TRANSITIONSDEBAT III | Chokreformerne der skabte oligarkvældet i Rusland i årene efter Sovjets fald, var nødvendige, og lagde grunden for Putins succes. Men nu er Rusland ved at forfalde, og Putin er desperat. Lektor i statskundskab på AU, Mette Skak redegør for Ruslands op- og nedtur i transitionen.
At augustkuppet i 1991 slog fejl og Sovjetunionen brød sammen bør ingen begræde, selv om Putin i 2005 udlagde begivenheden som det 20. århundredes geopolitiske katastrofe. Lenins statsdannelse hvilede på massiv undertrykkelse og hypermilitarisme, så på plussiden tæller kun uddannelsespolitikken.
De første år som selvstændig stat brugte Rusland på en såkaldt økonomisk chokterapi, som mange ynder at fremstille som den egentlige katastrofe, fordi det tilsyneladende var den, der skabte voldsom økonomisk ulighed og i det hele taget kaotiske tilstande i landet. Men læser man den amerikanske Ruslandssagkyndige Stephen Kotkins grundige analyse Armageddon Averted. The Soviet Collapse 1970-2000 (2001: Oxford University Press) bliver det klart, at sammenhængene var meget mere komplekse.
Korruption og kynisme
Katastrofen var den sovjetiske samfundsmodel og den forbandelse af rustbælte-industrier, den skabte. Allerede under Brezjnev herskede der en galopperende korruption og kynisme, og Gorbatjovs naive reformpolitik under henvisning til Lenin banede vejen for spontane privatiseringer af typen selskabstømning. Så der var ikke andet at stille op for efterfølgeren Jeltsin og reformøkonomen Jegor Gajdar end formelt at privatisere erhvervslivet.
Kotkin peger dog på tre fatale fejltrin: Dels turde man ikke åbne for, at udlandet kunne byde på de russiske økonomiske aktiver, men overlod dem til russiske insidere, hvorved man typisk endte med at afhænde virksomhederne til langt under markedsværdien. Dels havde Gajdar ikke sans for, at centralbankens kommunistiske direktør Gerasjenko lod seddelpressen køre for at holde liv i de urentable virksomheder, som hans gamle venner stod i spidsen for, hvilket kastede Rusland ud i hyperinflation. Dels indebar den såkaldte rubelzone, at de fjorten andre postsovjetiske selvstændige stater, der sammen med Rusland havde udgjort Sovjetunionen, stadig kunne malke den russiske statskasse.
Økonomisk chokterapi
I årene 1995-98 kom den anden runde privatisering, som Gajdars reformkollega Anatolij Tjubajs havde ansvaret for; den var i endnu mere skamløs forstand købers marked. Ikke desto mindre var det ifølge Kotkin en fiskal lettelse for den russiske stat at slippe fri af de store strategiske virksomheder, som nu kom i hænderne på de berygtede oligarker, altså finansfyrster.
I 1998 blev den russiske økonomi sendt til tælling af eftervirkningerne af krisen i Asien i 1997. I de år var der ingen ende på misstemningen, og russerne selv foragtede og hadede Jeltsin for hans uduelighed. Men krisen pustede faktisk liv i den russiske økonomi ved at efterspørgslen flygtede væk fra de dyre importvarer. Ja, sandheden om efterfølgeren Putins tilsyneladende bedre greb om den russiske økonomi er, at han levede højt på en Fætter Højben-effekt af Jeltsin-folkenes sure slid med den nødvendige omstilling til markedsøkonomi.
Økonomisk succes i Putins første periode
Hertil kommer, at oliepriserne røg i vejret fra år 2000 og frem, og at Putins reformøkonom Illarionov indførte en flad skat, der viste sig yderligere at forbedre statens indtjening, ligesom han oprettede en olieopsparingsfond i stil med Norges. Putin selv stod for en nødvendig centralisering af den russiske stat, hvorimod hans anslag mod mediemogulerne Gusinskij og Berezovskij allerede da blev tolket som et varsel om Putins autoritære tilbøjeligheder.
Men Putins første præsidentperiode 2000-2004 var unægtelig en tid med fremgang for Rusland: stigende levestandard, en begyndende fremvækst af en købedygtig middelklasse. USA og EU anerkendte således Rusland som en fungerende markedsøkonomi i 2002, selv om det på det tidspunkt havde lange udsigter med Ruslands optagelse i WTO.
Det suveræne demokrati
Putins anden præsidentperiode indledtes med gidseldramaet i Beslan, som fik ham til at sløjfe valg af guvernører og foretage andre centralistiske tiltag; året efter kom så det første anslag mod Ruslands NGO’er. Katalysatoren var den Orange Revolution i Ukraine, som fik Putin og hans spindoktor Surkov til slå en kridtcirkel om det mere og mere udemokratiske russiske politiske system med betegnelsen ”det suveræne demokrati.”
At Ruslands økonomiske genopretning var ledsaget af politisk forfald gik for alvor op for omverdenen med mordet på den kritiske journalist Anna Politkovskaja i 2006. Derfor overraskede det mange, da Putin udpegede den reformvenlige, men politisk svage Medvedjev som sin efterfølger på præsidentposten i årene 2008-2012, ikke den stærke forsvarsminister Ivanov, en typisk silovik – en person med en fortid i den sovjetiske og russiske udlandsspionage.
Medvedjev brugte pæne ord som retsstat, men kom til at præsidere over en militær afklapsning af Georgien og en økonomisk krise, der fik vækstkurven til at dykke brat. Rusland kunne ganske vist sole sig i sin status som BRIK-land, finanshuset Goldman Sachs’ betegnelse for særligt slagkraftige vækstøkonomier. Men Ruslands kombinerede rustbælte- og ressourceforbandelse gør landet til den mindst dynamiske BRIK-økonomi, som jeg har påpeget i ”Mette Skak (red.) Fremtidens stormagter: BRIK’erne i det globale spil. Brasilien, Rusland, Indien og Kina, (Aarhus Universitetsforlag, 2010)”.
Stormagtsdrømme
Indenrigspolitisk lænede Putin og hans siloviki sig op af en uhellig alliance med den ortodokse kirke i et ekko af zarismens motto pravoslavie, samoderzjavie i narodnost’(ortodoksi, autokrati og folkelighed). Putins tale i München 2007 knæsatte en påfaldende USA-fjendsk strategi gående ud på at genetablere Rusland som en frygtindgydende stormagt – en udvikling, som USA selv havde et medansvar for med krigen i Irak.
Det hører med til historien, at Putin hele vejen igennem har nydt massiv folkelig opbakning, ergo må man besinde sig på, at gennemsnitsvælgeren i Rusland identificerer sig med Putins nationalisme og stormagtsbrynde. Dog skete der en betragtelig Putin-fjendsk mobilisering af vrede vælgere som optakt til hans genvalg til præsidentembedet i 2012.
Desperat Putin og Ruslands forfald
Siden da har de mange indenrigspolitiske og udenrigspolitiske stramninger haft en undertone af desperation fra hans side; en nagende tvivl om hans eget greb om magten, fornemmer man. Putin har indført stalinistiske regler om, at NGO’er skal lade sig registrere som agenter for udlandet samt homofobiske love og så – dage efter afslutningen af OL i Sotji i 2014 – iværksatte han en de facto annektering af Krim-halvøen i kølvandet på de blodige uroligheder på Majdan-pladsen i Kiev.
Selv om Ukraines nuværende regering har et medansvar for denne eskalering, idet de yderliggående folk fra Svoboda fik annuleret den tolerante ukrainske sproglov, vurderer besindige folk som Tysklands kansler Merkel, at Putin er helt ude på overdrevet. Så Ruslands postkommunistiske historie er desværre en saga om demokratiets, nabopolitikkens og i virkeligheden også økonomiens forfald, idet den kendetegnes af massiv korruption.
Læs også:
SØREN RIISHØJ: Transitionen til “noget andet”
JENS MALLING: Når en ideologi pludselig forsvinder
