REJSEREPORTAGE (2/3)| rØST tager dig med på rejse i Kirgistan og Tadsjikistan. To eks-sovjetisk centralasiatiske lande, der sjældent besøges af danskere på trods af storslået natur og gæstfrie indbyggere med fantastiske historier. Mia Tarp Hansen tegner et livligt billede af sine oplevelser. I anden del tager hun os med på blaffe-tur over grænsen til Tadsjikistan.
I første del af rejsereportagen rejste Mia til Bisjkek, hvor hun sammen med sin kæreste Yuri fik skaffet sig et visum til Tadsjikistan, besøgte landsbyer i den centrale del af Kirgistan og besteg det Hellige Bjerg i Osh. Beretningen sluttede i Sary-Tash, hvor de gjorde sig klar til at tage tommelfingeren i vejret for at komme til Tadsjikistan. Læs beretningen her. Du kan sætte billeder på Mias beretning ved at besøge hendes hjemmeside: almatinkamia.tumblr.com/
Alene på vejen mod Tadsjikistan
At blaffe til grænsen mellem Kirgistan og Tadsjikistan viste sig at være lettere sagt end gjort. En venlig lokal kørte os til der, hvor vejene delte sig – den nyasfalterede vej til Kina blev afløst af hullet sovjetisk grusvej mod Tadsjikistan. Vi gik helt alene på vejen. En logrende gadehund fulgte os lidt på vej. 20 kilometer fremme virkede det til, at vejen blev afløst af enorme bjerge. Der var intet køretøj i sigte. Bag os kunne vi høre lastbilerne suse afsted mod Kina, men ingen syntes at skulle vores vej.
Vi gik og gik, og sang sange for at lave et eller andet. Langt ude i horisonten kunne vi skimte en forfalden og forladt sovjetisk militærbase. Der var helt stille, som gik vi i midten af ingenting.
Så dukkede der en bil op. Jeg aner ikke, hvor langt vi nåede at gå. Måske et par kilometer. Det var en sovjetisk kassevogn med kirgisiske plader. Bilen stoppede, og ud steg tre kirgisiske djigitter af typen, du ikke har lyst til at møde en mørk aften. De gik med til at køre os til den første by efter grænsen for et par hundrede kroner.
Oppe at køre med centralasiatiske narkosmuglere
De tre mænd var, kort fortalt, prototypen på centralasiatiske narkosmuglere. De var dog på vej tilbage til Tadsjikistan – skibet var ladet med kontanter og frisk frugt fra Osh i Kirgistan. Man fornemmede, at lasten havde været en anden på turen fra Tadsjikistan til Osh. Mændene var nysgerrige og relativt venlige. De havde pæne sko, men var ellers klædt i joggingbukser og falmede jakker. Der var høj stemning i bilen og ligeså høj kirgisisk musik i anlægget.
Et godt stykke længere fremme i dalen dukkede en aldrende sovjetisk lastbil pludselig frem. Den havde bagsmækken åben, og to mænd forsøgte febrilsk at få snøret den fast igen, så de kunne køre videre. Lastbilen var fuldstændigt overlæsset med tæpper, møbler og andet habengut, og det var nok derfor, bagsmækken havde sagt stop. I en halv times tid hjalp vores tre venner dem med at få lukket den bristende bug på vognen. Og så gik turen ellers videre. Turen gennem bjergene var smuk, men intet i forhold til, hvad der ventede os.
Det sidste hus i Kirgistan
Efter et par timer gennem snoede grusveje, delvist skyllet væk efter regnfald, kom vi til det sidste hus i Kirgistan. Den ene af mændene var i familie med dem, der boede her, i 4000 meters højde. Langt fra alt. Vi spiste frokost med dem. Kvinden i huset lavede te til os, og mændene bød os på muggent (!) brød med kogt kød og kirgisisk ost. De bød også på kumys, gæret hestemælk. “kirgisisk champagne”! Jeg sprang over, men min kæreste drak et glas. Den var så stærk, at han fik tårer i øjnene.
Den ene af djigitterne, Akyl, sagde, at han måtte drikke sig mod til grænsen. Han nåede rent faktisk at drikke sig virkelig beruset på den halve time vi sad i huset. Heldigvis var han ikke chaufføren. I sin rus begyndte han at blære sig med, hvor stor en mand han var. Han åbnede et hemmeligt rum i bilen, og trak en fedtet plastikpose ud. Posen var fyldt med kontanter i forskellig valuta. Han nævnte det ikke, men det var ingenlunde svært at gætte, hvor pengene kom fra.
Vandmeloner som bestikkelse
Grænsen mellem Kirgistan og Tadsjikistan var et mindre cirkus. Den kirgisiske grænsepost var nem nok. Min kæreste viste grænsevagterne billeder på sin iPhone fra vores tur, og de var meget imponerede. Vi kørte videre, og vejen blev dårligere og dårligere. Flere steder var den skyllet væk af regn og mudderskred, og vores sovjetiske kassevogn måtte pløje sig gennem små floder. Den tadsjikiske grænse lå højt oppe. Grænsevagterne var klædt i camouflagetøj, som ikke matchede, og de lignede mest af alt en flok rockstjerner med deres smarte kasketter og polaroidsolbriller. De havde penge.
Denne grænsepost er netop stedet, hvor stofferne der er sivet fra Afghanistan til Tadsjikistan kommer videre nordpå, mod Europa. Vi kørte heldigvis den modsatte vej. Vores chauffør bestak grænsevagterne med et par vandmeloner og et løfte om at tage frisk fårekød med senere på ugen, når de skulle retur til Kirgistan. Vi så ikke om de også gav penge. Alle var – helt usædvanligt – fuldstændigt ligeglade med de to turister bag i bilen. Vi fik dog vores stempel i passet og var nu officielt ankommet til Republikken Tadsjikistan, det fattigste land af alle tidligere sovjetrepublikker, arret af en blodig borgerkrig i halvfemserne, som man stadig kan se levn af mange steder.
Sort Sø – en by fyldt med ulykkelige skæbner
Vores tre venner kørte os til Karakol, som betyder Sort Sø på kirgisisk. Det var en smuk dal med en stor og, på trods af navnet, blå sø, hvor hundrede huse udgjorde landsbyen. Det var et forfærdeligt sted. Folk var ubeskriveligt fattige, og på grund af landsbyens centrale position på smuglerruter, flød landsbyen med ulykkelige skæbner. Næsten alle mænd vi mødte, var påvirkede af ukendte rusmidler. Vi ville hurtigt væk fra dette sørgelige sted. Men ingen ville køre os de sidste 100 km til Murghab.
Vi måtte blaffe videre til Murghab. Det viste sig også at være en dårlig idé. På denne vej kommer måske tyve biler om dagen, hvoraf de fleste er fyldt med mennesker eller varer og derfor ikke kan tage blaffere med. Der var mange myg, og de stak aggressivt, så vi måtte vente i solen, da myggene mest holdt sig i skyggen. Vi turde ikke gå langt væk fra byen. Der var ingen bebyggelser overhovedet de næste 100 km. Vi vidste, det var en dårlig idé bare at begynde at gå, når det allerede var eftermiddag. Efter en rum tid kom der endelig et køretøj.
Læs den tredje del af Mias rejsereportage, hvor hun tager hun os det sidste stykke med rundt i Tadsjikistan.
______________
- Visum til Tadsjikistan fra ambassaden i Bishkek: $55 (en uges ventetid) $75 (omgående behandling). Husk at bede om GBAO-tilladelse, som er gratis hvis man søger den sammen med visum. Ellers koster den $10-20.
- At tomle fra Sary-Tash til Murghab kan IKKE anbefales, men er du alligevel rejselysten, is i maven og har mod på at vente LÆNGE på transport, så hav mindst $15-20 per mand klar til dit lift. Måske kan det gøres for mindre. De fleste som samler folk op modtager gerne Tadsjikiske Somoni eller Kirgisiske Som
Mia Tarp Hansen er dansk phD studerende ved La Trobe Universitetet i Melbourne, Australien. Her forsker hun i de centralasiatiske landes forhold til Rusland. Hun har flere gange både rejst, boet og lavet feltarbejde forskellige steder i Centralasien. Mia er tidligere Øst-redaktør på rØST og flittig skribent for bladet.
