HISTORIE | 100 år efter Gavrilo Princip skød Ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo, er der på Balkan mere uenigihed end nogensinde om, hvordan man skal forstå manden og hans handling. Ismar Dedovic forklarer her hvorfor.
I dag er det 100 år siden, at den unge bosnier, Gavrilo Princip, skød og dræbte arvingen til den østrig-ungarske trone, Franz Ferdinand i Sarajevo i protest mod østrig-ungarske besættelse af Bosnien-Hercegovina. Princip søgte ved samme lejlighed at dræbe den østrigske general Potiorek, men ramte i stedet Franz Ferdinands hustru Sofie, der også døde få øjeblikke efter. Den Østrig-Ungarske politiske og militære elite, der længe havde ønsket et opgør med Serbien, brugte attentatet som påskud til at erklære Serbien krig, hvilket som bekendt førte til Første Verdenskrigs udbrud få dage senere.
Ihærdige debatter
Attentatet i Sarajevo er derfor blevet betragtet som en af de afgørende begivenheder i det 20.århundrede og anses af mange som den symbolske start på 1. Verdenskrig.
Det kan således ikke overraske, at diskussionerne om Gavrilo Princips gerning krigsskyldsspørgsmålet har varet ved på Balkan i de seneste 100 år, selvom man måske kan blive forbløffet over hvor ihærdige de debatterende kan blive og hvor meget af debatten også foregår udenfor akademiske cirkler.
Det er dog tydeligt, at i takt med at 100-årsdagen for attentatet har nærmet sig, er intensiteten af debatten taget til uden, at dette nødvendigvis har været med til at nuancere holdninger eller perspektivere de forskellige aktørers indgangsvinkler til sagen. Et eksempel på dette er den nyligt overståede konference om Første Verdenskrig i Sarajevo, hvor over 100 deltagere – med en del held – forsøgte at give deres bud på en ny forståelse af både attentatet, attentatmanden og selve krigen. Som deltager i konferencen havde jeg lejlighed til at følge oplæg og paneldebatter, men også den lokale mediedækning af konferencen. Og mens der ”indenfor murene” blev diskuteret om alt lige fra militærmanøvrer og politiske beslutninger til hjemmefronten og civile lidelser, så insisterede bosniske medier i høj grad på at høre oplægsholdernes meninger om hvorvidt Princip var en helt eller en terrorist. Herved reduceredes komplekse historiske forløb og sammenhænge til sort-hvide stereotyper, der ikke øger vores eller offentlighedens forståelse af begivenheden synderligt.
Historie som nationernes slagmark
Historie er for længst blevet – eller har altid været – en slagmark i den nationsopbygningsproces som har fundet sted siden den fælles jugoslaviske blev ødelagt og skabte behovet for konstruktionen af nye, eksklusivt nationale, fællesskaber. Der er derfor tydelige politiske såvel som identitetsmæssige faktorer, der påvirker den måde hvorpå historiske emner generelt diskuteres og behandles og 28. juni 1914 er her ingen undtagelse. Den ophedede retorik omkring Princip kan således forklares ud fra de behov som nationale fællesskaber og politiske eliter har for at etablere ”brugbare” fortællinger om deres egen fortid. En kritik eller udfordring af denne fortælling bliver derfor også meget hurtigt til en kritik af nationen, hvilket naturligt nok kan få følelserne i kog hos mange.
Og hvad er det så de forskellige grupper i det post-jugoslaviske område strides om når talen falder på 28.juni 1914? Selvom det ikke altid står helt klart på grund af mudderkastningen så drejer det sig faktisk om to forskellige emner: 1) Hvordan man skal opfatte Gavrilo Princips gerning i dag og 2) Denne gernings betydning for krigsudbruddet.
Disse to emner blandes ofte sammen på forskellige måder, men jeg skal her forsøge at holde dem adskilt for overskuelighedens skyld. Jeg vil også mest beskæftige mig med det første emne, da spørgsmålet om krigsskylden er for omfattende for denne artikel.
Gavrilo Princip – helt eller terrorist?
I 1953 opsatte de kommunistiske myndigheder i Sarajevo en mindeplade på det sted hvor Gavrilo Princip skød Franz Ferdinand med følgende indskrift: ”Fra dette sted, på den 28. juni 1914. udtrykte Gavrilo Princip med sit skud folkets protest mod tyranniet og vore folks århundredelange stræben efter frihed”. Ud fra denne tekst er det tydeligt, at kommunisternes officielle billede af Gavrilo Princip var, at han var en frihedskæmper og at hans gerning afspejlede et folkeligt ønske om frihed.
Dette er et billede, der har været dominerende gennem det meste af den periode hvor Jugoslavien har eksisteret. Ganske vist har der været forsøg på at fremstille Princip som enten en serbisk eller en jugoslavisk helt – Princip erklærede sig selv som jugoslav, men dette er ofte blevet ignoreret – men helterollen har der ikke været meget tvivl om. Princips kamp for en jugoslavisk stat gjorde ham også selvskrevet til heltestatus da denne stat blev en realitet efter Første Verdenskrig.
Efter Jugoslaviens sammenbrud er den officielle konsensus om Gavrilo Princip dog ligeledes brudt sammen og der findes nu op til flere – indbyrdes modstridende – fortællinger om Princip i de jugoslaviske efterfølgerstater. To af disse er særligt interessante.
Den serbiske vinkel
I Serbien har man holdt fast i fortællingen om Gavrilo Princip som en heltemodig skikkelse, der kæmpede mod Østrig-Ungarsk undertrykkelse. Men man har dog ændret én afgørende del i historien i forhold til tidligere. Princip er nu endegyldigt blevet til en serbisk helt, der kæmpede for serberes ret til en fælles stat udenfor Østrig-Ungarn snarere end en jugoslavisk helt.
Det snævert nationale er således blevet en afgørende faktor i forståelsen af attentatet også. Den ændrede fortolkning af Princip afspejler i øvrigt også det officielle Serbiens ændrede forståelse af Første Verdenskrig som helhed. For hvor der i den jugoslaviske periode stod i skolebøger mv., at Serbien og den serbiske hær kæmpede for en jugoslavisk stat og alle sydslaveres forening så er der i dag et forsøg på at vinkle fortællingen således, at det kommer til at fremstå enten som om Serbien udelukkende kæmpede for serbisk befrielse og blev narret ind i en fælles stat eller, at Serbien kæmpede for de andre sydslavere også, men at disse har været utaknemmelige og svigtet Serbien.
Dette blev klarest udtrykt af tidligere serbiske premierminister, Ivica Dacic, da han i 2012 holdt en tale om Første Verdenskrig: ”Vi var på sejrherrernes side under Første Verdenskrig i modsætning til de andre jugoslaviske folk, med hvilke vi skabte en ny fælles stat. En stat, som de voldeligt forlod i løbet af 1990’erne. De seneste årtier har altså fuldstændig ødelagt resultaterne af det serbiske folks kamp i de foregående 100 år”.
Forbryder eller naiv sværmer? Bosniakkiske fortællinger om Princip
Det andet eksempel på en ændret fortælling om Princip, som jeg vil dvæle ved her, er den man finder i Bosnien-Hercegovina og nærmere bestemt i den bosniakkiske historietradition. Her har man også haft travlt med at omtolke sin historie så den bedre kan passe til skabelsen af et nationalt fællesskab som erstatning for det overnationale fællesskab som Jugoslavien var.
I det officielle bosniakkiske narrativ er Gavrilo Princip forvandlet fra en jugoslavisk helt til et af to lidt forskellige væsener. Af nogle fremstilles han som en bondsk og udannet serbisk terrorist, der kæmpede for skabelsen af et Storserbien under dække af at kæmpe for Jugoslavien. En terrorist, der på brutal vis myrdede en oplyst hersker for et europæisk imperium, som bragte Bosnien en del goder. Her er det især interessant hvordan forestillingen om det rent serbiske hos Princip går igen i bosniakkisk tradition, selvom det her ”naturligvis” har en decideret negativ klang.
Der er nemlig et politisk behov for at tegne et billede af voldelige og primitive serbere og i den proces læner man sig op ad forestillingen om Østrig-Ungarn som et gavmildt og civiliseret rige, der byggede posthuse, jernbaner og andet godt i Bosnien-Hercegovina.
Der er dog også bosniakkiske meningsdannere, der ser et problem med det ovenstående narrativ. For selvom man kan mene, at det at skyde kongelige ned ikke er det bedste i verden og selvom man måtte opfatte Østrig-Ungarn som en civiliseret og gavmild stat, så er det svært at skrive sig ud af det faktum, at Østrig-Ungarn i sidste ende var en besættelsesmagt og, at Bosnien-Hercegovina blot var en koloni med begrænsede rettigheder.
Problemet bliver således, at det ovenstående billede af Princip kan føre til, at man fra bosniakkisk hånd blåstempler østrigsk besættelse for at kunne distancere sig fra Serbien og den jugoslaviske stat. Dette er en ikke helt holdbar situation for det kan være svært at forklare for en almindelig borger hvorfor han/hun pludselig skulle betragte en østrig-ungarsk besættelse som et gode. Derfor har visse meningsdannere forsøgt sig med en lidt anden fortælling om Princip. Her bliver Princip til en tragisk, relativt velmenende, men naiv skikkelse, hvis idealer – en samlet sydslavisk stat udenfor Østrig-Ungarn – i sig selv kunne have været gode nok, men de misbrugtes af Beograd til at skabe et Storserbien. I denne fortælling bliver Princip og hans venner, i gruppen Mlada Bosna (Det Unge Bosnien), manipuleret af en serbisk, hemmelig organisation ved navn Sorte Hånd, der så bliver til de egentlige skurke i historien.
Princip ud af byen
Der findes selvsagt også en række kombinationer af de to bosniakkiske fortællinger og flere elementer kan være føjet til eller mangle. Tendensen er dog klar: Princip er ikke længere en helteskikkelse i den officielle bosniakkiske forestillingsverden. Dette fremgår også af det faktum, at myndighederne i Sarajevo ganske effektivt har fjernet hans navn fra bybilledet.
Det tidligere Gavrilo Princips Gade og Principbroen, der ligger op ad det sted hvorfra attentatet blev udført, bærer nu andre navne, mens Mlada Bosna-museet nu hedder Sarajevomuseet 1878-1918 (perioden for den Østrig-Ungarske besættelse) og fortæller historien om denne periode som helhed snarere end blot om attentatet og attentatmanden.
Hvem har ansvaret?
Gavrilo Princip er dog også en interessant skikkelse for mange i forhold til spørgsmålet om ansvaret for udbruddet af krigen i 1914. Jeg vil her blot komme med et par korte bemærkninger til dette spørgsmål: For det første kan man argumentere for, at spørgsmålet om attentatets karakter strengt taget ikke har noget med spørgsmålet om attentatet at gøre. For selvom vi kunne få endegyldigt afklaret, at Princip var en serbisk forbryder og terrorist så er det ikke i sig selv nok til at få skubbet krigsskylden over på Serbien, da andre faktorer ligeledes bidrog til den europæiske storkrig, der muligvis var kommet af andre årsager end attentatet.
Og det modsatte er i grunden også tilfældet: selvom man måtte mene, at Princips dåd var fuldt ud legitimt og heroisk, så har man ikke nødvendigvis fritaget ham og Mlada Bosna for et form for medansvar for det forløb der i sidste ende førte til krigsudbrud blot en måned efter skuddet i Sarajevo. Om ikke andet så var attentatet et belejligt påskud for Wien til at tage et længe ventet opgør med Serbien. Helt grundlæggende er diskussionen om årsagerne til Første Verdenskrigs udbrud simpelthen for kompleks til at den kan reduceres til en diskussion om for eller imod Princip.
Dette synes dog ikke at afskrække nationalistiske historikere og meningsdannere blandt bosniakker og serbere. Tværtimod så synes hver part opsat på at blande krigsskyldsemnet ind i diskussionen om attentatets karakter og derved skabe en historisk forvirring. Således har man i Serbien mange steder travlt med at forsvare Princip ved bl.a. at pege på Østrig-Ungarns ansvar for krigsudbruddet, mens bosniakkiske meningsdannere har taget den Østrig-Ungarske linje til sig og forsøger at overbevise verden om, at Princip var så skidt en karl, at han endog startede Første Verdenskrig.
Gavrilo Princips første 100 år har således været noget omtumlede og fronterne virker hårdt trukket op på den regionale historiske slagmark. Og endnu er det uvist om vi efter 100-årsdagen vil se nogle ændringer i retorikken eller om konflikten blot har fået fornyet styrke som følge af verdens opmærksomhed.
