DEMOKRATI | Tirsdag den 22. april inviterede to danske og et tyrkisk magasin til debat om demokratiets tilstand i Tyrkiet. Et emne, der ikke kan behandles uden at komme ind på premierminister Erdogan, hans hang til magt og hans ambitioner om et styrket præsidentembede, som muligvis vil ændre det politiske system i Tyrkiet, hvis han, som meget tyder på, vinder præsidentvalget til august. Magasinet rØST rapporterer.
Emnet for paneldebatten, der blev afholdt i Folketingets fællessal, skal ses i lyset af det nyligt afholdte lokalvalg i marts, hvor premierminister Erdogans parti AKP med 38 % af stemmerne blev den store vinder. Sejren betragtes som en indikator for Erdogans endog rigtig gode muligheder for at vinde præsidentvalget til august.
Politikens korrespondent i Istanbul, Martin Selsøe Sørensen, indledte med at fortælle, at han på dagen for lokalvalget den 30. marts var taget til et konservativt lavere middelklassekvarter i Istanbul, hvor AKP står stærkt. Her talte han med et hold selverklærede valgobservatører fra Gezi-bevægelsen – den folkelige bevægelse der udspringer af de omfattende protester imod premierminister Erdogan og AKP i Istanbuls Gezi-park i foråret og sommeren 2013.
Valgobservatørerne havde været overraskede over Gezi-bevægelsens styrke og bedrifter i det forgangne år, men har haft svært ved at videreføre den folkelige politiske vækkelse i konkrete handlinger og initiativer. Valgobservationen var et forsøg på dette.
Faderstaten
Selsøe Sørensen udpegede netop den lave grad af politisk deltagelse og fraværet af folkelige bevægelser siden militærkuppet i 1980 som et af de dybereliggende demokratiske problemer i Tyrkiet. Læg hertil ustabile institutioner, manglende demokratiske kontrolmekanismer, en svag retsstat, manglende pressefrihed, et valgsystem, hvor mandater ikke er personlige, men ’ejes’ af partierne som fordeler dem efter forgodtbefindende – og endelig en tendens i befolkningen til at følge ledere frem for idéer.
Chefredaktør for Turkish Review, Kerim Balci, var enig i Selsøe Sørensens karakterstik af de demokratiske problemer i Tyrkiet, som han definerede som en papa-stat. Det vil sige en faderstat kendetegnet ved en stærk centralmagt, der understøttes af befolkningens tro på, at centralstyret og ikke mindst lederen er løsningen på alle problemer. Opbakningen til den stærke leder kommer helt konkret til udtryk ved, at han ofte kaldes ”baba”, far.
Balci tilføjede, at den tyrkiske befolkning ikke alene foretrækker en stærk centralmagt og en stærk leder, men også et-parti regeringer, som den nuværende AKP-regering, fremfor koalitioner. Hertil uddybede lektor ved Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, Daniella Kuzmanovic, at tyrkernes afsmag for koalitioner bunder i dårlige historiske erfaringer med dem.
10 % spærregrænse er en hindring for demokratiet
Eksempelvis bar 1970’erne præg af ustabile koalitionsregeringer forårsaget af den stærke politiske fragmentering op til militærkuppet i 1980. Og efter 1980’ernes undertrykkelse af venstrefløjen og den konservative og religiøse højrefløjs fremmarch kom i 1990’erne igen et antal ineffektive koalitionsregeringer til magten. Disse var baseret på politisk opportunisme og skæmmet af adskillige korruptionsskandaler blandt centrum-højre partierne.
På den baggrund har tyrkerne været glade for, at AKP udviklede sig til et stærkt catch-all parti, der med tiden opsugede de 2/3 dele af befolkningen, der orienterer sig til højre for midten af tyrkisk politik. Men problemet er nu, ifølge Kuzmanovic, at der ikke længere er noget alternativ til AKP. Tyrkiets tårnhøje spærregrænse på 10 % ved nationale valg, der blev indført af militærjuntaen i 1980, er en effektiv hindring for dannelsen af nye partier på centrum-højrefløjen, som reelt ville kunne udgøre konkurrenter til AKP.
Erdogan beruset af magt
Lektor ved Fatih Universitet i Istanbul, Ihsan Yilmaz, fremhævede tre centrale faktorer, der siden 2010 har været af væsentlig betydning for Erdogan og AKP’s magtkonsolidering og for Tyrkiets demokratiske tilstand. For det første forfatningsændringen af 2010, der medførte, at det er blevet langt vanskeligere end hidtil for Forfatningsdomstolen at lukke politiske partier ned under henvisning til, at de udgør en trussel mod staten. Således sikrede Erdogan og AKP deres eksistens fremadrettet.
For det andet muliggjorde forfatningsændringen, at generalerne bag militærkuppet i 1980 kunne blive retsforfulgt, hvilket domstolene, ifølge Yilmaz, har arbejdet hårdt for at realisere i de seneste år. Før 2010 var dette helt utænkeligt. Og for det tredje fremhævede Yilmaz Erdogans knusende valgsejr i 2011, som gjorde det muligt for ham at indlede sin tredje periode som premierminister med et absolut flertal i parlamentet bag sig.
Det var på dette tidspunkt, at Erdogan, ifølge Yilmaz, blev beruset af sin magt, holdt op med at lytte til sine rådgivere og mistede forbindelsen til store dele af folket.
Semi-præsidentielt system på vej?
Kerim Balci forklarede, at Erdogans higen efter absolut magt har fået ham til offentligt at udtrykke et ønske om at ændre Tyrkiets politiske system fra et parlamentarisk til et præsidentielt system.
Som det er nu, er præsidentembedet i Tyrkiet udelukkende ceremonielt, og selvom der ikke er tilstrækkelig parlamentarisk opbakning til at ændre systemet, har Erdogan ikke lagt skjul på, at han har ambitioner om, at der skal lægges flere magtbeføjelser ind under embedet, herunder retten til at lovgive, uddybede Ihsan Yilmaz. Både han og Kerim Balci er af den klare overbevisning, at Erdogan reelt ønsker en ophævelse af magtens tredeling. Ifølge Yilmaz skal Erdogans chefrådgiver eksempelvis have sagt, at USA’s præsident Obama kun er en ”halv leder” og en ”elendig taber”, fordi Kongressen begrænser hans magt.
I fraværet af opbakningen til en formel ændring fra et parlamentarisk til et præsidentielt system frygtede Kerim Balci, at Erdogan nu forsøger at snige ændringen ind ad bagvejen. Balcis bekymring går især på, at der allerede i Tyrkiets nuværende forfatning fra 1982 er bestemmelser, der muliggør et semi-præsidentielt system. Bestemmelser, som han forventede, at Erdogan vil udnytte til det yderste, skulle han blive valgt til præsident til august.
Kun én baba
Desuden bliver det kommende præsidentvalg den første gang, en præsident skal vælges ved direkte valg – tidligere er præsidenten blevet valgt af parlamentet – og på grund af valglovens udformning skal vinderen have minimum 50 % af stemmerne. Han vil derfor være så godt som sikret et stærkere folkeligt mandat end den til enhver tid siddende premierminister, der kun sjældent – om nogensinde – vil kunne præstere at vinde 50 % eller mere af stemmerne ved et parlamentsvalg.
Balci spurgte retorisk, hvordan man reelt skal adskille præsidentens og premierministerens rolle, hvis de to kommer fra samme parti, for eksempel AKP? Og hvordan forhindre, at en AKP premierminister bliver en marionetdukke i hænderne på præsidenten, særligt hvis den sidste hedder Erdogan? Kommer premierminister og præsident ikke fra samme parti, kan en præsident Erdogan måske holdes i skak, men omvendt bryder tyrkerne sig ikke om at have to ledere. De vil kun have én baba.
Kerim Balci’s konklusion var utvetydig: Tyrkerne vil til august få en folkevalgt konge.
Arrangørerne bag paneldebatten, der blev afholdt i Fællessalen i Folketinget, var de to magasiner Zaman Scandinavia og Opinionen – begge baseret i Danmark – samt det tyrkisk baserede magasin Turkish Review. Arrangementets vært var MF Nadeem Farooq (R).
Paneldeltagerne var:
Kerim Balci, chefredaktør for Turkish Review
Ihsan Yilmaz, lektor ved Fatih Universitet i Istanbul
Daniella Kuzmanovic, lektor ved Københavns Universitet
Martin Selsøe Sørensen, freelancejournalist i Istanbul
