AFFOLKNING | Flere østeuropæiske EU-lande har det seneste årti lidt af hastigt svindende befolkninger. Arbejdsstyrken søger mod vest for bedre arbejdsforhold. I de værst ramte lande, Rumænien og Letland, er der brug for store reformer, hvis blødningen skal standses, lyder det fra landenes fagbevægelser. Bringes i samarbejde med Magasinet NOTAT.
I Danmark var et af de største emner i valgkampen til Europa-Parlamentet velfærdsturisme og social dumping som følge af anvendelse af udenlandsk arbejdskraft på det danske arbejdsmarked. Der er været mindre opmærksomhed på de lande, som arbejdskraften kommer fra. I flere lande i Europa, særligt i det østlige EU, kæmper regeringerne med at holde på de højtuddannede, og undgå decideret affolkning af deres lande. Et af de værst ramte lande er Letland:
”Affolkning og braindrain er et meget alvorligt problem for det lettiske samfund. Det skyldes en kombination af konstant lav fødselsrate og høj udvandring. I løbet af det sidste årti har Letland mistet omkring 200.000 mennesker eller 10% af befolkningen til udvandring,” fortæller Mārtiņš Svirskis, der er talsperson for den lettiske fagforeningsforbund LBAS, der nogenlunde modsvarer det danske LO.
Svirskis, der er specialiseret i arbejdsmarkedspolitik og økonomi, forklarer, at det er en trussel for det fremtidige samfund i Letland, da det hovedsagligt er de unge, der udvandrer, hvilket betyder, at en svindende arbejdsstyrke skal understøtte en voksende mængde pensionerede borgere.
”Det er allerede en meget lille arbejdsstyrke, der skal understøtte ældresektoren, og i løbet af de næste par årtier kan det blive et meget tungt lod for de lettiske arbejdere at skulle løfte for at tjene nok skattekroner til at sociale ydelser fortsat kan blive udbetalt,” advarer Svirskis.
3 millioner er udvandret
Et andet land, der ofte nævnes i den danske debat om indvandrende arbejdskraft er Rumænien. Formanden for den rumænske fagforening CNS Cartel ALFA, Bogdan Iuliu Hossu, er bekymret over udvandringen.
”De mest anvendte tal i de rumænske medier om den rumænske migration til Vesteuropa er mere end 3 millioner. De fleste rumænere tager til udlandet for at søge bedre beskæftigelsesmuligheder og et bedre indkomstmæssigt perspektiv. Det kan hovedsagligt forklares med lave lønninger og utilstrækkelige beskæftigelsesudsigter i Rumænien. Mange har færdigheder inden for sundhed eller IT, og kan let finde arbejde i andre lande,” fortæller Hossu.
Hossu nævner mange af de samme alvorlige konsekvenser for samfundet, som Mārtiņš Svirskis nævnte om Letland. Den sociale sektor belastes, ved at færre betaler skat, og derudover er det også et problem at familier bliver splittet. Men det er ikke det hele:
”For afsenderlandet, betyder det tab af en investering i sundhed og uddannelse, som burde komme tilbage via skatter og deltagelse i samfundet, mens for modtagerlandene betyder migrationen dumping på arbejdsmarkedet. 180€ og 2800€ i månedsløn er en enorm forskel,” siger han.
Derudover er det et problem, at mange, der rejser udenlands, får et arbejde, der ligger under deres kvalifikationer og dermed går stor uddannelsesmæssig kapital tabt.
Nedskæringer og korruption
Svirskis og Hossu har forskellige forklaringer på, hvad der er årsag til de store udvandringer i deres lande. I Letland er det i høj grad eksterne faktorer, der har medvirket til den alvorlige situation.
”Selvom Letland føre sig frem som en succeshistorie, har krisen stadig sat sit præg på samfundet. Niveauet for vores velfærd har endnu ikke nået niveauet for fra før krisen i 2008. Lønningerne er nået over niveauet for 2008, men leveomkostningerne, priserne på varer og tjenester og den overordnede inflation forhindrer os i at nyde velfærd på det niveau, der fandtes før krisen. Det var også krisen, der udløste den voldsomme udvandring, der imellem 2008-2011 var 2,6 gange højere end tidligere,” forklarer han.
Men krisen var ikke alene om at presse det lettiske samfund. I 2008 led Letland under en bankboble, der førte til EU’s første redningspakke, som vi senere kender fra Grækenland, Irland og Spanien.
”De politiske stramninger i Letland, pålagt af Kommissionen og trojkaen, burde have været undgået – eller i det mindste afviklet mindre aggressivt. Letland var det første land, der oplevede denne politik i EU, og kom til at lide voldsomt under social devaluering, stor udvandring og et samlet fald i velfærden i landet. Et af de spørgsmål, der stadig er stort set uløst, er overførsel af skattebyrden til arbejdsstyrken, hvilket har resulteret i en voksende polarisering i det lettiske samfund. Så de lavtlønnede lider nu mest under det stigende skattetryk. Dette har ført til, at Letland har den største indkomst- og sociale ulighed i EU,” lyder det fra Mārtiņš Svirskis.
Men selvom Letland og Rumænien lider af de samme problemer, giver Bogdan Iuliu Hossu hverken krisen eller EU skylden. Her er det de dårligere forhold på det rumænske arbejdsmarked, der har skræmt arbejdskraften væk, mener han.
”Der har manglet udvikling i den rumænske økonomi, og der skulle have været flere jobs for højtuddannede. Bedre lønpolitik fra den rumænske regering og en stærkere kamp imod snyd og korruption på arbejdsmarkedet, samt en bedre social dialog, kunne have været med til at reducere udvandringen. Systemet med, at de officielle lønninger ligger på et meget lavt niveau supleret med uformelle udbetalinger fra arbejdsgiverne, gør, at de ansatte reelt placeres under arbejdsgiverens pisk,” siger Hossu.
Ikke et østeuropæisk fænomen
Ifølge de to fagforeninger Svirskis og Hossu repræsenterer, er det forskellige årsager, der har motiveret udvandringen, og ser man bredere ud over regionen er billedet lige så nuanceret. Ungarske Béla Galgóczi er senior researcher hos den Bruxelles-baserede tænketank European Trade Union Institute (ETUI) med speciale i europæisk økonomi- og arbejdsmarkedspolitik.
”Generelt er effekterne af udvandringen meget blandede for afsenderlandene afhængigt af intensiteten af udvandringen, situationen og efterspørgslen på arbejdsmarkedet i afsenderlandet samt udviklingen af økonomien på hjemmemarkedet. Desuden er det vigtigt at skelne imellem effekterne på kort og længere sigt. For eksempel lider et land som Polen, der er det største afsenderland ikke i så stor grad under udvandringen. Her er mere tale om et ”brainoverflow” end ”braindrain”, da antallet af højtuddannede i landet er meget højt, og ikke kan dække den hjemlige efterspørgsel. På kort sigt nyder Polen også af færre arbejdsløse og pengeoverførsler, så her er de negative effekter noget mere langsigtede,” siger han.
Han forklarer, at i andre lande som Slovakiet har man på et tidligt tidspunkt efter optagelsen i EU fundet en måde at begrænse udvandringen med nationale og lokale indsatser. Desuden understreger han, at situationen i Spanien, Italien og Portugal også er ved at være alvorlig i forhold til udvandring, så han vil ikke kalde problemet for et østeuropæisk fænomen.
Nødvendigt med reformer
Skal problemerne løses, er Béla Galgóczi enig med Bogdan Iuliu Hossu om, at man er nødt til at se på forholdene på de hjemlige arbejdsmarkeder i afsenderlandene.
”Det er især Letland, Rumænien og Litauen, der lider under udvandringen, og det skyldes, at motivationen for at flytte ligger i for dårlige forhold derhjemme, som man ønsker at slippe væk fra, f.eks lav løn, dårlige fremtidsudsigter eller håb (”push factors”), end at udlandet lokker med muligheder (”pull factors”), som gælder for Polen i højere grad,” siger Galgóczi.
Han nævner som eksempel, at når der er underskud på kvalificeret arbejdskraft på hjemmemarkedet, søger de udenlandske investeringer andre steder hen. Mercedes Benz ville for nyligt åbne en fabrik i Rumænien, men da der ikke var tilstrækkeligt med arbejdskraft med tilstrækkelige kvalifikationer, flyttede projektet til Ungarn, selvom lønnen i Ungarn er dobbelt så høj.
Mārtiņš Svirskis foreslår reformer, der kan øge både beskæftigelsesniveauet og diversiteten i efterspørgslen på arbejdsmarkedet i hjemlandet. Men dette alene er heller ikke nok.
”Det er også nødvendigt at hæve kvaliteten af beskæftigelsen og især at reducere ‘den grå økonomi’, der i Letland ligger på næsten 25 pct. – meget højere i det øvrige Baltikum. Desuden skal man sikre ordentlige arbejdsforhold, rettigheder og vigtigst af alt at reformere de sociale garantier som pension og dagpenge, for at arbejdsstyrken har motiv for at blive i landet,” siger han.
Bogdan Iuliu Hossu er enig. Han tilføjer, at generelle livsvilkår er vigtige for at få udvandrerne tilbage. Der skal være styr på de helt basale fornødenheder som sundhedsvæsen, uddannelse, varme og sanitet. Desuden vil fælles regler i EU for mindsteløn kunne motivere folk til at blive.
Den frie bevægelighed kan ikke rulles tilbage
Der er ingen af de adspurgte, der foreslår at begrænse den frie bevægelighed som en mulig løsning på udvandringen. Tvært imod. Bela Galgóczi nævner et eksempel fra sit eget hjemland, Ungarn, hvor regeringen ønskede at straffe færdiguddannede økonomisk, hvis de forlod Ungarn for at arbejde i udlandet. Men da det ikke lykkedes, forsøger man nu med højere lønninger og andre initiativer i stedet, hvilket har mere succes.
”Det er en generel regel: Den frie bevægelighed inden for EU kan ikke rulles tilbage. Sanktioner og begrænsninger ser ikke ud til at virke, men det kan forbedringer på det hjemlige arbejdsmarked derimod. Og selvom der er mange problemer i EU for tiden, må vi huske, at forskellen i lønniveau har faldet fra 1:8 til 1:4 under de ti år de østeuropæiske lande har været med. Her har en af de vigtigste faktorer været arbejdskraftens frie bevægelighed,” siger han.
Denne artikel er først bragt i august-udgaven af Magasinet NOTAT i redigeret udgave.
LÆS OGSÅ: Vi vil have vores borgere tilbage
