INTERVIEW | I dette interview forklarer historiker Dubravka Stojanovic, hvordan historie bruges og misbruges i Serbien samt hvorfor landet har så svært med at komme videre fra det 20. århundredes nationale programmer.
Dubravka Stojanovic, professor i historie ved Beograds Universitet, har talt med Dragan Banjac om den politisk udvikling i Serbien og regionen i lyset af historien. Interviewet blev bragt i den montenegrinske avis Pobjeda den 13.01.2014, i særtillægget Agora.
Hvis de, mildt sagt, klodsede politikere i eks-Jugoslaviens hovedstad havde lyttet til blot ti kvinder, så havde alting været anderledes og bedre for Serbien, dets folk og dets naboer. Hvis halvdelen af disse kvinder så tilfældigvis havde beskæftiget sig med historie, ville denne ufuldendte liste være fuld af navne som Latinka Perovic, Vesna Pesic, Sonja Biserko, Natasa Kandic, Olivera Milosavljevic, Biljana Kovacevic-Vuco, Borka Pavicevic, Mirjana Miocinovic, Biljana Srbljanovic, Branka Prpa og naturligvis Agoras gæst, Dubravka Stojanovic. Men kvinderne blev hverken hørt eller værdsat.
Lad os starte fra det 19. århundrede og ”Serbiens krigsprogram 1912-1919”?
På baggrund af de forskellige kriser som var dukket op rundt om i verden i starten af det 20. århundrede, så den serbiske regering en mulighed for at opfylde den gamle nationale drøm, hvis kerneformål bedst beskrives med udtrykket ”befrielsen og foreningen af det serbiske folk”. Denne formel fik offentlighedens utvetydige støtte. Alle stillede sig nærmest homogent bag dette mål. Derfor er datidens socialdemokrater vigtige for mig. Det var dem, som var imod. De mente, at krigens mål skulle være en ”Balkanføderation”.
Hvorfor var Serbien så krigerisk, og hvordan kan det være, at det efter de vundne slag virker som om, at Serbien endte med at tabe på det?
Det er fordi, Serbien opstillede sine prioriteter på den måde, det gjorde. De fleste accepterede ideen om, at man først var nødt til at løse det nationale spørgsmål, og efterfølgende ville det blive nemt at få demokrati, skoler, veje, hospitaler… Sådan var det i to århundreder, og sådan er det også i dag på mange områder. Det eneste problem er, at det nationale spørgsmål på Balkan ikke kan løses på den måde, som man havde forestillet sig, og at de andre folk ikke var klar til at acceptere en underordnet status. Men den realitet kunne Serbien ikke se og fortsatte (ad det nationale spor, red.), mens alle de andre opgaver måtte vente Det er sådan, vi er kommet hertil.
Lige med undtagelse af den østlige krise og krigen mod Bulgarien i 1885 vandt Serbien alle sine krige. Den bulgarske historiker Maria Todorova har sagt, at Bulgariens største lykke var, at det tabte alle krige. Serbiens problem er således, at det førte krig succesfuldt og ikke på noget tidspunkt var nødt til at se i øjnene, at selve programmet er forkert.
I forbindelse med den nylige markering af 99årsdagen for Kolubaraslaget (slag mod Østrig-Ungarn under Første Verdenskrig, red.) blev det sagt, at Serbien dengang mistede næsten en tredjedel af dets befolkning?
Efter Balkankrigene (1912-1913, red.) havde Serbien lidt under fire millioner indbyggere, og man regner med at det mistede omkring 700.000 under Første Verdenskrig. Forholdet til disse ofre er dog i dag endnu værre (end selve tabstallet, red.), fordi de af forskellige grunde aldrig blev talt præcist op. Man blev ved med at ”lege” med dette tal: det blev forhøjet op til halvanden million, så man kunne modtage højere krigsskadeerstatninger, manipulere med valglisterne efter Første Verdenskrig, eller så man kunne lukke munden på de andre folk i Jugoslavien. Og, altid, som det allervigtigste, sådan så man på baggrund af forestillingen om ens egen offerstatus kunne opbygge en moralsk urørlig stilling.
I bogen Stenbro og asfalt (Kaldrma i asfalt) skriver De om det hårde og ringe liv i Beograd for hundrede år siden?
Det var vigtigt for mig at undersøge, hvad det er for nogle mekanismer, som bremser og forhindrer fremskridt. Det kan man meget klart se ved at kigge på byens historie. Jeg undersøgte de diskussioner, der foregik omkring byggeriet af et kloaksystem. De varede i 35 år(!?). Mange ville nok sige, at det var på grund af pengemangel, men det viste sig faktisk, at man aldrig kom så langt som til at diskutere omkostningerne. Det viser sig, at den største bremseklods er den politiske kultur, hvor målet ikke er at få løst et problem, men derimod ikke at få løst det.
De nævner den første elektriske pære (1880), den første fremmede violinist og film (1896), første opera (1908), men det virker som om, at et århundrede senere, har Serbien ikke flyttet sig nok for at tilslutte sig resten af verden? Her mener jeg i første omgang sindstilstanden og ønsket om at følge Europa, f.eks.?
Alt det, som De nævner, var entusiastiske individers handlinger, der ønskede at udvikle deres samfund. Det er også et af problemerne. Der er ingen udvikling uden en plan, et system, en fælles indsats. Her hos os har det altid været et spørgsmål om individuel vilje, og så må man se hvor langt man kan komme. Man kommer ikke langt på den måde.
De siger, at historien her hos os er en ”tjener” og endda, at den er mere uvis end nutiden?
Det siger jeg tit for at pointere, at vores fortid ændrer sig hurtigere end nutiden. Rettere sagt, at enhver ny regering tilpasser en del af historien til sig selv, finder på en ideologisk forfader, skaber en tradition for sig selv. Derfor er historie altid på det politiske menukort. Snart ændres der noget i Anden Verdenskrig, snart noget i Første. Eller i middelalderen! Det går efter, hvad den nye regering har brug for, for alle regeringer ønsker at basere deres egen identitet på en del af historien, da de jo ikke har nogen politiske programmer.
Vi har tit ændret betydningen af historiske datoer, ”slettet” helte…?
Alle vil have deres egen helt, så de kan nedkæmpe de tidligere regeringers helte, som om at de er deres fjender i dag. Det er sådan, den politiske krig tit føres på fortidens slagmark. Det mest drastiske eksempel på dette sås efter år 2000 i Serbien, da den nye ”demokratiske” regering fandt på at udnævne deres forfader som værende Draza Mihajlovic (anfører for chetnikkerne under Anden Verdenskrig, red.). Man gik i gang med omfortolkningen, mens samfundet mistede værdi og slingrede.
Det er, som om at serberne i dag nærmest skammer sig over antifascismen, mens lærebøgerne forherliger folkefjenderne?
Chetnikbevægelsen virkede ideel for myndighederne efter Milosevic – antikomunistisk og antijugoslavisk. Og det er sådan, vi er nået dertil, hvor den fremherskende holdning er det, som Todor Kuljic har kaldt for ”antiantifascisme”, hvilket yderligere distancerer Serbien fra de europæiske værdier.
I Deres samtidshistoriske værk Olie på Vandene (Ulje na Vodi) beskæftiger De Dem med de serbiske historiske vildfarelser og De nævner også ”enden på den nationale arrogance”
Den ende burde have fundet sted efter fire tabte krige i halvfemserne. Men den kan ikke finde sted, hvis ikke man stiller spørgsmål til, hvad man ønskede at opnå med disse krige? Hvad var det for et program? Man talte hele tiden om et land, hvor alle serberne kunne leve. Det var ingen hemmelighed. I dag er der ingen, der nævner det, og man tror mere og mere på, at disse krige var befrielses- og forsvarskrige. Med den forståelse kommer man ingen vegne, og den nationale arrogance kan blot fortsætte.
Elsker serberne stærke ledere?
Det gør de, de imponeres af dem. Det er en konsekvens af det faktum, at institutionerne aldrig har fungeret, og at man aldrig følte en ægte form for sikkerhed. Når det mangler, så tror man, at det kun er lederen, der kan redde en og med det ødelægger man muligheden for at institutionerne kan blive skabt.
Var det Slobodan Milosevic, der indtil videre har forført dem bedst?
Ja, men den trang til forførelse kan vi føle hver gang, der dukker nogen op, som virker magtfuld. De elskede også Kostunica (præsident for Jugoslavien 2000-2003, red.), nu elsker de Vucic (vicepremierminister i Serbien siden 2012, red.).
Alle, der virker som om de kan løse alle problemerne, får en overvældende støtte. Men fordi ingen kan, eller for den sags skyld burde, gøre alt dette alene, fører det til store skuffelser og en søgen efter en ny kærlighed. Dette vil fortsætte, så længe det ”dystre” og ”kedelige” institutionelle parlamentariske system ikke afskaffer denne kvælende overflod af følelser, som er det modsatte af politik.
De har en interessant fortolkning af oppositionen og dens, som De siger ”traumatiske cirkel (1985-1994)”?
Det var en undersøgelse, som jeg lavede i starten af halvfemserne for bogen Den serbiske side af krigen. Den viste, at ideerne om omstruktureringen af Jugoslavien blev skabt i oppositionens intellektuelle kredse i Serbien i starten af 1980’erne og, at Slobodan Milosevic kom til magten, efter at programmet allerede var lagt fast og accepteret i offentligheden. Han er således udøveren. Det ændrer kronologien betydeligt, men også forståelsen af hændelserne. For hvis programmet er ældre end Milosevic, så bliver det tydeligere, hvorfor det stadig eksisterer, hvorfor det lever længere end ham.
Oversat af Ehlimana Dedovic, Cand.Mag i Østeuropastudier ved Københavns Universitet.
Artiklen er bragt i samarbejde med Pescanik.net
