UKRAINE | Kiev er igen blevet en kampzone med 25 døde det seneste døgn. rØst bringer her det ukrainske parlamentsmedlem for Batkivsjina, Lesja Orobets, Facebook opdatering fra tirsdag eftermiddag, om hvorfor hun mener sammenstødene er nøje planlagt af Præsident Janukovitj.

Lesja Orobets:

“Alle de såkaldte fredelige forhandlinger viste sig at være en nøje planlagt fælde. Forhandlingerne havde til formål at udtrække tiden og forberede politiaktionen. Janukovitj havde ikke på noget tidspunkt tænkt sig at indgå nogen form for kompromis. Al postyret omkring den politiske proces bag kulisserne, hvor der angiveligt blev forhandlet om en ændring af Ukraines Forfatning, havde kun det formål at lokke demonstranterne i en fælde.

Dagen i dag var nøje planlagt og tilrettelagt mindst en uge i forvejen. Lige nu er metroen i Kiev lukket, og alle indkørsler til Kiev blokeret. Flere steder i Kiev, for eksempel i kollegiet KPI, er der blokeret for internet-adgang. I hovedstaden er der meget effektivt indført undtagelsestilstand, og I skal ikke fortælle mig, at alt dette er blevet igangsæt uden planlægning og forberedelse. Enhver kan forstå, at sådan en operation, der omfatter en hel by med fire millioner indbyggere, bliver forberedt mindst flere dage, hvis ikke to-tre uger i forvejen.

I centrum af Kiev blev der samlet store reserver af kampklædt politi (MVD). Importerede, betalte uromagere, der agerede sammen med specialpolitiet Berkut, var forsynet med beskyttende skjolde og kastede sten efter demonstranterne. Hele operationen var planlagt med det formål at lokke demonstranterne ind i regeringskvarteret, hvor demonstranterne med nøje udregnede angreb blev nedkæmpet i mindre isolerede grupper. Hvis målet for politiet havde været ikke at lade demonstranterne komme tæt på Verhovna Rada, havde der været en spærregrænse i den gamle by – ved Grushevskaya gaden. Politiets handlinger og de betalte uromageres handlinger var yderst brutale. Lige nu er mindst 4 demonstranter døde heriblandt en kvinde. Flere andres tilstand er kritisk pga. skudsår. Specialpolitiet og det kampklædte politi brugte skarp ammunition og flere demonstranter meldes med skudsår. Specialpolitiet Berkut affyrede skud fra husets tage og smed granater ned i menneskemængden. Mange er hårdt sårede, og mange har øjenskader fra skud i hovedet.

Denne massakre var nøje planlagt på forhånd og har til henblik at ødelægge ethvert forsøg på demokrati i Ukraine. Bagmændene har i sinde, nu i Kiev, at gentage begivenhederne fra Moskva i 1993, samt for altid at cementere frygten i ukrainernes hjerter, og dræbe ethvert forsøg på overhovedet at tænke på at kæmpe for deres rettigheder.

Det vil ikke lykkes!”

Orobets Facebook profil: https://www.facebook.com/<wbr></wbr>lesyaorobets?fref=ts

Oversættelse: Anna Gurzhiy Hougaard