KRIGSPRÆSIDENT | Den nyvalgte præsident i Ukraine, Petro Porosjenko, står overfor en hårrejsende dagsorden. Østukraine er i kaos, økonomien i ruiner og hans politiske opbakning kan forsvinde, før han aner det, hvis der ikke leveres resultater omgående. Han får brug for Vestens hjælp, hvis det skal lykkes.
Tillykke til ukrainerne! Midt i kaos og vold i Østukraine lykkedes det søndag d. 25 maj at gennemføre et efter omstændighederne konkurrencepræget og frit valg til præsidentposten og dermed afløse den midlertidige præsident Oleksandr Turtjynovs administration med en folkevalgt, legitim præsident, forretningsmanden Petro Porosjenko. Når man er i krig, må man have en stærk legitim leder. Og det har præget denne valgkamp, at Ukraine lige nu er midt i en lavintensiv krig med Rusland.
Den ukrainske hær står på den ene side, og russisk bevæbnede partisaner og lejesoldater står på den anden side, støttet af den russiske militære efterretningstjeneste GRU. Man har valgt en krigspræsident i Ukraine. Derfor kan det ikke undervurderes, at Petro Porosjenkos sejr blev så klar som den blev, med 55 % af stemmerne. Hermed er en anden valgrunde ikke nødvendig, og Porosjenko kan sværges i ed allerede d. 7 juni.
Julia Timosjenko blev resolut afvist ved stemmeboksen og henvist til andenpladsen med 13 % af stemmerne. De højreorienterede kandidater fra Svoboda (Frihed) og Højresektoren (en samling af militante højreekstreme grupper), der har været hovedpersonerne i russiske mediers historie om fascister ved magten i Kijev, klarede sig derimod elendigt med under 2 % af stemmerne tilsammen.
Et demokratisk valg?
Den samlede valgdeltagelsen på 60 procent må siges at være godkendt, men der var store regionale forskelle i deltagelsen. I Donetsk- og Luhansk-regionerne i Østukraine, hvor en femtedel af befolkningen bor, var deltagelsen langt mindre, henholdsvis 15,4 og 39 procent pga. lukkede valgsteder og trusler om vold fra separatisterne.
Gør det så i sig selv valget ubrugeligt? Nej, ikke i den kritiske situation landet står i, men de østlige regioner må og skal inddrages i den videre beslutningsproces hen imod en ny forfatning, hvis den nyvalgte præsident Petro Porosjenko skal blive hele Ukraines præsident.
Kontrollen må genvindes i øst
Det er også i lyset heraf, at den voldsomme operation mod rebellerne i Donetsk lufthavn i den forgangne uge skal ses. Uden kontrol over lufthavnen i Donetsk kan Porosjenko ikke gøre sig håb om at genvinde kontrollen over regionen. Op mod 50 partisaner blev her dræbt, da den ukrainske hær indsatte kamphelikoptere og jagerfly mod den besatte terminalbygning. 33 af separatisterne viste sig efterfølgende at være russere, da de blev sendt tilbage til Rusland i deres kister. Grænsen til Rusland er hullet som en si og våben og kæmpere kan frit bevæge sig frem og tilbage.
Porosjenko starter sin præsidentperiode med to opgaver, der synes at modarbejde hinanden: På den ene side må og skal han bekæmpe oprøret i Østukraine, der inden for den sidste uge, synes at have fået en drejning til det værre. På den anden side skal han række hånden frem og prøve at finde forhandlingspartnere i Østukraine, der ikke bruger våbenmagt, og som han kan forhandle med om en forsoning og en decentralisering af magten. Indtil nu har han talt dunder mod ”terroristerne” og lovet, at der ingen forhandling bliver med bevæbnede bander.
Tjetjenske lejesoldater
Rapporter om at tjetjenske lejesoldater med erfaring fra to tjetjenienkrige i bagagen skulle have overtaget besatte bygninger fra de lokale separatister i Donetsk, peger på, at det nu er slut med amatører på scenen i Østukraine. Nu tager de tunge drenge over, købt og betalt af russiske penge. Måske er det den afsatte præsident Viktor Janukovitj, der har en finger med i spillet? Han har mange milliarder på kistebunden til at erobre sit tidligere kongedømme Donetsk tilbage.
Den seneste nedskydning af en ukrainsk militærhelikopter med 12 dræbte, (den tredje nedskydning af sin art på en måned) tyder på, at det ikke skorter på våben i rebellejren, der har adgang til både antiluftskyts, artilleristykker og jord-til-luft raketter.
Ukraines hær er omvendt i en frygtelig forfatning. Der kører reklamer i Ukrainsk fjernsyn for donationer til hæren og Petro Porosjenko har lovet lønstigninger til almindelige soldater fra 275kr. til 450 kr. pr. dag for at forbedre kampmoralen.
Ukraines mange problemer
Partisankrigen i øst tærer på Porosjenkos i forvejen sparsomme tid, og forhindrer ham i at forsøge at løse Ukraines mange andre presserende problemer. Han har fået et mandat af vælgerne til at reformere landet og tilvejebringe ”europæiske tilstande” i landets affærer, men han har frygtelig kort tid til at gøre det i, før befolkningens tålmodighed løber ud igen, og en ny Maidanbevægelse tager form.
For Maidanbevægelsen er Porosjenko ikke et frisk pust, men endnu en gammel kending, der har spillet spillet i ukrainsk politik de sidste 15 år og skiftet partier såvel som alliancepartnere, som han fandt det belejligt gennem alle årene. Han har ligget i med alle, inklusiv den nu afsatte præsident Viktor Janukovitj, hvis regering han var handelsminister i så sent som i 2012.
Den økonomiske afgrund
Ser man bort fra situationen i Østukraine et øjeblik, er første prioritet for præsidenten at redde økonomien fra fallittens rand og skærme den ukrainske valuta, Hryvnaen, fra yderligere kursfald. Første skridt af operationen er lykkedes, ved igennem en sparerunde at stabilisere underskuddet på statsbudgettet. Det forventes at komme ned på 4,5 procent af BNP ved årets udgang fra 12 procent i januar. Problemet er, at man skærer stykker af i forvejen en skrumpende økonomi.
Væksten i økonomien for 2013 var på blodfattige 0,3 %, og Den Internationale Valutafond, IMF, forudser, at økonomien i 2014 vil skrumpe med -5%. Samtidig er vilkårene for at få del i IMFs låneprogram hårde. De 32 mia. dollars, der er lovet i lånepakker, kommer ikke flyvende uden ofre. Der skal rådes bod på flere årtiers laden stå til: 10 procent af de statsansatte skal fyres, skatterne skal hæves lige såvel som de kunstigt lave gaspriser skal op. Skattevæsenet, domstolene og den statslige administration skal udrenses for korruption og genopbygges.
For ukrainernes dagligdag betyder det færre penge mellem hænderne og mere arbejdsløshed, men det er en nødvendigt kur for at genoprette Ukraines lasede kreditværdighed og bringe landet tilbage fra afgrunden.
Porosjenkos langsigtede mål
De langsigtede mål for Porosjenkos Ukraine bør være ambitiøse: Reform af den ukrainske økonomi fra en oligarkdomineret korrupt økonomi over mod en transparent markedsøkonomi, der forvandler oligarkerne fra almægtige rigmænd til almindelige forretningsmænd. Porosjenko er kommet med udmeldinger om at rydde op i gassektoren og udrydde korruptionen i samfundet, men hele den politiske kultur i Ukraine står i vejen for dette projekt.
Alle rigmænd med forretningsinteresser værd at beskytte har været repræsenteret i parlamentet eller i præsidentens kreds for at mele deres egen kage. Det har ganske enkelt været nødvendigt, fordi Ukraines domstole har været politiske kontrollerede og ikke i tilstrækkelig grad har garanteret den private ejendomsret. Kun i parlamentet kunne man betale de rigtige lommer for at drive forretning i Ukraine.
Under præsident Leonid Kutjma, 1994-2004, var præsidenten således edderkoppen i midten af spindet, der uddelte tjenester og solgte ud af offentlig ejendom mod en klækkelig betaling under bordet. Systemet blev ikke afmonteret efter den Orange Revolution under Præsident Viktor Jusjtjenko, 2004-2009 og gik helt grassat under Præsident Viktor Janukovitj efter 2010, der forgyldte sig selv og sin egen familie og inderkreds fra Donetsk.
Petro Porosjenko kender systemet indefra, så hvordan skal han kunne ændre det, kan man berettiget spørge?
Nyt parlament skal sikre demokratiets gennembrud
Første skridt må være et nyvalg, der færdiggør Ukraines demokratiske gennembrud og sammensætter et nyt parlament hurtigst muligt. Overgangsregeringen regerer for øjeblikket med stemmer fra de overløbere, der først lod præsident Janukovitj i stikken, efter i tre lange måneder at have holdt hånden over ham på trods af blodet i gaderne. Disse politikere har ingen aktier i revolutionen andet end egen interesse, og således heller ikke i ny antikorruptionslovgivning, der skader dem selv.
Revolutionen i Ukraine skal beholde sin legitimitet igennem et nyt parlament. Hverken i 1991, hvor Ukraine tumlede hovedløst ind i selvstændighed eller i 2004, hvor den Orange Revolution fejede Præsident Kutjmas kandidat Janukovitj af banen, var der et klart brud med fortiden.
I 1990 blev det gammelkommunistiske parlament siddende indtil 1994 og forhindrede enhver økonomisk reform. I 2004 blev parlamentet siddende indtil valget i 2006, hvor revolutionen for længst havde tabt pusten. Denne gang må det ikke gå galt. Petro Porosjenko må smede mens jernet er varmt.
