PROTEST | Den rumænske befolkning har fået nok af udenlandske virksomheders rovdrift på deres lands naturressourcer. Massive protester har det seneste år rejst sig mod virksomhederne og den rumænske regering. Johannes Eske Andersen rapporterer fra et Rumænien i offensiven.
Denne er den første af to artikler. Den anden artikel bringes i morgen.
Den 3. juni i år stemte det rumænske parlament nej til et forslag, der ville have givet et canadisk mineselskab lov til at påbegynde et kontroversielt mineprojekt i Rosia Montana, en bjergkommune i de vestlige Karpaterbjerge.
I september sidste år gav parlamentet ellers tilladelse til tvangsflytning af de berørte beboere, hvilket rejste en storm af protester i både ind- og udland og satte projektet midlertidigt i bero. Indbyggernes fremtid i Rosia Montana er dog stadig uafklaret, da selskabet fortsat ejer rettighederne til undergrunden.
”De kommer, fordi de kan se, at regeringen er korrupt”
Den 25. juli sidste år satte 21-årige Ticá Darie og en veninde fra byen Cluj sig op på en tandemcykel på Rådhuspladsen i København. Da de en måneds tid senere stod af cyklen i Rosia Montana, valgte Ticá at blive boende. Turen handlede om, at gøre opmærksom på en tragedie, der truer et gammelt guldgraversamfund.
Rettighederne til undergrunden i Rosia Montana har siden år 2000 befundet sig hos Rosia Montana Gold Corporation, der for 80,61 procents vedkommende er ejet af det canadiske mineselskab Gabriel Resources. Selskabet kæmper en indædt kamp for at få lov til at åbne Europas største guldmine. Det skal ske ved at jævne fire bjerge og tilhørende landsbyer med jorden.
”De kommer, fordi de kan se, at regeringen er korrupt. De kan købe alle. De tager til fattige lande, hvor det er nemt at korrumpere politikerne” siger Ticá Darie, der voksede op i Suceava i det nordøstlige Rumænien. Han færdiggjorde i sommeren 2013 en 2-årig uddannelse i multimediedesign på Københavns Erhvervsakademi. Uddannelsen bruger han nu på at være en af drivkræfterne i den organiserede støtte til området.
Han er med til at designe og organisere ”Save Rosia Montana Campaign”, som er et initiativ, der ifølge dem selv har over 100.000 aktive medlemmer. Kampagnen er søsat af den lokale NGO Alburnus Maior.
Rosia Montana huser Europas største guld- og sølvårer. Den klassiske græske historieskriver Herodot fortæller, at områdets daværende herskere, skyterne, for 2700 år siden smykkede sig med masser af guld. Romertidens aktiviteter er tydelige flere steder i landskabet, og indbyggerne håber, at området kan blive fredet.
En spøgelsesby
Det emmer af spøgelsesagtig westernpatos, da vi traver ind i Rosia Montana en varm aften lidt før midnat. Rosia Montana er hovedbyen i en kommune bestående af 16 landsbyer. Tre midaldrende skikkelser sidder og ryger cigaretter i et dunkelt lokale. Den ene af dem viser os ned i en sidegade, hvor der går en lille dreng rundt med en guitar og sin lillesøster. Drengen kender Sorin Jurca, som har tilbudt at stille sine afdøde forældres hus til rådighed som overnatningssted for os.
Huse er der nok af i Rosia Montana. Siden Gabriel Resources begyndte at købe folk ud af deres huse, har 800 mennesker forladt byen, og indbyggertallet i hele kommunen er i samme periode blevet halveret. Nu står de opkøbte, tomme huse og forfalder.
”Eksborgmesteren var den dyreste. Ham købte de ud for to millioner dollars. Hele min familie har også solgt til selskabet, og vi kommer aldrig til at tale sammen igen. Aldrig!”. Sådan siger Sorin på 48, som ernærer sig via sin lille købmandsbutik. Han er en af de kun 20 procent, der har valgt at blive boende i landsbyen.
Sorin har, ligesom de fleste tilbageblivende, mistet forbindelsen til familie og venner. De accepterede mineselskabets tilbud. ”Mineselskabet har hjernevasket folk. Folk tror på, hvad de siger, og desuden er det svært at sige nej til de mange penge, som de får tilbudt mod at flytte væk”.
Prominent støtte
I september sidste år blev den isolerede bjergkommune genstand for international opmærksomhed, da regeringen i modstrid med landets forfatning tillod Rosia Montana Gold Corporation at tvangsflytte befolkningen. Det var dråben for mange rumænere. Hundredetusinder af mennesker gik på gaden over hele landet, og sympatiaktioner fandt sted i bl.a. London, Berlin og Washington.
Da opmærksomheden var sit højeste i efteråret 2013, havde Rosia Montana officiel støtte fra bl.a. George Soros, Vanessa Redgrave og den rumænske kronprinsesse Margarita, datter af Rumæniens sidste konge og tip-tip oldebarn af dronning Victoria af England. Rosia Montana blev et hipt fænomen.
Når man kører rundt i Transsylvanien, er det svært ikke at blive overvældet af mængden af smukke, grønne bjergområder. Man tænker, at et par bjerge fra eller til umuligt kan gøre den helt store forskel. Forelagt tanken nævner Ticá en række lignende mineprojekter, som i væsentlig mindre grad har pressens bevågenhed. ”Det handler ikke kun om Rosia Montana. Det, der sker her, er et billede på det, der er ved at ske med hele Rumænien”, siger han.
Konsekvenserne
Gabriel Resources ønsker som beskrevet at åbne Europas største åbne guldmine. I en periode på 17 år regner man med at kunne udvinde 350 ton guld. Projektet involverer anvendelse af 240.000 ton cyanid – 40 ton dagligt. Det vil få kolossale miljømæssige konsekvenser for Rosia Montana.
I forbindelse med projektet skal der anlægges en 300 hektar stor giftsø til opsamling af cyanidrester. Cyanid var det giftstof, der blev anvendt til gasdrab i koncentrationslejrene under anden verdenskrig, og det spreder sig via luften. Det vil påvirke helbredet hos mindst 6000 personer i naboområder.
Hvis projektet realiseres, vil det, udover at være en miljømæssig katastrofe, også lægge et historisk guldminesamfund i ruiner. 24 ud af Rosia Montanas 52 km2 skal omdannes til mineområde og giftsø. Fire bjerge skal sprænges væk, og 975 huse, hvoraf 41 er betragtet som national kulturarv, vil sammen med syv kirker blive jævnet med jorden.
Mineselskabet har tilbudt kulturministeriet, som er den rumænske autoritet, der kan godkende en beskyttelseserklæring, 70 millioner dollar, hvis det fjerner beskyttelsen af området. Rumæniens premiereminister Victor Ponta var kritisk, indtil han i 2012 vandt det rumænske valg. Nu er han, i lighed med nuværende borgmester i Rosia Montana, Eugen Furdui, fortaler for projektet.
Arbejdsløshed
Argumentet for at åbne minen handler om udvikling og arbejdspladser. Rumænien er målt på BNP Europas næstfattigste land. Beregninger viser imidlertid, at kun godt 6 procent af et overskud vil tilfalde den rumænske stat. Resten overflyttes til Canada og andre investeringspartnere. Det er derfor så godt som udelukket, at Rosia Montana overhovedet vil få noget ud af den rigdom, som ligger begravet i bjergene.
Ifølge Gabriel Resources kæmper op mod 80 procent af befolkningen mod arbejdsløshed, og netop arbejdspladser er også regeringens stærkeste argument. De påpeger, at minen vil kunne generere op mod 3600 jobs.
CNS Cartel ALFA, en sammenslutning af fem rumænske handelsforbund og et nationalt arbejderforbund, sætter derimod tallet til 1700 og forudser, at det efter ni år vil være faldet til 300. Et studie af et lignende mineprojekt i Sydafrika viser ydermere, at jobs sjældent går til ubeskæftigede lokale, men snarere til uddannet arbejdskraft udefra.
Et gammelt guldgraversamfund
Ifølge Raluca Besliu, en rumænsk journalist der har beskæftiget sig intenst med Rosia Montana, vil det være langt mere gavnligt for Rosia Montana at fokusere på turisme, landbrug og små virksomheder til f.eks. træproduktion. Kontrasten mellem stordrift og forskelligartede småforetagender er i øvrigt meget lig Rosia Montanas historiske skæbne.
Da området var en del af Det østrig-ungarske rige, blev der hentet minearbejdere langvejs fra, hvorved der udviklede sig et velstillet og kosmopolitisk samfund. Det afspejles f.eks. i arkitekturen og husenes ekstravagante særpræg. Rosia Montanas moderne storhedstid var kendetegnet af en myriade af små, private guldmineselskaber, og i 1940’erne var der stadigvæk 960 guldgraverforbund i Rosia Montana.
Efter udråbelsen af den kommunistiske folkerepublik iværksatte det rumænske regime i 1948 en terrorkampagne mod ejerne af de mange firmaer. De blev arresteret og tortureret, og mange blev forflyttet til tvangsarbejde eller slået ihjel.
Ticá Darie sidder ved et havebord ude foran sit lille, rødmalede stenhus, hvor han har boet alene siden september 2013. Huset er stillet gratis til rådighed af en lokal mand.
Sidste efterår var Ticá initiativtager til en spejderbevægelse, men han fortæller, at mineselskabet har truet forældre til at holde børnene væk fra foreningen.
Med sin spinkle statur ligner han en bjergrytter, og her står da også en racercykel. Under havebordet har de to adopterede gadekryds, Rufus og Mircea, lagt sig til rette som velopdragne og sovende observatører.
Anden del af artiklen bringes i morgen…
Johannes Eske Andersen er tilknyttet Det Danske Kulturinstitut i Warszawa.