polsk råmælk til forarbejdning på hviderussiske mejerier, hvorefter produkterne eksporteres til Rusland.
Forholdet til EU er stivfrossent
Relationen til EU har været overordentlig ringe siden seneste præsidentvalg i 2010. Lukasjenkos hårde fremfærd mod demonstranter, valgets bekymrende afvikling og den efterfølgende fængsling af en række politiske modstandere var alle medvirkende til, at EU indførte omfattende sanktioner mod flere hundrede ledende hviderussere og hviderussiske virksomheder. Forhandlingerne i Minsk giver derfor mulighed for at få en dialog i gang mellem Lukasjenkos regime og EU’s ledelse. Den dialog faciliteres dels gennem hviderussernes rolle i Ukraine-forhandlingerne, men det var også bemærkelsesværdigt at Minsk valgte at løslade Ales Bialiatski, en af Hvideruslands mest prominente politiske fanger, 20 måneder før hans fængselsstraf udløb og lige op til de afgørende møder med EU’s repræsentanter.
Lukasjenko har meget at vinde ved et bedre forhold til EU. Dels skal der næste år atter afholdes præsidentvalg i Hviderusland, og i denne forbindelse er det fast praksis, at han opprioriterer forholdet til naboerne mod vest. Dels vil han gerne have en dialog i gang om de snærende europæiske visa-regler, dels skal EU snart forholde sig til, om sanktionerne mod Hviderusland skal videreføres. Herudover kan han, uanset hvor mange nye muligheder for samhandel med Rusland der skulle opstå, se, at det samlede russiske marked er presset af de vestlige sanktioner. En nedgang i det russiske marked vil ramme Hviderusland hårdt for det er Hvideruslands vigtigste marked. Han har derfor en stor interesse i at sikre nye markeder, så det hul hans hjemlige økonomi befinder sig i, ikke graves endnu dybere.
