KOMMENTAR | Makedonien har siden 1990’erne arbejdet hen imod medlemskab af NATO og EU. Landet har længe levet op til optagelseskravene i begge organisationer, men i begge tilfælde er medlemskab konsekvent blevet blokeret af Grækenland. Skuffelsen har nu skubbet Makedonien i en mere nationalistisk, illiberal og udemokratisk retning, skriver Rasmus Jacobsen og Sarah Gandrup i denne kommentar.
Makedonien har længe aspireret til at blive medlem af NATO. Allerede i 1995 blev landet medlem af NATO’s Partnership for Peace programme, og i 1999 fik Makedonien tildelt en såkaldt Membership Action Plan. Denne plan dækker nærmere betegnet over et NATO-program, der bidrager med rådgivning, bistand og praktisk støtte skræddersyet til aspirerende landes individuelle behov med henblik på at blive medlem af alliancen.
Det skete samtidig med, at Albanien fik sin Membership Action Plan. 15 år efter flagrer Albaniens flag i vinden foran NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, mens Makedonien fortsat må se forgæves efter udsigten til at få landets gulrøde flag hejst foran indgangen.
Forventningerne var store op til NATO-topmødet i Bukarest i 2008, men ikke desto mindre lykkedes det Grækenland at blokere for Makedoniens optagelse. Grækenlands veto skyldes den endnu uløste strid om Makedoniens officielle navn. Striden om navnet ’Makedonien’ er siden 1990’erne forgæves blevet forsøgt løst i bilaterale forhandlinger mellem parterne.
Græsk blokering i strid med international lov
Makedoniens reformfremskridt blev på Bukarest-topmødet anerkendt af NATO-alliancen, en anerkendelse der blev gentaget på Chicago-topmødet i 2012 og på begge topmøder er blevet akkompagneret af løftet om medlemskab, så snart der foreligger en gensidig acceptabel løsning på navnespørgsmålet.
Den græske blokering har dog forsat lange udsigter til at ophøre og sker på trods af, at Den Internationale Domstol efterfølgende har dømt den græske blokering i strid med international lov.
Makedonien har pligtskyldigt været dedikeret til implementeringen af de reformer, der ses som nødvendige for et medlemskab af NATO, og har herudover bidraget til NATO-ledede operationer.
Landet har i mange år været en værdifuld bidragyder i forbindelse med NATO-operationen i Kosovo, K-FOR, hvor landet blandt andet har bidraget til transit. Derudover har Makedonien bidraget til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan samt givet udtryk for, at man er rede til at deltage i den efterfølgende post-2014 Mission Resolute Support.
EU-Kommissionen anbefaler medlemskab
Makedoniens tilnærmelser over for EU har ligesom dets NATO aspirationer varet længe. De begyndte efter landets FN-medlemskab i 1993 og indledtes med en række mindre aftaler vedrørende diplomatiske forbindelser og samarbejde.
Efter Stabiliserings- og Associeringsaftalen fra 2001 fulgte i 2003 topmødet i Thessaloniki og Romano Prodis besøg i Skopje, hvor EU’s velvilje over for et fremtidigt makedonsk medlemskab af EU bekræftedes. Makedonien ansøgte om medlemskab i 2004, og siden 2009 har EU-Kommissionen hvert år anbefalet at påbegynde forhandlinger om makedonsk medlemskab med henvisning til, at Makedonien lever tilstrækkeligt op til optagelseskravene.
Makedoniens medlemskab af EU lider uheldigvis samme skæbne som dets NATO-medlemskab, idet Grækenland ved enhver given lejlighed har blokeret for forhandlingerne. Resten af EU har mere eller mindre set passivt til, mens Grækenland med henvisning til den uløste navnestrid gang på gang har blokeret Makedoniens optagelse i EU; til trods for EU-Kommissionens og Europaparlamentets udenrigsudvalgs anbefalinger, og det faktum at Makedonien lever op til optagelseskravene til EU.
NATO og EU holder Makedonien hen
I første runde af det nyligt afholdte præsidentvalg var NATO og EU-medlemskab forsat en klar strategisk prioritet for den makedonske udenrigspolitik. Spørgsmålet forbliver imidlertid, hvor længe dette bliver ved med at være tilfældet. Hvor længe kan NATO og EU blive ved med at skuffe Makedonien og holde landet hen med anerkendende retorik og løfter om optagelse, så snart den bilaterale navnestrid er løst?
Der er NATO-topmøde i september, og intet tyder på, at en såkaldt Open Door Policy vil blive prioriteret som værende en del af dagsordenen. I denne sammenhæng er det værd at genkalde, at den daværende makedonske regering i kølvandet på det græske veto under Bukarest-topmødet i 2008 udskrev valg; et valg der resulterede i, at det højre-nationalistiske parti VMRO-DPMNE konsoliderede sin magt yderligere.
På trods af at VMRO-DPMNE er pro-NATO og pro-EU, har dets solide greb om magten været genstand for bekymringer og kritik grundet partiets begrænsninger af pressefriheden, øget korruption og andre udemokratiske tiltag.
Opportunistiske politikere
Skuffelsen over eksklusionen fra de vestlige institutioner er blevet dygtigt udnyttet af opportunistiske politikere til at dreje landet i en mere nationalistisk og illiberal retning med stigende skepticisme over for EU og NATO til følge. Udviklingen i Makedonien vil dermed på længere sigt gøre det svært for landet forsat at leve op til optagelseskravene, hvilket vil yderligere forhindre medlemskab.
Det er dermed værd at holde for øje, at eksklusionen fra EU og NATO kan føre til en fremmedgørelse af Makedonien med udemokratiske konsekvenser til følge, og i værste fald kan det risikere at igangsætte en irreversibel negativ spiral, hvorved Makedonien bliver tabt for NATO og EU, og makedonske indenrigsforhold går hen imod at blive mere korrupte, illiberale og udemokratiske til store dele af befolkningens fortrydelse.
Skal det undgås, må EU og NATO gøre mere for at få løst navnestriden mellem Grækenland og Makedonien, så Makedonien kan blive medlem af begge organisationer, og den autoritære udvikling blive vendt.
Rasmus Jacobsen er cand.scient.pol fra Syddansk Universitet med speciale i internationale forhold og engageret i en lang række NGO’er med fokus på internationale spørgsmål. Han er tidligere formand for studenterforeningen IntRpol og praktikant på den danske ambassade i Tel Aviv.
Sarah Gandrup er kandidatstuderende på statskundskab ved Københavns Universitet, hvor hun specialiserer sig i internationale- og sikkerhedspolitiske forhold. Hun er tidligere praktikant ved Danmarks Faste Repræsentation ved NATO og studerende ved Universidad Complutense de Madrid.
