REJSEREPORTAGE (1/3) | rØST tager dig med på rejse i Kirgistan og Tadsjikistan. To eks-sovjetisk centralasiatiske lande, der sjældent besøges af danskere på trods af storslået natur og gæstfrie indbyggere med fantastiske historier. Mia T. Hansen tegner et livligt billede af sine oplevelser. Første del går gennem Kirgistan.
Du kan sætte billeder på Mias beretning ved at besøge hendes hjemmeside: almatinkamia.tumblr.com/
Jeg landede i Bisjkek i Kirgistan i slutningen af juni, i den støvede gamle ‘Manas Internationale Lufthavn’. Lufthavnen er opkaldt efter deres saga-helt Manas, der mest af alt er som en mytisk nomadekriger i den lokale kultur. Jeg var spændt på hvilke eventyr, der ventede forude. For selvom jeg har været i Bisjkek og Kirgistan før, så sker der altid noget nyt og noget uventet.
Første udfordringer var at komme gennem de lokale djigitter foran lufthavnen, som aggressivt forsøgte at få min kæreste og mig til at vælge netop deres pirattaxa. De havde intet held; vi gik udenfor parkeringspladsen og i højre hjørne tog vi en marshrutka, en minibus, for 40 Som (cirka 4 kr.) ind til centrum.
Man lærer at nøjes i Centralasien
Dagen efter jeg var ankommet, forsvandt elektriciteten i Bisjkek. Jeg nåede akkurat at koge vand til min morgenkaffe, så gik strømmen i det meste af byen. Ingen trafiklys virkede, og at krydse en vej blev pludselig en udfordring. For Bishkek præges af en umulig trafiksituation. Hundredvis af marshrutka’er zigzagger sig ind mellem hinanden, jeeps, Lada’er, trolleybusser og almindelige busser. Bisjkek er vokset hurtigt de sidste år. Det ser man også især på de mange nye etageejendomme, som bliver bygget. For hver gang jeg besøger stedet, synes det at forandre sig. Måske er det et tegn på øget velstand? Jeg ved det ikke. Kirgiserne er ikke tilfredse med situationen. Bisjkek er en stor byggeruin, med store konsekvenser for indbyggerne.
På trods af at Kirgistan selv producerer og eksporterer strøm og el til lande som f.eks. Kasakhstan, så er det ikke altid, at kirgiserne selv har el. Politikerne har nemlig besluttet, at der skal rationeres på strømmen, så der er nok til vinteren, hvor situationen normalt ikke er god. Derfor importeres strømmen i sommerperioden fra nabolandet Tadsjikistan. Sådan lyder historierne i hvert fald i aviserne. Jeg ved ikke, om det er sandt. Vores strøm kom heldigvis tilbage. Men et par dage efter forsvandt både vand og gas i lejligheden. Vandet kom igen. Gassen lukkede de ned for i en hel måned. Hvordan de forventer, at folk kan leve sådan, ved jeg ikke. Men det gør folk bare. Man lærer at nøjes i Centralasien.
Visum til Tadsjikistan
Vi brugte et par dage i Bisjkek på at få et visum til Tadsjikistan. Det var lidt af et cirkus, og der var lang behandlingstid. Det er altid et cirkus. Kirgistan er det eneste land i regionen, man som dansker kan rejse til uden visum. Anderledes er det i de andre ‘stan’-lande, der alle kræver visum for indrejse. Besøget til ambassaden var dog ganske hyggeligt. Her mødte vi den lidt utraditionelle og venlige sikkerhedsbetjent, der syntes at have stor fornøjelse i de forbipasserende turisters tilstedeværelse. Han snakkede med de forbipasserende eller fræsede lidt rundt på cykelturisternes tohjulede. Hvem end der så vil cykle i et bjergland. Måske er jeg for dansk og flad?
Vi brugte visum-behandlingstiden på at komme lidt væk fra Bisjkeks hedebølge. Vi tog et smut til Naryn i det centrale Kirgistan. Min kæreste Yuri forsker i regionen. Derfor har vi ofte besøgt området. Det er altid en oplevelse. Ikke mindst vejen dertil, der kan være meget udfordrende. Turen går ad hullede grusveje og smalle bjergpas. Vælger man at køre med en gammel bil, kan turen let tage det meste af dagen. Men turen kan gøres på blot 4 timer. Kineserne laver dog lige nu store investeringer i regionens infrastruktur. Det betyder, at vejene er ved at blive omlagt og nyasfalteret.
På et kirgisisk køkkengulv
Naryn er en mindre by på størrelse med Køge. Byen har en enkelt hovedgade. Den er selvfølgelig opkaldt efter den hedengangne Lenin. Det er et fattigt område med mange små landsbyer omkring. Folk lever mere eller mindre, som de har gjort i hundrede år – sovjetmagt eller ej. De fleste bor i hvidmalede huse lavet af ler og jord. Der er ingen rindende vand, kun brønde – et par i hver landsby, hvor børnene trasker rundt med spande i hænderne eller på kærrer. Toiletter er en uhørt luksus. Normalt ordnes dette i et faldefærdigt skur med et dertil indrettet hul i bunden. Internet er der ikke mange, som har. De har dog telefoner og ofte fjernsyn. Folk her ejer ofte masser af land, marker eller græsgange, og mange endda en hel del dyr.
De brygger deres egen kumys – gæret hoppemælk, laver deres egen fløde, brød og marmelade. Det byder de også meget gerne gæster på – også de udenlandske af slagsen. Det er noget helt særligt at sidde på gulvet i deres små køkkener, der er foret med smukke hjemmelavede filttæpper, og høre historier fra deres barndom under Stalin. Man forstår hurtigt, at Naryn har en magisk historie, indsmurt i blod og kolort.
Udsigten fra det Hellige Bjerg
Et par dage efter tog vi til den sydlige del af landet, til den berygtede by Osh. Det er her, hvor usbekere og kirgisere de sidste 25 år flere gange er endt i blodige sammenstød og nedslagtninger. De seneste par år har byen dog været rolig, med mindre undtagelser. Fra Osh var der ikke langt til Tadsjikistan.
Vi fløj til Osh. Det er interessant at flyve i Kirgistan. Kirgisere flyver ikke ofte. Flyveturene er derfor præget af en af helt anden flyvekultur, end vi er vant til. Det ses f.eks. ved bagageudleveringen, hvor man må kæmpe for at få fat i sin kuffert – og i øvrigt skal bruge lang tid på overhovedet at forstå, hvor man henter den henne.
Osh er i forfald, men alligevel charmerende i al sin centralasiatiske skønhed. Osh har det hele: en basar, sovjetiske bygninger, grønne træer og det Hellige Bjerg midt i byen. Det Hellige Bjerg tager 20 minutter at klatre op på. Det er meget hårdt om sommeren i bagende sol. Men det er det værd. Udsigten er betagende. Endeløse kaotiske rækker af huse med bliktage så langt øjet rækker.
Starten på den lange tur til Tadsjikistan
På en eller anden måde formåede vi at finde busstationen i byen, og med usandsynligt vanvittigt held skulle den første marshrutka vi spurgte netop forbi den lille landsby, vi havde planlagt at sove i, Sary-Tash. Vejen til Sary-Tash er bygget af kineserne, så turen var meget gnidningsfri. Ny asfalt.
Vi kørte gennem de frodige bjerglige græsgange. Der hvor jurterne – kirgisernes nomadetelte – står smukke og ensomme. Heste og får græsser, børn leger foran jurten, mens mødrene malker dyrene. Græsgangene her er blandt kirgisernes bedste og mest berømte.
Sary-Tash ligger ved to vigtige hovedveje – vejen til Kashgar i Xinjiang i Kina, og vejen til Murghab og Khorog i Tajikistan. Her tilbragte vi en kold nat i et gæstehus, som der er en del af der.
Dagen efter startede den rigtige udfordring. Vi havde besluttet at vi skulle blaffe til Tadsjikistan. Vi vågnede op til nyheden om et Malaysisk fly skudt ned over Ukraine. De lokale var overbevist om, at ukrainerne bar skylden. Ingen mistænkte Rusland eller oprørerne. Det var sådan vores lange tur til Tadsjikistan startede.
I næste del af Mias rejsereportage tager hun os med på intens og spændende blaffe-tur over grænsen til Tadsjikistan, gennem bjerge og forfaldne landsbyer, og præsenterer os for nogle af de lokale, hun møder på sin vej.
________________________
- Visum til Tadsjikistan fra ambassaden i Bishkek: $55 (en uges ventetid) $75 (omgående behandling). Husk at bede om GBAO-tilladelse, som er gratis hvis man søger den sammen med visum. Ellers koster den $10-20.
- Fly til Bishkek, Kirgistan fra København: billigste er Pegasus Airlines, 1400+ kr./vej.Fly til Osh fra Bishkek, Pegasus Asia/Air Manas, ca. 100 kr./vej
- Marshrutka fra Osh til Sary-Tash: ca. 30 kr.
Mia Tarp Hansen er dansk phD studerende ved La Trobe Universitetet i Melbourne, Australien. Her forsker hun i de centralasiatiske landes forhold til Rusland. Hun har flere gange både rejst, boet og lavet feltarbejde forskellige steder i Centralasien. Mia er tidligere Øst-redaktør på rØST og flittig skribent for bladet.
