VALGRESULTAT | Søndagens parlamentsvalg i Serbien bød på en overvældende sejr til Serbiens Progressive Parti (SNS) og dets leder Aleksandar Vučić, der med 48,2 % af stemmerne – og på grund af Serbiens valglov – nu har absolut flertal i parlamentet. Partiet sidder således på 156 af 250 mandater.

Antallet af partier i parlamentet er næsten halveret efter valget, idet kun fire partier ud af syv klarede skærene. Foruden SNS gælder det deres regeringspartner i den afgående regering, Socialistpartiet (SPS), der fik 13,6 % af stemmerne, Det Demokratiske Parti (DS), der fik 6,3 % og Det Nye Demokratiske Parti (NDS), der fik 5,7 % af stemmerne.

For DS, der havde regeringsmagten fra 2008-2012 er der tale om en eklatant vælgerlussing, idet partiet ved sidste valg i maj 2012 fik 22 % af stemmerne.

Hele tre partier blev stemt ud af parlamentet: Serbiens Demokratiske Parti (DSS), Det Liberale Parti (LDP) og Serbiens Forenede Regioner (URS), der alle endte under spærregrænsen på 5 %.

Stifter og leder af DSS siden 1992 samt tidligere præsident for Jugoslavien (2000-2003) og premierminister for Serbien (2004-2008), Vojislav Koštunica, har efter valgnederlaget trukket sig som partileder. Ligeledes har Mlađan Dinkić, der har deltaget i diverse regeringskoalitioner siden 2004 og beklædt en række ministerposter, trukket sig som leder af URS.

Valget, som levede op til internationale standarder, blev skæmmet af en valgdeltagelse på kun 50,3 % samt en mediedækning kendetegnet af politisering og ukritisk journalistik.

Magtkoncentration
Med SNS’ absolutte flertal og et stærkt reduceret antal partier i parlamentet er den i forvejen splittede opposition nu komplet marginaliseret. Alle partier – bortset fra det amputerede og ydmygede DS – har ytret ønske om at samarbejde med SNS, og Vučić kan således vælge frit på alle hylder mellem mulige regeringspartnere. Med mindre han altså foretrækker en ren SNS-regering. Han har dog indtil videre udmeldt, at han ikke vil udelukke muligheden for at inkludere flere partier i regeringen.

Ifølge internetmediet B92 har Vučić annonceret, at regeringsgrundlaget vil fokusere på bilindustrien, landbruget, IT-sektoren, byggesektoren og arbejdsløshedsbekæmpelse. Desuden vil en reformpakke blive vedtaget senest den 15. juli, som ifølge Vučić vil føre til forbedringer for befolkningen allerede i slut-2014.

Hvorom alting er, har Vučić og SNS fået et ualmindeligt stærkt folkeligt mandat fra den halvdel af serberne, der gik til stemmeurnerne. Hvordan han vil forvalte det til fordel for ikke bare dem, men også den halvdel af vælgerne, der var for desillusionerede til at stemme, må vi nu afvente.

Af LB