MINORITETSRETTIGHEDER | Seksuelle minoriteter i flere tidligere sovjetlande er i de seneste år stærkt blevet lagt for had og udstillet som afvigere eller ligefrem som trussel for samfundene mod øst. Inge Christensen beretter her om de seneste udviklinger i Ukraine og Rusland.
I de seneste år i Rusland og Ukraine er seksuelle minoriteter, det vil sige lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (forkortet LGBT), for alvor kommet i søgelyset.
Nogle mener, at de kollektivt er blevet tildelt den lidet behagelige opgave at fungere som den offentlige bevidstheds ultimative modstykke til ideen om den ’traditionelle’ ideal-eksistens i de to lande.
Kiev i oktober
Min samtalepartner er nødt til at løbe. Han skal kigge på kontorlokaler. Han og hans organisation er blevet bedt om at finde et andet sted at være. Vi følges ad ud i den regngrå eftermiddag i Ukraines hovedstad Kiev.
Vi har drukket kaffe, og han har, i fællesskab med en ven, udlagt udviklingen i situationen for transpersoner i Ukraine over de seneste år og fortalt om det arbejde, som organisationen prøver på at udføre.
Min aften tilbringes i selskab med en gruppe eksperter, aktivister og almindeligt interesserede kvinder, der lever i forhold med en person af samme køn. De fleste af dem er allerede forældre eller ønsker sig at blive det.
EU som rettighedsvogter?
De bruger aftenen på at se et ukrainsk debatprogram, hvor ophidsede mennesker diskuterer, om børn tager skade af at vokse op i familier, hvor forældrene har samme køn. Derefter udveksles erfaringer og synspunkter om hvordan man inden for rammerne af et forhold imellem to kvinder i praksis kan opdrage børn i Ukraine.
Familiekonstellationer, der falder uden for rammerne af det, der for tiden opfattes som traditionelt, har udviklet sig til et heftigt debatemne i landet, ikke mindst i forbindelse med den offentlige diskussion af den nu udskudte associeringsaftale med EU.
Associeringsaftalen ville blandt meget andet omfatte lovgivning, der kunne have udgjort en formel begrænsning på diskrimination af minoriteter, herunder også seksuelle minoriteter.
Olympiadeboykot
Ukraine og Rusland har udviklet sig meget forskelligt siden Sovjetunionens opløsning. Samtidig står den aktuelle version af ’traditionelle familieværdier’ og fænomener, der afviger herfra højt på dagsordenen i begge lande.
Seksuelle minoriteter hører til en kategori, der tilsyneladende af mange opfattes som uforenelig med idealet om en sund familie og en tryg opvækst for landets børn.
Udviklingen i forholdene for seksuelle minoriteter i Rusland har udløst en reaktion i vesten, der omfatter opfordringer til at boykotte OL i den russiske by Sotji i 2014. Ikke alle, der arbejder med LGBT-rettigheder i selve Rusland, er enige i, at en boykot er en god ide.
Dog er der mange, der mener, at den internationale opmærksomhed er vigtig og velkommen, fordi den lægger en dæmper på en proces, som ville udfolde sig langt voldsommere, hvis ikke udlandet interesserede sig for den. Udviklingen på området i Ukraine får knap så meget opmærksomhed i international presse.
International sammensværgelse
Den ene yderlighed i den russiske LGBT-debat udgøres af selverklærede homofober, der kalder til aktiv kamp mod det, de definerer som afvigere. Pædofili sidestilles ofte med homoseksualitet i regionen, hvilket både illustrerer og måske til dels forklarer noget af den modvilje, der eksisterer mod homoseksuelle mænd.
Længere inde mod midten trives forlydender om internationale sammensværgelser, der typisk antages at sigte på at undergrave nationen moralsk.
Udlandets opbakning til seksuelle minoriteters rettigheder opfattes som oplagte beviser på dette. Måske bidrager dette til, at nogen glæder sig over, at den meget omtalte russiske lov, der forbyder såkaldt homoseksuel propaganda, kan opfattes som, at man nu kan melde det til politiet, hvis man skulle støde på nogen i færd med at reklamere for ikke-heteronormativ adfærd over for børn.
For eksempel en skolelærer der forklarer sine elever, at der findes andre livsstile end den ’traditionelle’.
I den anden ende af spektret finder man en blandet gruppe mere eller mindre almindelige mennesker og aktivister, der løber en betragtelig personlig risiko ved at stå frem i det nuværende klima.
Et nyligt eksempel på hvad det kan indebære at være en del af LGBT-miljøet, er et maskeret overfald på en LGBT-kaffeklub i Skt. Petersborg. En af de medvirkende har mistet synet på det ene øje efter at være blevet ramt af en gummikugle.
Støvletramp
Kameraet er rettet mod to meget unge mænd, der modvilligt danser til technomusik i en lejlighed et sted i Ukraine. De er kun iført underbukser. En af dem har fået malet en stor, rød stjerne på maven og begge har fået barberet en stribe fra nakken til panden.
Striben er malet i regnbuefarver. I udkanten af billedet tramper de øvrige fuldt påklædte personer i lokalet meget højt og muntert i takt. En af dem har elefanthue på.
Videoen er lavet under en såkaldt ’Safari’ i Ukraine og lagt på nettet af en gruppe, der har base i Rusland og har afsæt i en nazistisk organisation. Efter eget udsagn arbejder den for at bekæmpe pædofili. Videoen er en del af et meget omfattende og stadigt voksende visuelt materiale, der florerer på internettet for tiden.
Videoerne laves af forskellige individer og grupper, der ikke nødvendigvis samarbejder med hinanden. En af metoderne, de bruger, er at oprette falske profiler på sociale medier, igennem hvilke folk narres til at møde op et bestemt sted. Herefter filmes eller fotograferes de. En del af materialet indeholder voldelige overgreb, herunder også grov seksuel vold, og har efterfølgende sit eget liv på nettet.
Tiltagende hetz
Iblandt de bifaldende kommentarer på hjemmesiden, hvor videoen beskrevet ovenfor kan ses, kan man finde opfordringer til, at organisationen bag filmen udvider jagtmarkerne til at omfatte Hviderusland, hvor fokusset på seksuelle minoriteter hidtil har været mindre kraftigt end i nabolandene.
Larmen af ophidsede borgere, politikere, præster, aktivister, organisationer, strategier og slogans udgør et bizart lydspor til en udvikling, hvis måske mest synlige udtryk er denne hetz.
Knap så billedstærk, men lige så vigtig, er den strøm af initiativer og love, der i de seneste år i det tidligere USSR betragteligt har indskrænket manøvrerummet for det, der populært kaldes civilsamfundet. Nogle mener, at mennesker, der afviger fra den aktuelle opfattelse af traditionelle samfundsværdier, er kommet så kraftigt i søgelyset som et led i denne nye politiske dagsorden.
Børns velfærd
Et centralt tema i den aktuelle debat om traditionelle værdier er børns velfærd. I Rusland og Ukraine befinder der sig, hvis man skal tro statistikker og forlydender, en hel del mennesker, der opdrager deres børn sammen med en af deres eget køn. For en del af dem må det antages at være et relevant spørgsmål, hvordan deres hjemmeliv fortolkes af naboen, arbejdsgiveren eller børnenes pædagoger og lærere.
Et af de seneste eksempler på, hvordan ord og ideer kan omsættes til lovgivning, har særlig relevans for denne gruppe: I Rusland diskuteres et lovforslag, der går ud på at fjerne børn fra familier, hvor forældrene har samme køn og indgår i et romantisk forhold med hinanden. For enkelte er dette initiativ den direkte årsag til, at de har forladt landet eller planlægger at gøre det. Men ikke alle har den mulighed.
Forslaget er i øjeblikket til revision og forventes på et tidspunkt i fremtiden at blive overgivet til statsdumaen uden grundlæggende ændringer.
Mon vesten kan bevare interessen når først den olympiske fest og forargelse er forbi, og larmen på Kievs Uafhængighedsplads er blevet mindre øredøvende? Og hvilken forskel vil det gøre?
Flere billeder fra Yevgenia Belorusets’ fotoprojekt ‘A Room of My Own’, der dokumenterer ukrainske LBGT-familiers liv, kan ses her: www.belorusets.com/work/work-in-progress-qroom-of-my-ownq
Inge Christensen skriver ph.d. ved Greifswald Universitet i Tyskland og specialiserer sig i politik og samfundsforhold i det tidligere Sovjetunionen.