VALG | April står i valgets tegn i Makedonien, der afholder både parlaments- og præsidentvalg. På søndag gælder det første runde af præsidentvalget, som boykottes af det albanske regeringsparti DUI og byder på en kandidat, der i sin kampagne har omtalt Jacques Chirac som tidligere præsident i USA.
Bevæger man sig en tur rundt i Skopje, kan man dårligt undgå at støde på Alexander den Store. Ankommer man med fly, lander man i byens nybyggede lufthavn, Alexander the Great Airport, og går man en tur i det centrale Skopje, kan man ikke undgå at se den enorme rytterstatue, hvorfra han skuer ud over byens største plads.
For det nationalkonservative regeringsparti, VMRO DPMNE, er netop Alexander den Store samt den ortodokse kristne kulturarv hovedkomponenter i en hævdelse af den makedonske nationalånd. Det sker på trods af det kølige forhold til Grækenland, hvor en bitter strid om navnet Makedonien og retten til at gøre krav på Alexander den Store har sat landets NATO- og EU-aspirationer på hold. Og den makedonske identitetsdyrkelse sker, selvom gruppen af etniske albanere udgør 25 pct. af den makedonske befolkning.
Boykot af valget
De etniske albanere er helt overvejende muslimer. Af samme grund er det bemærkelsesværdigt, at der for tiden arbejdes ihærdigt på opsættelsen af et 56 meter højt kors i Skopje. Korset skal efter planen stå klar den 20. april i anledning af påsken, men falder dog samtidig ind midt mellem de to valgdage i april: Første runde af præsidentvalget den 13. April og parlamentsvalget den 20. april, hvor den formodede anden runde af præsidentvalget samtidig afholdes.
Fronterne er trukket skarpt op i makedonsk politik, og det mindre regeringsparti, Democratic Union for Integration (DUI) har valgt af boykotte præsidentvalget. Partiet repræsenterer det albanske mindretal og kritiserer den nuværende valgpraksis for at føre til valg af præsidenter, der udelukkende repræsenterer de etniske makedonere, som udgør flertallet i landet.
DUI ønskede i stedet at opstille en fælles kandidat sammen med regeringspartneren VMRO DPMNE. Det lykkedes dog ikke. VMRO DPMNE støtter i stedet den siddende præsident, Gjorge Ivanov, der regnes som favorit.
”Chirac var præsident i USA”
Ivanov er dog ikke nogen uovervindelig kandidat. Han er ofte blevet kritiseret for ikke at levere udenrigspolitiske resultater for Makedonien og fremstillet som decideret uvidende om internationale forhold. I den igangværende valgkamp er Ivanov blevet latterliggjort på sociale medier, efter han for rullende kameraer henviste til Jacques Chirac som forhenværende amerikansk præsident og påstod, at Kasakhstan er større end alle europæiske lande tilsammen.
Problemer med pressefrihed
Hovedudfordreren, Stevo Pendarovski, har opbakning fra det socialdemokratiske parti SDSM. Han taler for social retfærdighed og har rejst beskyldninger om korruption og valgsvindel i regeringen. SDSM mener, at valglisten til præsidentvalget indeholder over 20.000 flere, end der reelt burde være stemmeberettigede.
Regeringen er endvidere beskyldt for at have strammet grebet om de store medier gennem de senere år og har mødt kraftig kritik fra såvel Reporters without Borderssom Freedom House. I 2011 blev landets mest populære TV-station reelt lukket af myndighederne, og OSCE/ODIHR konkluderede efter lokalvalgene i 2013 at ”partisan media coverage and a blurring of state and party activities did not provide a level playing field for candidates.”
De hidtidige meningsmålinger forudser vidt forskellige resultater. Enige er de dog om, at ingen af kandidaterne kommer til at opnå 50 pct. af de afgivne stemmer. Dermed vil der efter al sandsynlighed først være fundet en præsident efter anden valgrunde den 27. april. Her konkurrerer de to kandidater, der har opnået flest stemmer ved første runde.
Paradoksalt nok kan gruppen af etniske albanere her ende med at spille en afgørende rolle som tungen på vægtskålen. Står det til dem, er Makedoniens kultur formentlig mere og andet end ortodoks kristendom og Alexander den Store.
Jørgen Stenbæk er pressekoordinator for SILBA’s valgobservation ved første runde af det makedonske præsidentvalg.