REJSEREPORTAGE (3/3)| rØST tager dig med på rejse i Kirgistan og Tadsjikistan. To eks-sovjetisk centralasiatiske lande, der sjældent besøges af danskere på trods af storslået natur og gæstfrie indbyggere med fantastiske historier. Mia Tarp Hansen tegner et livligt billede af sine oplevelser på rejse gennem de to lande. I sidste del tager Mia os rundt i Tadsjikistan – og med på verdens mest nervepirrende flyvetur.
I de to første dele af rejsereportagen har Mia livligt fortalt om rejsen fra Kirgistans hovedstad, Bisjkek, gennem kirgisiske landsbyer, bjergpas og hullede veje til grænsen ved Tadsjikistan. En grænse, Mia og hendes kæreste, Yuri, besluttede at blaffe over. Det blev til noget af et eventyr. Historien starter lige uden for den tadsjikiske landsby, Sort Sø, hvor Mia og Yuri prøver at få et lift videre til byen Murghab. Det viser sig at være ganske svært, og sol og myg hjælper ikke på humøret.
Læs de to første dele: del 1, del 2. Du kan sætte billeder på Mias beretning ved at besøge hendes hjemmeside: almatinkamia.tumblr.com/
En effektiv og sovjetisk lastbil
Det var den samme lastbil, vi havde hjulpet tidligere, der endte med at samle os op. Det var heldigt. Solen gik snart ved. Lastbilen var stadig vanvittigt overlæsset. Vores kuffert blev surret fast oven på lastbilen, og vi måtte klemme os ind på forsædet ved siden af chaufføren og hans kompagnon. Vi sad virkelig klemt, men disse gode mennesker ville stadig tage os op. Vi var heldige, det var nemlig det eneste køretøj, der kom resten af dagen. Lastbilen kørte så langsomt, at hvis der havde været andre biler, havde de med sikkerhed overhalet os.
Chaufføren var en ung etnisk pamir på 27 år. Hans ven var kirgiser, 31. De var begge fra Tajikistan. De var på vej fra Osh i Kirgistan med varer, og underholdt os med historier om deres liv som migranter i Rusland. For mig, som forsker i de centralasiatiske landes forhold til Rusland, var dette vanvittigt spændende. De var gode mennesker, ikke som de tre smuglere vi kørte med tidligere. Lastbilen var, på trods af farten, effektiv og sovjetisk, og var sandsynligvis dobbelt så gammel som sin chauffør. Men han kendte vognen godt, og arbejdede imponerende med den gamle motor.
På toppen af den andenhøjeste vej i verden
Efter hver 20 kilometers træk, måtte de hælde vand over den overophedede motor fra de floder, vi kørte forbi. Det skete mange gange. Lastbilen tromlede sig op ad Pamir bjergene, af de snoede hårnålesving der var så skarpe og snævre, at vi gispede, når vi så ud over kanten. Det højeste bjergpas er Ak-Baital passet, som ligger i over 4600 meters højde, og det siges at være den anden højeste vej i verden. På toppen holdt en sovjetisk kassevogn. Vi stoppede, fordi manden indeni råbte og skreg, steg ud, og begyndte at plapre løs på tadsjikisk. Han var bindegal, klædt i en beskidt kåbe og udtrådte sko. Vores chauffør var ikke synderligt begejstret, og efter nogle minutters skråleri fandt han et brød frem og gav til manden, der virkede tilfreds, og satte sig tilbage i sin bil. En skør bjergmand.
Vi satte i gang igen, men lastbilen var død. Den hikkede og hostede, og der var ikke mere benzin. Men man kører ikke på Pamir Highway uden en reservetank, og de havde nogle hundrede liter ekstra med, til alt held. Efter lidt trylleri med en gummislange og en metalspand gik turen frem og tilbage fra reservetanken til hovedtanken med spande fyldt med benzin. Den skøre bjergmand kom tilbage og plaprede løs om alle mulige ting, til vores chaufførs synlige irritation.
Da tanken endelig havde nok krudt på, kørte vi videre, nedad. Bjergene havde så mange farver! Grønne, brune, røde, gule, næsten blå nogle steder. Jeg har aldrig i mit liv set så smukke bjerge som Pamir. Lastbilen tromlede afsted, og hvor vejen tillod det, slukkedes motoren, så vi udelukkende kørte på tyngdekraften. Det var en ubeskrivelig tur i stilhed. Vores rejsekammerater havde kørt hele natten og dagen og var synligt trætte, men formåede alligevel at gøre turen sikker – det var langtfra første gang, de havde kørt her.
100 meter fra Afghanistan
Efter seks timer kom vi endelig til Murghab, den første egentlige by. Den er en noget sørgelig og fattig eksistens, i over 3000 meters højde. Fra Murghab tog vi til Khorog. Sammen med nogle andre turister lejede vi en chauffør til at køre os.
Turen var smuk. Vi startede i støvede, smukke dale med meget sparsom bebyggelse og hundredvis af orange murmeldyr, der pilede rundt i skrænterne. Længere nede kom byer, grøn frodighed der virkede som en anden verden, og de stadigt smukke bjerge, der tårnede sig op omkring os. Vi delte vejen med køer, cyklende turister, børn med vanddunke, kinesiske lastbiler og andet godtfolk. Efter seks timer var vi i Khorog. En skøn by i en kløft i 2000 meters højde. Der var grønt og smukt. Folk smilede og var venlige, og de fleste mennesker talte godt engelsk, fordi skolerne i byen er finansieret udenlands fra. På den anden side af floden i Khorog ligger Afghanistan – ikke engang hundrede meter væk. Det var en mærkelig fornemmelse at være så tæt på.
Den mest nervepirrende flyvetur i verden
Der er to måder at komme fra Khorog til Dushanbe. Den ene er 14-20 timer i bil (afhængig af vejret og om bilen bryder sammen) ad hullede grusveje langs grænsen til Afghanistan. Den anden er den daglige afgang med Tajik Air, med deres gamle An-28 propelfly, der kun flyver i perfekt vejr. Vi valgte mulighed nummer to. Fordi jeg var var syg af en madforgiftning, hjalp hotellet med at få adgang til billetter. Det er en populær afgang, og billetterne sælges kun på afgangsdagen. De kendte nogen som kendte nogen… Og det virkede. Selvom vi selvfølgelig måtte betale.
Flyet var forhistorisk. Passagererne var mest kvinder, en sad og ammede sit barn, og ingen spændte sikkerhedsselerne. Motorerne var stærke, og vi var hurtigt oppe. Mange kalder det den mest nervepirrende flyvetur i verden. Ikke på grund af maskinen, der nok ville få de fleste vesterlændinge til at ryste i knæene. Nej, det er på grund af ruten. Flyet flyver ubeskriveligt tæt på bjergtoppene og bjergsiderne. Ikke over bjergene, men mellem dem. Nogle gange føltes de så tæt på, at det næsten virkede skørt, at flyet ikke stødte ind i dem. Men det var smukt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Måske var det godt, at jeg var syg, for jeg havde slet ikke energi til at være rigtig bange. Efter en times tid landede vi i Dushanbe, godt pumpet op med adrenalin og sved i armhulerne. Vi snakkede lidt med den ene pilot, inden vi forlod landingsbanen. Frisk ung mand, med et stort ansvar og et godt job.
Tilbage til civilisationen
Vi fandt en taxa ind til centrum, der ligger kun et par kilometer fra lufthavnen, og indlogerede os på et af byens gamle hoteller fra sovjettiden. Vakhsh hotellet ligger centralt, men prisen er ikke helt, hvad du får for pengene. Dushanbe er en smukt by, med typisk centralasiatisk arkitektur: buede vinduer, mange farver og islamiske mønstre. Jeg faldt øjeblikkeligt for byens charme og ro. Selvom det var 40 grader, nød jeg virkelig at være tilbage i civilisationen og se et helt nyt sted. Byen er lille, og det tager ikke lang tid at se hovedattraktionerne. Arkitekturen og de grønne alléer er helt klart det smukkeste ved byen.
Gennem røg og os
Dagen efter kørte vi mod Khudzjand, som ligger nordpå i Ferghana-dalen. I denne dal var vi kun få uger før, men på den kirgisiske del i Osh. Turen til Khudzjand i bil fra Dushanbe tager en del timer. Den førte os blandt andet gennem en af de mest legendariske bjergtunneler i regionen. Selvom tunnelen kun er 5 km lang, så tager det lang tid at komme igennem. Vejen er dårlig, delvist oversvømmet, og trafikken er massiv. Når man kører mod tunnelens indgang kan man se røg og os komme ud. Ventilationen virker ikke i den første del af tunnelen. Det betyder, at hvis din bil går i stå, eller du stiger ud af bilen inde i tunnelen, vil du hurtigt dø af udstødningsgasser og mangel på ilt. Det er ikke så slemt som for få år siden, hvor tunnelen var absolut uventileret.
Vores chauffør kørte fuldstændigt vanvittigt, zigzaggede sig frem i højre og venstre vejbane, mens vi sad bagi og gispede. Man kunne høre ekkoet fra trafikken, mens tadsjikisk musik rytmisk flød ud fra bilens anlæg.
Når virkeligheden slår
Ikke lang tid efter ringede min mor til mig over verdens tyndeste Skype-forbindelse. Min morfar hjemme i København var ganske uventet gået bort. Det betød også, at jeg ikke fik set så meget af Khudzjand, som vi netop var på vej til. Der er nu heller ikke meget at se i Khudzjand. Primært den enorme Syr-Daria flod, der løber gennem byen, hvilket gør byen flot. Men efter Pamir-bjergenes skønhed var det nu svært at blive helt imponeret.
Morgenen efter tog min kæreste og jeg afsked i den lille lufthavn. Blandt flypersonale og paskontrollører, plus hundreder af tadsjikker på vej til migrantarbejde i Moskva, kyssede vi hinanden og Centralasien farvel for denne gang. Men vi kommer helt sikkert tilbage. Igen og igen.
———
Visum til Tadsjikistan fra ambassaden i Bishkek: $55 (en uges ventetid) $75 (omgående behandling). Husk at bede om GBAO-tilladelse, som er gratis hvis man søger den sammen med visum. Ellers koster den $10-20.
Fly til Bishkek, Kirgistan fra København: billigste er Pegasus Airlines, 1400+ kr./vej.
Fly til Osh fra Bishkek, Pegasus Asia/Air Manas, ca. 100 kr./vej
Marshrutka fra Osh til Sary-Tash: ca. 30 kr.
Fly til Dushanbe fra Khorog: Tajik Air (An-28), $100/vej
Bil til Khudzjand fra Dushanbe: ca. 130 kr./person.
At tomle fra Sary-Tash til Murghab kan IKKE anbefales, men er du alligevel rejselysten, is i maven og har mod på at vente LÆNGE på transport, så hav mindst $15-20 per mand klar til dit lift. Måske kan det gøres for mindre. De fleste som samler folk op modtager gerne Tadsjikiske Somoni eller Kirgisiske Som.
Mia Tarp Hansen er dansk phD studerende ved La Trobe Universitetet i Melbourne, Australien. Her forsker hun i de centralasiatiske landes forhold til Rusland. Hun har flere gange både rejst, boet og lavet feltarbejde forskellige steder i Centralasien. Mia er tidligere Øst-redaktør på rØST og flittig skribent for bladet.
