REVOLUTION | Efter snart tre måneders belejring af Uafhængighedspladsen, Maidan Nezalezhnosti, i centrum af Ukraines hovedstad Kiev, er revolutionen kendt som ”Euromaidan” blevet hverdag. Pladsen minder mest af alt om et lille samfund, hvor alle bidrager. Et samfund, der har ændret sig efter en blodig januar måned, men som samtidig præges af vedholdenhed og troen på fremtiden. Rapportage fra uge 6.
KIEV: Mellem barrikader lavet blandt andet af poser fyldt med is og sne lugter der hyggeligt af lejrbål på Uafhængighedspladsen, Maidan, i centrum af Kiev. Lejrbålslugten er der ikke fordi Kievs gader brænder, som nogle danske medier har beskrevet på det seneste. Faktisk er gaderne ganske fredelige i hele Kiev i øjeblikket. Også på Maidan. I stedet kommer lugten fra de mange olietønder med bål i, hvor folk prøver at holde sig varme og glemme, at temperaturen alt for ofte når de -20 grader.
Vi står midt i Ukraines nuværende revolution, der er blevet døbt Euromaidan. En revolution, der har været i gang i snart tre måneder, og dermed nu er blevet til hverdag for folk i hele Ukraine.
Det syntes at være det mest naturlige for Kievs indbyggere, at en af byens centrale pladser ligner en blanding mellem en krigszone og en Roskilde festival. De dyre butikker og McDonalds på gaden op til Maidan er åbne som de plejer. Folk shopper, mødes og går vante forbi barrikaderne og de militærklædte unge mænd med elefanthuer og baseballbats.
Maidan – et velorganiseret samfund fjernt fra det normale Ukraine
Hverdagsrytmen på Maidanpladsen er i det hele taget fascinerende. En hverdag der kun er mulig, fordi alting er så velorganiseret. Faktisk virker Maidan allermest som et lille samfund. Et samfund, hvor folk glædeligt arbejder frivilligt for at skabe en bedre og velfungerende hverdag for de andre på pladsen. Maidan er dermed blevet et symbol på det samfund, som ukrainerne ønsker.
Et samfund, der ikke er præget af korrupte politikere og udemokratiske processer. Et samfund hvor folket er i centrum, har det godt, bliver uddannet, får lov at være kritiske og med et smil på læben bidrager der, hvor de bedst kan. De føler ansvar for, at det her nok skal lykkes. De ændrer tingene til det bedre. Der er allerede resultater. En aktivist, vi talte med, jokede med at uafhængighedspladsen, Maidan, aldrig havde været så ren som nu.
Hjælpsomhed overalt
Folk på Maidan hjælper til, der hvor de kan. Læger og sygeplejersker har oprettet små skadestuer rundt omkring, studerende laver suppe og sandwich og professorer og studerende har oprettet små åbne universiteter. Folk donerer medicin, tøj, mad, penge, brænde og andet, som der er behov for på Maidan.
De, der vil være frivillige, registreres af en af de piger, vi møder. Hun hedder Zoriana og er studerende. Andre vi møder, der f.eks. har medieerfaring, arbejder med at lave livestream fra pladsen til Youtube. Hvis folk kan engelsk oversætter de for de vestlige journalister. Folk der er uddannet i hæren hjælper med i forhandlingssituationer mellem oppositionslederne og pladsens aktivister. Landets bønder indgår som del af Maidans forsvar.
På arbejde, men klar til kamp på 20 minutter
Mange kommer efter arbejde eller studier for at hjælpe til på pladsen. Hvis de da ikke helt har opgivet dem for at være på Maidan. Det betyder også , at det normale hverdagsliv er sat på standby for aktivisterne på pladsen. Aexey, der er med til at organisere pladsens frivillige, fortæller os, at han og hans venner ikke har tid til hverken kærester eller at biografturer, som det ellers er normalt for Kievs unge studerende.
En anden aktivist, Pavlo, der til daglig arbejder med at bekæmpe HIV/AIDS i Ukraine, fortæller, at ikke engang arbejdslivet er det samme. På hans kontor har han, ligesom tusindvis af andre engagerede ukrainere, en uniform, bestående af en hjelm og andet sikkerhedsudstyr, klar. På den måde kan han, hvis pladsen bliver forsøgt ryddet igen, være klar til at blive del af Maidans forsvar på de små 20-30 minutter, som metro-turen til pladsen tager fra hans kontor.
Efter volden i januar er folk nervøse
I midtdecember, da vi besøgte Maidan første gang var stemningen en helt anden. Det ses blandt andet ved brugen af det ukrainske flag. Før var der mange EU-flag på Maidan. I dag er de færre. ”Det er jo folkets revolution” forklarer den unge aktivist Alexey os. Dermed adskiller Euromaidan revolutionen sig også tydeligt fra Orange revolutionen ti år tidligere, hvor farven orange blev brugt som det, der kunne samle protesterne.
Stemningen har i det hele taget ændret sig på pladsen fra december til nu. Især Anti-Maidan lovene indført d. 16 januar efterfulgt af de voldelige og blodige sammenstød mellem specialstyrkerne og demonstranterne har sat sit tydelige præg.
Flere af vores kontakter fortæller, at de ikke længere føler sig trygge ved at gå på Kievs gader alene om aftenen, efter at flere demonstranter og journalister er forsvundet og har været udsat for tortur og brutalitet. Folk frygter især for de såkaldte titushki, unge mænd, der betales af regimet til at udøve vold og trusler. Et eksempel er Maya, en ung ukrainsk journalist. Hun fortæller, at hun ikke længere bruger den orange pressevest, der viser politi og demonstranter, at hun er neutral iagttager. Vesten gør at hun føler sig som en skydeskive. Et let offer. Mange af de hidtil forsvundne var kritiske journalister.
Stemningen på pladsen virker i det hele taget mere anspændt. Mange af demonstranterne har valgt at påklæde sig maske eller elefanthue, pansret udstyr på kroppen, militærfarver og bærer en kølle, jernstang eller bat i hånden. De ser sådan ud for at være klar til forsvar af pladsen. Men de sætter stadig en ære i at udøve den ukrainske gæstfrihed, vi også mødte i december: tilbyde os the, kage, suppe og en plads om bålet, når minusgraderne er hårde. Da vi besøger den barrikade, der er direkte overfor den politistyrke, der beskytter præsidentpalæet og parlamentet, oplever vi en meget afslappet stemning. Nogle aktivister råber endda jokes til politimændene på den anden side. For nu er der fredeligt. Men stemningen er langt fra den festivallignende stemning, vi oplevede i december.
I stedet sanser vi vedholdenheden. De folk, der sover i teltene på pladsen eller i de forskellige besatte bygninger ved, at de skal sove på liggeunderlag og være i minusgraderne en del tid endnu. Nu er det hverdag. Ikke fest. Det er nu, de skal bevise, at de mener det.
Systemet må ændres – ikke kun Janukovitj
Alle aktivister, vi møder, er meget bevidste om, at de må blive med at arbejde for et bedre samfund – også efter Euromaidan.
”Det er systemet, der må ændres, ikke bare personen”, forklarer aktivisten Kateryna fra den fredelige bevægelse ‘Civic Sector’. Under Orange Revolutionen protesterede folk kun indtil omvalget mellem Viktor Janukovitj og Julia Timosjenko fandt sted. Folket lod derefter politikerne tage over. ”Det var en fejl har vi lært nu” forklarer Kateryna. Derfor bruger ‘Civic sector’ og de andre bevægelser på Maidan ventetiden på at lave forslag til reformer, der kan indgå i forhandlingerne mellem regeringen og oppositionen. Reformer, der skal sikre at politikerne i fremtiden arbejder for folket og ikke den anden vej rundt. Revolutionen må fortsætte.
Af Annika Mogensen og Sofie Marseen, der har været i Kiev i uge 6 med civilsamfundsorganisationen SILBA – Support Initiative for Liberty and Democracy.
