FREDSAFTALE | I Ukraine er der på tre døgn vendt op og ned på det politiske billede. Den underskrevne aftale mellem præsidenten og oppositionen baner vejen for nyvalg til parlament og præsidentposten inden december, omgående forfatningsændring tilbage til den mere parlamentariske 2004 forfatning og dannelse af en ny national samlingsregering.
Valget kan komme før vi venter det. Regionernes Parti er i opløsning, efter at regeringen torsdag mistede sit flertal. Flere af Janukovitj’ støtter er rejst udenlands, og de der er tilbage støtter i vid udstrækning oppositionens dagsorden. Ved vedtagelsen af tilbageførslen af forfatningen til 2004 udgaven, der stækker præsidentens magt betydeligt, var flertallet langt større end de 300 stemmer nødvendigt for vedtagelse. 386 medlemmer stemte for, ud af 450.
Demonstranterne kræver et opgør
For demonstranterne på Maidanpladsen, der har blødt for denne revolution er aftalen slet ikke nok. De har set deres kammerater blive skudt af snigskytter, tævet af bøller og bortført fra hospitalssenge for at ende deres liv i en skov med en hætte over hovedet. For dem er dette ikke slut før Janukovitj er i fængsel og de ansvarlige for massakrerne stillet til ansvar. Indenrigsminister Vitalij Sakartjenko og chefen for Kievs politistyrker i en galje, er højt på ønskelisten.
Oppositionslederen Vitalij Klitsjko ved dette. Han kan ikke risikere, at situationen på Maidan løber ud af kontrol og bliver voldelig igen.
Højrefløjen på Maidan
Demonstranter med den højreorienterede ”Pravy Sektor” ”Højrefaktionen” i spidsen har meldt ud, at de ikke acceptere aftalen og vil storme præsidentpaladset, hvis ikke Janukovitj går af omgående. Heldigvis ser det ud til at myndighederne ikke gør modstand. Politiet har trukket sig tilbage fra bymidten og der gøres ingen forsøg på at afvæbne demonstranterne. Janukovitj selv har forladt byen og er taget til Kharkiv i det østlige Ukraine, lyder det fra nyhedskilder.
Vitalij Klitsjko er nødt til at komme demonstranterne i møde, hvis han ikke skal stemples af de mest radikale som i ledtog med præsidenten. Hans håndtryk med ”morderen” Janukovitj under forhandlingerne var ikke velset på Maidan, og han blev mødt med buhråb, da han talte til mængden fredag aften. Med en ny resolution i parlamentet vil han forsøge at opfordre Janukovitj til at trække sig omgående fra præsidentposten, for på den måde at slutte fred med demonstranterne.
Kattelem for Janukovitj?
Det er uvist på hvilke vilkår fredsaftalen er indgået. En højtstående embedsmand, Valentin Gladkih, i parlamentets sekretariat fortæller til Magasinet rØST, at han er bekymret for, om der kommer et retsligt efterspil for Janukovitj. Har han købt sig retslig immunitet ved at træde tilbage og overlade scenen til oppositionen? Hvis sådan en aftale er indgået og den bliver offentlig kendt, bliver der kaos på Maidan igen, siger han. Folk vil se et retsopgør.
Økonomiske problemer
Imens begivenhederne udfolder sig i Kiev er der flere langsigtede problemer i horisonten for en ny samlingsregering. Først og fremmest dannelsen af en ny regering, dernæst sekundært Ukraines økonomiske problemer. Den forsatte udbetalingen af nødlånet fra den russiske præsident, Vladimir Putin, fra november på 15 mia. dollars afhænger formentlig af en prorussisk, (eller i hvert fald ikke antirussisk) indstilling hos regeringen. Ukraines økonomis overlevelse er dybt afhængig af Rusland som tingene står nu.
Trækker Putin stikket i vrede over at have tabt Ukraine må EU og Den Internationale Valutafond, IMF, strikke et nødlån sammen omgående, for som Ukraines kreditværdighed er nu, har landet ikke adgang til de internationale lånemarkeder. Russiske markeder for ukrainsk eksport er livsvigtige, da de ukrainske produkter som togvogne og stålrør til gasledninger ikke umiddelbart har andre købere end russerne. En åbning for fri handel med EU ville ikke ændre på dette. Derfor må Rusland inddrages, så grænsen mellem de to naboer ikke lukkes for varer, som det er set før når Rusland ikke bifalder Ukraines udenrigspolitiske retning.
Timosjenkos comeback
Frigivelsen af Julia Timosjenko er en anden joker i det fremtidige Ukraine. Hun har ikke haft en central plads i oprøret mod Janukovitj, men vil nu, hvis hun frigives, indtage den centrale rolle i det nye Ukraine. Det bliver ikke nemt for Vitalij Klitsko at se sin politiske position blive udhulet af en ambitiøs, magtbegærlig og ikke mindst hævngerrig Julia Timosjenko. Det ser ud til, at de to skal kæmpe om præsidentposten ved det kommende valg.
Den slags rivalisering er der ikke plads til. Oppositionen må for alt i verden holde sammen, og ikke gå under i interne kævlerier som det er set så mange gange før i Ukraine.
Det ukrainske folk fortjener et retsopgør med Janukovitj regime. Det er op til den nuværende opposition, at levere varen.
Opdatering:
Parlamentet har vedtaget en resolution, der med tilslutning fra over to tredjedele af de delegerede, og dermed et gyldigt flertal, fjerner Præsident Janukovitj fra magten. Janukovitj’ magt er brudt. Kievs befolkning har dagen igennem kunnet tage på seightseeing til eks-præsidentens overdådige jagtpalæ uden for Kiev. Det er forladt. Samtidig er Julia Timosjenko blevet løsladt fra sit fængsel, efter at have siddet indespærret siden august 2011. Hun er svækket af sin ryglidelse og sidder i kørestol. Om hun stiller op til politisk embede vil tiden vise, men hun viste på Maidanpladsen, at hun er en folkehelt, der kan inspirere til den videre kamp for et demokratisk Ukraine.