DEBAT | Får EU’s mislykkede Ukraine-politik nu en ekstra chance? Utilfredsheden og frustrationerne fortsætter i hvert fald i Kievs gader. Der er brug for hjælp til et land på randen af borgerkrig. EU og USA øjner lige nu muligheden for at spille sig på banen igen med en stor økonomisk hjælpepakke til Ukraine. Spørgsmålet er, om det er for lidt – og for sent? MEP Morten Løkkegaard (V), kommenterer fra Europa-Parlamentet.
EU er så småt begyndt at forberede sig på tiden efter Ukraines inkompetente og korrupte leder, Janukovitj. Mens manden har ligget i sygesengen, falder hans land sammen om ørerne på ham, og hvis han ikke snart forlader sin post frivilligt, vil han blive tvunget fra bestillingen af sine egne og/eller russerne pr. stedfortræder, lyder vurderingen nu fra Ukraine-eksperter.
Det gode spørgsmål er, hvad der skal ske, og hvem der tager over, efter Janukovitj. Det bliver under alle omstændigheder ikke nogen dans på roser, og hvis det hele skal ende fredeligt, er der brug for et væsentligt mere handlekraftigt og uortodokst EU til – sammen med USA – at skubbe tingene i den rigtige retning.
Ny EU-gulerod
De sidste dages udvikling tyder da også på, at det netop er denne nye erkendelse, som er nået til Bruxelles. En større økonomisk hjælpepakke er ved at blive strikket sammen til det fallerede Ukraine. Den berømte gulerod er altså langt om længe hevet frem, men spørgsmålet er, om det er alt for lidt… og alt for sent.
Putins konkrete og kontante tilbud på 15 milliarder dollar i kreditter samt en klækkelig rabat på importeret russisk gas – krydret med massiv økonomisk chikane på forhånd, så Ukraine ikke snydes for kendskab til alternativet – kan nemlig blive svær at matche for et tøvende fællesskab, der er bedre til skåltaler og soft power end den gammeldags, men også meget effektive geopolitik, som praktiseres af den tidligere KGB-agent.
Ikke en hvilken som helst frihandelsaftale
Alt for sent gik det op for EUs kommissærer og forhandlere, at tilfældet Ukraine ikke var “yet another FTA”, en tilfældig handelsaftale-forhandling med EU-kleresiet i den naturligt, dikterende rolle. Ukraine var – og er – slagmarken mellem Øst og Vest, mellem Rusland og Europa, mellem to vidt forskellige verdensopfattelser og politiske traditioner. Og set med russiske øjne er Ukraine en naturlig del – ja, måske endda den vigtigste del – af det genskabte imperium, som Putin drømmer om.
Derfor argumenterer Østeuropa-kendere også for, at det nu må være slut med EU’s tøven og det stive, ufleksible forhandlingssystem, som gør det mere end svært for de nye fattige fætre i øst at leve op til de flotte EU-standarder, der kræves for at komme med i klubben.
Nødløsningen
Michael Emerson – tidligere EU-ambassadør i Moskva – skriver i et essay, at “nødsituationer kræver nødløsninger”.
Han anbefaler meget kraftigt, at EU institutionerne og medlemslandene sammen med USA og IMF lancerer en plan med følgende elementer:
1. EU skal hjælpe den kuldsejlede ukrainske økonomi tilbage på sporet ved at gennemføre hovedparten af elementerne i den handels- og partnerskabs-aftale, som ikke blev til noget i første omgang: Det vil sige lettere adgang for ukrainske varer til Det Indre Marked.
2. EU skal signalere til IMF, at man er villig til at finde en måde at afskrive den ukrainske gæld samt hjælpe med at betale gælden til russerne.
3. EU skal signalere til russerne, at man er klar til at skabe en frihandels-zone med den nye russisk dominerede toldunion med bl.a. Hviderusland og Kazakhstan og snart også Armenien m.fl. Antagelsen er her også, at russerne har desperat brug for frihandel til den elendige økonomi – og Putin kom jo for skade at italesætte sloganet “Frihandel fra Lissabon til Vladivostok”. Så nu må han tages på ordet.
Endelig peger Emerson på, at EUs mange, detaljerede krav til en lang række erhverv og sektorer ødelagde overblikket og i sidste ende også aftalen med Ukraine. Derfor giver det system slet ikke mening. Hvorfor kræve samme regler for eksempelvis barselsorlov..?
Der er med andre ord brug for en undtagelse. EUs nitty-gritty må ikke stå i vejen for de geopolitiske hensyn.
EU indser realiteterne men første slag er tabt
Med disse hensyn taget ville en ny magthaver i Kiev efter Janukovitj få det nødvendige rygstød til at overleve et truende kaos – i sidste ende borgerkrig eller deling af landet, måske russisk militær indgriben.
Noget tyder altså på, at EU er ved at se realiterne i øjnene. De tunge drenge fra EU-toppen er bragt i spil. Men det første slag er tabt. Og hvis EU skal holde fast i den østlige partnerskab, skal der tænkes i en bredere regional handels- og vækststrategi, der repræsenterer en ”win-win” for alle. Der bliver under alle omstændigheder voldsomt brug for en kombination af større klarsyn, hurtigere aktion og et mere fleksibelt system, samt afbalanceret imødekommenhed overfor både den europæiske og den russiske tradition.
Morten Løkkegaard er medlem af Europa-Parlamentet i den liberale ALDE-gruppe for Venstre.
