KRIG | Ukraine har tre valgmuligheder i kampen mod Rusland om landets fremtid. Ingen af dem er tillokkende.
Det så længe ud som om de pro-russiske separatister ville blive nedkæmpet i Østukraine. På trods af strømmen af russiske våben over grænsen fra Rusland, russiske ”frivillige bataljoner” af lejesoldater fra Tjetjenien, Rusland og Serbien og russiske efterretningsofficerer som Igor ”Strelkov” til at lede slaget, var oprørerne hele sommeren i defensiven. I midten af august stod rebellerne omringet i byerne Donetsk og Luhansk, og krigen så ud til at få en ende.
Men sådan skulle det ikke gå. På to korte uger er den blodige sommers offensiv på slagmarken nulstillet, og krigen har ændret karakter: Fra at være en ”antiterror operation” mod en velbevæbnet, men irregulær styrke, står Ukraine nu over for en regulær krig mod pansrede kolonner af russiske enheder. Rusland har invaderet Ukraine. Igen.
Invasion
Regulære pansrede russiske enheder opererer nu i Ukraine og leverer støtte til partisanerne. En ny front er åbnet mod syd og truer den strategisk vigtige havneby Mariupol, mens den ukrainske hær er presset tilbage fra belejringen af Luhansk.
Invasionen begyndte efter det resultatløse topmøde i Minsk d. 26. august, hvor Ukraines præsident Petro Porosjenko for første gang siden sin indsættelse sad i enrum med Vladimir Putin. Der kom ingen våbenhvile i stand. Beskeden fra Putin forblev uændret – ”vi har intet med konflikten i Østukraine at gøre. Alle russiske kæmpere i Ukraine er der på eget initiativ. En våbenhvile skal ikke indgås med Rusland, men med Donetsk og Luhansk Folkerepublikker. Vi støtter op om en forhandlingsløsning.”
Selv når russiske faldskærmstropper blev pågrebet og afvæbnet 30 km inde på Ukrainsk territorium lød den komiske forklaring, at de var faret vild. En specialenhed faldskærmssoldater der farer vild? I satellitnavigationens tidsalder? Hvis den holdt stik, skulle et par russiske generaler fyres på gråt papir.
Putins krig
Vladimir Putin har aktivt skabt krigen i Østukraine. Først forsøgte han at starte en folkelig opstand med Donbas borgere som rekvisitter. Da det mislykkedes, leverede han våben og rådgivning til de mest ekstremistiske grupper i området og understøttede dem med lejesoldater fra Tjetjenien og Rusland. Senere kom tunge våben som tanks, pansrede køretøjer, skulderbårne raketter og avancerede jord til luft missilsystemer over grænsen. Det ukrainske luftvåben skulle ikke kunne dominere luftrummet og angribe oprørerne på jorden. Den beslutning blev fatal for de 298 mennesker om bord på Malaysian Airlines MH-17.
Nu er invasionen en realitet – stadig uden at Moskva toner rent flag. Foreningen af russiske soldatermødre i Rusland vurderer, at 10.000 russiske soldater er indsat i Ukraine. Da et regiment soldater fra byen Pskov i Rusland blev noget nær udslettet i et artilleriangreb på ukrainsk jord i august, blev begravelserne i Rusland tysset ned. Pårørende blev truet til stilhed, om hvor og hvordan deres sønner var døde. En uafhængig russisk journalist, der offentliggjorde en liste med navne over de faldne, endte selv på hospitalet med kraniebrud efter et brutalt overfald.
Donbas som en møllesten
Så hvad er Putins gameplan? Der er blevet snakket om annektering af Donbas på samme vis som Krim, men så vidt kommer det ikke.
Ifølge et interview med magasinet Novoye Vremya siger Vladimir Lukin, der er mangeårig medarbejder i præsident Putins præsidentadministration, at målet slet ikke er kontrol over Donbas regionen. Ingen i Kreml har brug for Donbas.
”At vinde Donbas og tabe Ukraine ville være et nederlag for Kreml”, siger Lukin. ”Målet er at demonstrere for [præsident Porosjenko], at han ikke kan vinde.” Det optimale resultat for Kreml, forklarede Lukin, ville være, hvis forholdene i Ukraine blev, som de var under præsident Viktor Janukovitj, bare uden Janukovitj.
Altså et svagt, korrupt, udemokratisk Ukraine uden for vestlige institutioner og uden associeringsaftale med EU.
Ifølge Taras Kuzio, der er engelsk-ukrainsk ekspert i ukrainsk sikkerhedspolitik og arg kritiker af Vladimir Putin, har Ukraine tre muligheder:
1. Kapitulere
2. Kæmpe
3. Konsolidere
Den første mulighed indebærer at opgive militær modstand mod separatisterne og indgå i forhandlinger med dem om en fremtidig føderativ status for Donetsk og Luhansk. En de-facto føderalisering af Ukraine, der ville forhindre en selvstændig ukrainsk udenrigspolitik fra Rusland.
Den mulighed er lukket for Petro Porosjenko, hvis han forsat vil være præsident. Julia Timosjenko står på spring i kulissen ved et sådant fejltrin, og de ukrainske frikorps med rødder i de nationalistiske grupperinger fra Maidan-pladsen ville aldrig tilgive et sådant knæfald. Frivillige bataljoner som ”Bataljon Azov” har udkæmpet nogle af de hårdeste kampe i Østukraine mod partisanerne og lidt store tab. Flere af disse grupper har allerede truet regeringen i Kijev med at vende våbnene mod dem, hvis ikke politikerne leverer resultater. En fredsaftale nærmest uanset betingelserne vil være svær at sælge indenrigspolitisk.
Den anden mulighed er at kæmpe mod Rusland, men som billedet ser ud nu, ville den rute kun byde på mere af det samme. Massive militære og civile tab. Total ødelæggelse af Donbasregionen. Nedslidning af Ukraines i forvejen begrænsede militære kapabilitet. Så står man måske meget svagere om en måned eller to, hvis Rusland virkelig træder på speederen.
Samtidig indeholder forsat krig risikoen for en reel invasion af hele Ukraine. Det er tvivlsomt, om Nato vil gribe ind selv i sådan en situation. Præsident Petro Porosjenko forsøger i disse dage at appellere til Nato-landene ved topmødet i Wales, men direkte militær støtte og våbenleverancer er højst usikkert.
Opgive Donbas og Krim?
En tredje mulighed er at opgive generobringen af Donbas (og Krim) og genetablere en ukrainsk grænse vest for de to udbryderregioner Donetsk og Luhansk. Der er flere ”positive” langsigtede effekter af en sådan gentegning af Ukraines grænser for Ukraines selvstændighed og integritet som stat.
For det første ville Ukraine være sluppet af med de mest prorussiske, sovjetnostalgiske regioner på sit territorium samt et rustbælte af urentable subsidierede kulminer og gasforslugen stålindustri, der har hevet enorme summer ud af statskassen igennem de sidste 24 år. For det andet ville man slippe af med en region med et mafiøst klientelistisk politisk miljø, der ikke har bibragt Ukraine noget godt siden selvstændigheden i 1991. Donbas var arnestedet for hele præsident Janukovitj katastrofale præsidentperiode og Regionernes Parti og har i det selvstændige Ukraines levetid fungeret som kanal for russisk indflydelse i Ukrainsk politik.
Hvis Ukraine sagde farvel til Donbas og Krimhalvøen ville resten af Ukraine være mere homogent sprogligt og kulturelt, entydigt pro-europæisk og med en reel chance for økonomisk og politisk reform.
Problemet med manøvren er dog tilsvarende enorme. Det ville være noget nær umuligt at gennemføre en sådan ny grænsedragning, fordi hverken Putin eller ukrainske nationalister, der har blødt i kampen mod separatisterne, ville acceptere en sådan løsning. Putin ønsker, at det nedslidte prorussiske Donbas for evigt skal være en møllesten om det ukrainske demokrati. En frossen konflikt, der holder Ukraine ude af NATO og bliver ved med at sende pro-russiske politikere til Kijev ved valgene.
Herudover: Hvad ville holde Putin tilbage fra at forsætte invasionen længere mod vest, til Dnepropetrovsk og Zaporizjzja, hvis Kijev opgav Donbas? Mange magtfulde forretningsmænd i Ukraine ville ikke bryde sig om at miste deres ejendom og investeringer i Donbas-regionen, der indtil krigens start producerede en stor del af landets eksportartikler i råstofferne kul og stål. Hertil kommer de mange tusind ukrainere, der er flygtet mod vest og nu skulle acceptere at flytte tilbage til en gangsterstat i ingenmandsland mellem Rusland og Ukraine.
Uanset hvad er sandheden i sidste ende, at præsident Petro Porosjenko og Ukraine står ganske alene mod et revanchistisk Rusland i kampen om Ukraines fremtid.
