AUTONOMI | Krim fylder i disse dage meget i de danske medier. Men hvad har indbyggerne i byen Sevastopol på Krim egentligt at sige om udviklingen og om tilhørsforholdet til Rusland? Læs rØST-journalist Kristian Foss Brandts oplevelser på Krim fra de dage, hvor russerne rykkede ind og hvor rygterne om krig begyndte at flyde.
SEVASTOPOL: Ude foran en kagebod ikke langt fra McDonalds i Sevastopol bliver der solgt gummimasker, der forestiller kendte mennesker fra hele verden. Blandt dem er både vellignende kopier af kendte amerikanske musikere og verdenskendte statsledere. Vladimir Putin og Julie Timoshenko hænger der også – klods op af hinanden. Jeg rækker forsigtigt ud mod Julie Timoshenkos vellignende gummilokker, men bliver i det samme standset af lyden fra en ældre dame, der vrisser i foragt over mit valg, da hun går forbi mig.
Jeg er ikke videre overrasket. Her på den sydligste spids af Krim-halvøen er vi langt fra revolutionens faner i Kiev. Folk betragter sig som russere og anerkender hverken den nye ukrainske overgangsregering eller de ting, som har foregået på Maidan de seneste par måneder.
Invasion vil ikke være noget, vi begræder
”Mine bedsteforældre er russere og vores familie betragter os som sådan, selvom vi bor på ukrainsk territorium. Sevastopol har sin helt egen historie, og her er flåden en stor del af den historie. Den har ikke meget at gøre med Ukraine, men i langt højere grad med Rusland”, fortæller Konstantin, der arbejder som tjener på en lokal bar i byen.
Han tror ikke på det, som han kalder ”løgnene om Maidan” og bekender, at han ligesom mange andre af Sevastopols indbyggere er bange for fascisterne, der ifølge ham kun vil bringe vold med sig til byen. Det ønsker han ikke. Som familiefar og indbygger hilser han kun de lokale militser og vejafspærringer velkommen.
”Det kan virke skræmmende, at folk går rundt i gaderne med militære uniformer nu, mens vi hører nyheder om, at russiske tropper har indtaget øen. Men for det første er vi vant til, at de russiske soldater er her. Det er en stor del af byen og byens historie. For det andet er alternativet, at de radikale bøller fra det vestlige Ukraine kommer til byen og volden blusser op,” siger Konstantin, der ikke virker påvirket af situationen, mens han går rundt og serverer gæsterne i baren.
Han er mere end villig til at dele sin holdning, som langt fra er enestående blandt beboerne i den stolte havneby, hvor over 80 procent af indbyggerne betragter russisk som deres modersmål. Her anses russerne ikke som en imperialistisk fjende – tværtimod.
”Flere mænd fra både den ukrainske og den russiske flåde har tjent sammen under Sovjetunionen og kender hinanden. Mange af os har stadig russiske navne og russiske familier. Hvis de skulle indtage Krim, vil det ikke være noget, som vi begræder. Det er selvfølgelig sørgeligt, at det skal komme dertil, men det vil nok have vores opbakning i sidste ende,” siger Konstantin.
Folk på Krim ønsker mere autonomi
Det er da heller ikke mange, som har givet den modsatte holdning til kende over for mig. Faktisk har jeg i løbet af de fem dage, jeg har været i byen, kunne tælle disse folk på en hånd. Det almindelige indtryk er, at folk er helt på linje med Ruslands holdninger. Russiske flag vejrer i taxierne, folk laver prorussiske demonstrationer i gaderne, og det generelle indtryk er, at man har langt mere til fælles med den store nabo mod Øst.
På den centrale scene ved et stort sovjetmonument, bliver der holdt koncerter akkompagneret af Sortehavsflådens kor. En milits iført kosakhuer og bevæbnet med piske bliver indsat til at patruljere i gaderne under denne store symbolsk ceremoni. Det hele er en del af en magtdemonstration som skal vise, at Sevastopol traditionelt har russisk tilhørsforhold.
Derfor er det ikke så underligt, at folk i regionen vender sig mod den revolution, som væltede Viktor Janukovitch, mener 23-årige Fevzi Mamutov. Jeg møder ham for første gang i toget fra Kiev mod Krim-halvøen og senere på ugen på en café i byen. Han er bryder i flåden og har boet hele sit liv i Sevastopol. Desuden er han Krim-tatar og en del af den muslimske folkegruppe, som blev fordrevet fra øen i 1944 under Sovjetunionen, men som nu er vendt tilbage og i dag udgør en større minoritet på halvøen.
”Spørgsmålet om Janukovitch blev allerede visket ud, da han stak halen mellem benene og forsvandt ud af landet. Nu handler det for borgerne her om, at få indflydelse på, hvad der foregår i den nye regering. Og virkeligheden er, at de nyvalgte politikere er dem, som stod på Maidan. Det er meget langt væk fra Krim og kan begrænse vores indflydelse. Derfor ønsker folk mere autonomi fra den centrale magt,” siger Fevzi Mamutov.
Revolutionen ændrer intet
Mamutov anser de ”nye” politikere som værende en del af det gamle korruptionsplagede foretagende, og har derfor ikke meget tro på, at tingene ændrer sig efter Janukovitch fald og det efterfølgende parlaments fødsel.
”Hvis man kører fem kilometer øst for Kiev kan man ikke mærke den revolution, som alle taler om i de vestlige medier. Man ved godt, at der i sidste ende ikke er nogle gode alternativer til præsidentposten, og at tingene formentlig vil forblive status quo, da alle politikere i landet på en eller anden måde er korrupte,” siger Fevzi Mamutov.
Selvom det skulle vise sig, at Sevastopol i fremtiden vil løsrive sig helt, så er han ikke bange for, at tingene vil ændre sig i gadebilledet.
”Jeg er vokset op i Sevastopol blandt russere, ukrainere og andre nationaliteter. Jeg har venner fra alle mulige baggrunde og vi har ikke nogen problemer med hinanden. Jeg tror ikke på, at de politiske beslutninger vil ændre realiteterne i bybilledet. Vi lever sammen og respekterer hinanden nu, og det vil vi også gøre fremover,” siger Fevzi Mamutov.
